Pane & Vino, Odense

4 stjernerPane & Vino, Vintapperstræde, Odense C

Pane & Vino er en italiensk restaurant med en rigtig god beliggenhed i Vintapperstræde i Odense. I dagtimerne kan man følge med i bylivet, og om aftenen er Vintapperstræde en hyggelig ramme med sine gamle huse.

Jeg har ofte spist frokost på Pane & Vino og været meget tilfreds, men syntes, at aftenkortet lod noget tilbage at ønske.

Alligevel fik restauranten en chance en aften, hvor vi skulle i biografen til en 21-forestilling.

Foto: Heinzes KogebogVi havde ikke bestilt bord, men den søde tjener fandt et bord til os, der ikke var alt for tæt på et rygende selskab. Desværre består Pane & Vino af ét lokale, og der må ryges. Heldigvis er der bebudet et røgforbud for restauranter, der formentligt træder i kraft den 1. april 2007.

Pane & Vino kører med flere menutilbud. De to dyreste indeholder nogle umanerligt kedelige forretter i form af rejecocktail og gravad laks. Vi sprang i stedet på den billigste menu med en forret og en pastaret eller en pizza. Eftersom vi skulle videre denne aften, bestilte vi to glas husets rødvin, der var det eneste at få som glas. Vinen var absolut på det jævne, men prisen var rimelig. Alligevel kunne man godt ønske sig, at der var tilbud om et bedre glas til de, der af den ene eller anden grund ikke har lyst til en hel flaske.

Aftenen var råkold, så jeg valgte dagens suppe, der viste sig at være en kraftig tomatsuppe smagt til med krydderurter og rundet med en anelse piskefløde. Min medspiser fik Bresaola på rucolasalat pyntet med valnødder og parmesanflager. Begge forretter blev serveret med små friskbagte kuvertbrød af pizzadej. Både forretterne og brødet smagte skønt, men vi forsøgte at økonomisere med appetitten, da vi havde en hovedret i vente.

Vi havde begge valgt en pizza til hovedret, en Primavera (forår) bestående af skinke og champignon foruden tomat, ost og oregano. Jeg har aldrig fundet noget skudsikkert navn på denne pizza, men kombinationen er god.

Denne aftens pizza løber med prisen for Odenses bedste i sin kategori. Og der hersker ingen tvivl om, at det er råvarerne, der gør forskellen. Italiensk kogt skinke (ingen Jakabov eller udpint blokskinke) og friske skiveskårne champignon i rigelige mængder.

Desværre var maven hurtigere mæt end øjnene, så vi måtte efterlade omkring ½ pizza hver.

Tiden var fremskreden, så vi valgte at gå direkte til regningen.

Maden var lækker og portionerne rigelige. Pane & Vino bærer dog præg af at være et sted, hvor der serveres menuer til et hurtigt flow af kunder. Derfor vil det stadig ikke være mit oplagte valg til en aften med á la carte køkken. Dertil er retterne ikke spændende nok i forhold til prisniveauet.

Share

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *