Yoghurtsuppe

Denne kolde suppe er et sikkert hit i sommervarmen, læskende og frisk. Og de færreste af dine gæster har prøvet den før. Krydderurterne får rigtigt lov at træde i karakter, så udvælg kvaliteten med omhu.

4 personer

  • 2 slanke agurker
  • 1 l yoghurt naturel
  • ½ dl bouillon/suppe
  • 1 dl piskefløde
  • ½ revet løg
  • frisk persille
  • frisk purløg
  • frisk mynte
  • salt & peber

Agurkerne flækkes og kernerne tages ud (fx med en ske). Agurkerne rives på den fine side af rivejernet og hældes i en gryde sammen med yoghurt, kold bouillon og piskefløde. Løget rives ligeledes og tilsættes. Suppen tilsmages med de friske krydderurter, ca. 2 spsk af hver (bemærk at der er stor forskel på styrken af friske krydderurter fra haven og fra en supermarkedspotte, så smag endelig undervejs).

Lad gerne suppen trække i køleskab, så krydderurterne kommer til deres ret.

Suppen mætter godt, så det er ikke nødvendigt at servere brød til. Skal den bruges som hovedret, kan fx tilsættes røget laks i strimler. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *