Hyldeblomstsaft
Jeg har fabrikeret en stor portion, der er blevet rigtigt vellykket, så her følger min hjemmebryggede opskrift.
- 60 store hyldeblomstskærme
- 2 kg sukker
- 3½ l kogende vand
- 4 økologiske citroner
- 60 gram citronsyre
Find hyldeblomstskærmene et sted, hvor der ikke kører biler forbi. Det kunne være en god grund til en skovtur.
Klip dem og put dem i en bærepose. Med lidt held er en del af dyrene faldet ned i bunden af posen, inden du når hjem. Ryst skærmene let, klip den grønne stilk af, og kom skærmene op i en stor gryde. Hyldeblomstskærmene må endelig ikke vaskes.
Skyl citronerne og skær dem i tynde skiver. Citronerne skal være usprøjtede, derfor anbefaler jeg de økologiske. Læg citronerne i gryden. Hæld sukker i gryden.
Kog vandet. Hæld citronsyren op i en lille skål og opløs den i lidt kogende vand. Hæld kogende vand og den opløste citronsyre i gryden. Rør rundt i blandingen et par gange om dagen i 3-4 dage. Si saften gennem et klæde, så alle urenheder sies fra.
Skyl saftflaskerne med atamon, og hæld saften i.
Denne opskrift giver ca. 4 liter saft.
Gemt under Syltning | Kommentarer slået fra
