Abrikosmarmelade vinder marmeladetest
Jeg er blevet beæret med fire smagsprøver på økologiske produkter til morgenbordet fra den italienske producent Rigoni di Asiago. Jeg mener, at jeg har set glassene i øko-sektionen i min lokale Kvickly til omkring 35 kr. pr. glas.
Forventningsfuld satte jeg kaffen over og sendte manden til bageren, og så gik vi ellers i gang med at smage.
Først Nocciolata. Og ja, Nutella stammer også fra Italien, så hvad kunne de finde på for at adskille produktet – når man altså lige ser bort fra økologien? Jo, chokonøddecremen har lidt nøddestykker i og smager meget som fyldet i Ferrero Rocher kuglerne. Der er ikke mere chokoladesmag end i Nutella, og jeg vil betegne den som et børneprodukt. Jeg plejer ikke at have sådan noget på lager, og det vil jeg heller ikke have i fremtiden.
Blåbærmarmeladen var fin, men den skrev sig ikke ind i min erindring. Her vinder franske Bonne Mamans kampen om den bedste blåbærmarmelade.
Forventningen til jordbærmarmeladen var stor, for etiketten praler af jordbær og skovjordbærmarmelade. Men ak, der er 58 g jordbær per 100 g marmelade og 1,8 g skovjordbær per 100 g marmelade. Jeg genkalder mig en Asterix-historie, hvor et par romere diskuterer opskriften på girafhals farseret med vagtel: Man tager en giraf og en vagtel…. Bortset fra et oversalg til forventningerne, så vil jeg betegne marmeladen som meget italiensk. Bærrene er lidt mere udkogte, end jeg selv ville gøre det, og jordbærsmagen er ikke så kraftig. Marmeladen er sød og dejlig, men jeg savner lidt karakter fra jordbærrene.
Testens klare vinder var abrikosmarmeladen. Her har vi at gøre med et produkt, hvor abrikoserne er plukket og syltet, mens de var modne. Store lækre frugtstykker med en dejlig klar smag. Og med et lillebitte eftersmag af Altheabolcher. Måske nok den bedste abrikosmarmelade, jeg har smagt.
Jeg vil til hver en tid købe abrikosmarmeladen, mens jeg kunne finde på at købe nøddecremen, hvis jeg skulle bruge et glas til et morgenbord med gæster. Glasset er væsentligt pænere end Nutella, og der er ikke så meget i, så jeg vil ikke skulle kassere en stor rest bagefter. Og etiketten er køn. Jeps, lidt forfængelig kan jeg godt være…
Anmeldelse: Frisk fisk og sur dame på Restaurant 5
Restaurant 5, Brogade 1-3, Svendborg
Svendborg er en skøn handelsby med mange selvstændige butikker, der giver en dejlig afveksling fra de monotone butikskæder. En fredag inden jul gjorde vi gode indkøb i de mange strøggader i byens midte, og intet var mere fortjent end en god frokost.
Sent dagen før havde vi booket bord via nettet på Svendborgs bedste spisested, Restaurant 5, men det havde nu ikke været nødvendigt. Det stemningsfulde lokale på Hotel Ærø, som restauratør Jeff Scott Foster flyttede sammen med i foråret, var ikke fyldt på denne travle handelsdag i byen. Ærgerligt.
Her kunne vi så sidde og kigge ud på den udsmykkede Ærø-færge, der lagde til ved færgelejet, mens vi ventede på maden. Dette var blot en frokost, men vi fik hurtigt lyst til at afprøve en stor aftenmenu.
Jeg fik bestilt en anretning med fynske tapas, der kaldes en “5 klassiker” og skal repræsentere det bedste fra lokale leverandører. Jeg fik dampet ising med confiteret citron, rimmet laks med dildcreme, æg og rejer med hjemmerørt dildmayonnaise, lunt andebryst med stegt æble, kyllingelevermousse og pulled pork med rygeostcreme. I den afsluttende anretning var der to bidder ost – en (ikke fynsk?) manchegotype og en bid mild komælksost. Det søde punktum var en brownie med kvædekompot.
På menukortet fremgår de enkelte tapas ikke, men derimod producenterne bag råvarerne. Det giver køkkenet et vist spillerum og de lokalkendte vil have ret høje forventninger på forhånd, når man ser en leverandørliste som denne:
Allégaarden – Skiftekær – Skytte – Centrum Frugt – Bagenkop Fisk
Waterkings – Økogaarden – Lisbeth Frugt – Ærø Raps – Avernakø
Sømose – Tage fra Ballen – Knabegaarden – Thurø.
