Kransekage

Det kan være svært at købe sig til en ordentlig kransekage, så hvorfor ikke bage den selv?

Jeg har prøvet at bruge de runde kransekageforme, man kan købe, men efter min bedste overbevisning er det meget nemmere at forme kransekagen i hænderne og lægge den på en bageplade, og så brænder dejen ikke fast i formene.

Husk at kransekagen kun bliver så god som den marcipan, du bruger – så her må du ikke spare.

Kransekagedej

  • 500 g marcipan
  • 200 g stødt melis
  • 1 æggehvide

Ælt marcipanen med stødt melis og æggehviden. Lad kransekagemassen hvile i køleskabet i min. 3-4 timer.

Form dernæst massen til ringe, stænger eller konfektstykker.

Kransekagen bages ved 225 grader i 8-10 minutter, indtil den er smukt gyldenbrun. Det kan være en fordel at bage kransekagen på en dobbeltbageplade, så den ikke får for meget varme nedefra.

Når kransekagen er færdigbagt, kan den sprøjtes med glasur.

Kransekageglasur

  • 150 g flormelis (cirka 3 dl)
  • 1 pasteuriseret æggehvide
  • ½ tsk eddike

Kransekageglasuren piskes indtil den bliver sej. Det tager nogle minutter. Put glasuren i en sprøjtepose og sprøjt ringene/stængerne. Det kræver lidt fingerkræfter, fordi glasuren netop er meget sej.