God mellemvare på Alibi Supperclub i Odense
Alibi Supperclub, Brandts Passage, Odense C
En regnvåd torsdag i oktober var humøret til at blive bespist. Lidt mere end caféernes endeløse burgers og salater, men trods alt var vi ikke ude efter en oplevelse i den dyrere ende. Valget faldt på Alibi Supperclub i Brandts-komplekset i Odense.
Menekortet er en fusion af caféindslag krydret med det mere eksotiske. Vores valg faldt på en deleforret bestående af hummus, salat, kyllingemousse og poppas.
Forretten var overraskende god. Salaten var frisk, og hummusen var mild, cremet og fyldig – lige som den skulle være. Kyllingemoussen bestod af finthakket kogt kyllingebryst krydret med tomat og friske krydderurter. Poppas er fritterede små chilipebre fyldt med flødeost. Sprøde og lækre vidnede de om en frisk fritureolie.
Til hovedret havde vi valgt dagens fisk, der var en japansk talipeja. Tjeneren var mester ud i bluff, for han talte os godt efter munden, men anede ikke hvordan fisken var tilberedt. Min medspiser konstaterede efterfølgende, at det var første gang, han var blevet anbefalet drikkevarer på baggrund af, at fisken ingen ben havde! Trods årstiden drak vi Fynsk Forår fra Ørbæk Bryggeri, en hyldebloms-tale, til begge retter.
Fisken var aftenens svage punkt. Den var stegt på panden, og marineringen/krydringen var ubetydelig. I sig selv smagte fisken sart , og derfor var tilbehøret lidt overvældende. Alibi Supperclub anvender det samme tilbehør til alle hovedretterne. Foruden en salat var der basmatiris, der var vendt med hele nelliker. Risen smagte dejligt, men havde indlysende passet bedre til de mere krydrede retter af lam og oksekød. Desuden var der er en skål med en kold dip/sauce. Jeg mener, der var tale om stegt blendet aubergine tilsmagt med tomat, hvidlød, persille og citron. Saucen var udmærket, men den gjorde ikke noget for fisken. Fisken ville have vundet langt mere ved at få følgeskab af basmatiris vendt med dild, som man også kan finde i de mellemøstlige køkkener, Alibi henter sin inspiration i.
Portionerne var solide, og derfor valgte vi at bede om regningen efter hovedretten. Vi måtte selv gå til baren og bede om regningen, da tjenerne omkring kl. 21 var travlt optagede af andre gæster. Det bekræftede vores tidligere oplevelser på Alibi med problemer omkring spidsbelastningerne. Det kan formentlig tilskrives, at de ansatte er ufaglærte.
Regningen løb op i knap 500 kroner. Vi var mætte og egentligt tilfredse, men der mangler lige lidt ekstra. Der mangler lidt entusiasme for at løfte opgaven fra køkkenet og tjenerne i fællesskab. Det er fint at køre et helt lean køkken med kun en slags tilbehør til hovedretterne, men tingene skal spille sammen. Og med et ret begrænset kort forventer jeg, at tjeneren ved, hvad han serverer. Og ellers er det ingen skam at spørge i køkkenet og vende tilbage til gæsten.