Min ledsager fandt det usportsligt at vælge det samme og tog et stjerneskud. En smørrebrødsklassiker, der er en god lakmusprøve på køkkenets ambitioner og formåen. Det nemme valg er dårlige råvarer og høj avance, men det mødte vi ikke her.
Sjovt nok havde en enlig ældre dame ved nabobordet også bestilt stjerneskud, og det varede ikke længe, før hun kaldte på tjeneren. Hun havde spist mange stjerneskud på Hotel Ærø, og dette var det hidtil dårligste, forstod man. Det gik op for tjeneren, at det var gæstens første besøg, mens Restaurant 5 har overtaget bespisningen på det fine gamle hotel, og det stakkels menneske måtte stå og undskylde, at man modsat tidligere nu får frisk fisk hjem hver eneste dag. Og at man selv rører sine dressinger, så hun måtte se forgæves efter hendes foretrukne “skaldyrsdressing”. Hun gav næppe drikkepenge, men hun havde heller ikke fået hjælp til at få sin minkpels på en bøjle.
Stjerneskuddet var helt efter bogen anrettet på en smørstegt skive franskbrød. Der var en paneret isingfilet, et flot stykke dampet torsk og en lækker varmrøget laks. Ved siden af en pæn stak rejer, og gudskelov var retten ikke sovset ind i dressing. Den måtte gæsten selv dosere fra det medfølgende patentglas.
Tjeneren nærmest undersolgte det ambitiøse køkken. Måske fordi det blot var frokost. Mange vil frabede sig, at tjeneren insisterer på at holde foredrag om den mad, han har bragt til bords. Men når temaet er fynske tapas, må han gerne uopfordret gennemgå, hvad der er serveret.
Men man kan jo bare spørge. Omvendt så må tjeneren gerne lige vise, at han er stolt af sit fag. Det er hurtigt at tone ned, hvis gæsterne ikke er interesserede. Vores tjener var meget imødekommende, når vi viste interesse, men gjorde sig lynhurtigt usynlig, så vi havde tid til at nyde maden. Jeg håber ikke, at der kommer til at gå lang tid, før jeg har en undskyldning for at prøve aftenmenuen på Restaurant 5.
Groupon, Sweetdeal og alle de andre
Jeg har lidt blandede erfaringer med alle de tjenester, hvor man kan købe alt fra fodbehandlinger til luksusmiddage til spotpris. Hjemmefra har jeg lært, at hvis noget lyder for godt til at være sandt, så er det nok også tilfældet. Alligevel har jeg haft en del positive oplevelser og så en del “nå” oplevelser.
Groupon sendte mig en rabatkupon, som jeg kunne indløse til et tilbud efter frit valg. Valget faldt på et tilbud om en boks med 38 stykker sushi og tangsalat fra Simply Sushi på Ågade i Odense. Det var en ukompliceret affære at bestille beviset, og Groupon gjorde meget ud af at forklare, at prisen var tjekket inden. Det er også en væsentlig pointe, for ofte har jeg haft indtryk af, at noget blev præsenteret som et slagtilbud, men var særligt sammensat til lejligheden.
Det voldte heller ingen problemer at bruge beviset. Simply Sushi var imødekommende, da jeg bestilte boksen, og vi kunne hente maden den næste dag. Det lange varsel var en af betingelserne for at bruge tilbuddet, og det skal også regnes ind i prisnedslaget.
Samtidig viste maden sig at være lidt af en “nå!” oplevelse. Den bedste og mest rammende beskrivelse er nok, at det svarede til supermarkedssushi. Rullerne var lidt sjusket rullet, surimien var den billigste på markedet, og laksen på nigirien var skævt skåret.
I rullerne med tun var der en meget stærk chilisauce, der helt overdøvede fisken, og tangsalaten virkede lidt kedelig med en dressing, der ikke sad helt i skabet.
Måltidet var frisk tilberedt, men ikke af en sushikok. Derfor var prisen på 195 kr. for boksen måske nok rimeligt, men det var ingen spotvare, og jeg har ikke lyst til at købe sushien til fuld pris. Fuld pris svarer her til 394 kr., og dermed er Simply Sushi i konkurrence med flere andre og bedre sushisteder i byen.
Jeg er ikke færdig med deal-sites, men jeg tror ikke, at der ligger guld for enden af dem.
