Nem karrywok

Denne karryret er dejlig hurtig at lave og smager skønt. Samtidig er den billig, fedtfattig og fiberrig. Så bliver det bare ikke bedre!

4 personer

  • 500 g oksefars 8-10 %
  • 1/4 fintsnittet hvidkål
  • 5 store revne gulerødder
  • 2 spsk karry
  • 1 spsk hel spidskommen
  • 1 spsk olivenolie

Hvis karryen er af en type, der skal svitses, skal der bruges lidt mere olie (det gælder de fleste typer karry). Jeg bruger madraskarry, der ikke behøver at blive svitset.

Hæld olie i en wok eller en stegepande. Tilsæt den hele spidskommen og vent, til den popper. Tilsæt dernæst oksefarsen. Brun farsen, og når den har antaget den kedelige grå farve, tilsættes karryen.

Så tilsættes grøntsagerne, og retten steger, indtil grøntsagerne er, som du bedst kan lide dem. Hvis kålen skal være sprød og have bid, så er den færdig efter få øjeblikke, men hvis kålen skal være helt mør, så giv den cirka ti minutter.

Retten serveres med groft rugbrød. 

Hvis retten skal strækkes, kan der tilsættes pastaskruer.