Kylling wattersoi – lækker vintermad

4 personer

Overskriften lyder måske mere som en sygdom end som en appetitvækkende vinterspise, men det skyldes i al sin enkelhed, at opskriften er af belgisk afstamning. Retten kræver noget forberedelsestid, men spiser man suppen dagen efter, så har man næsten lavet mad til to dage.

På de sidste vinterdage er opskriften en god måde at bruge vinterens rodfrugter. Wattersoi kan serveres til både kylling og fisk, og tilbehøret kan være kogte kartofler eller pasta.

Først skal kyllingen koges, og for at få den bedste smag koges en helt traditionel suppe. Der skal bruges noget af suppen til sovsen, og resten kan gemmes til senere brug:

  • 1 kylling/lille høne
  • 1 suppevisk
  • 8 peberkorn, salt

Indmaden tages ud af kyllingen, og den lægges i en gryde sammen med suppevisken. En suppevisk består af porre, selleri, gulerod og gerne løg og persillerod.

Suppen koges i cirka en time, eller indtil kyllingen er mør. Skum den undervejs, hvis det er nødvendigt. Tag kyllingen op af suppen og del den i fire. Læg kyllingen i et ovnfast fad.

Suppen sies og smages til med salt og peber. 

Wattersoi

  • 1/4 selleri
  • 2-3 gulerødder
  • 1 persillerod
  • 1 løg
  • 1 porre
  • 1 spsk smør
  • 3 spsk hvedemel
  • 2½ dl piskefløde
  • Ca. 3 dl suppe

Grøntsagerne vaskes, og selleri, gulerødder, persillerod og løg skæres i små tern på maksimalt 1×1 cm. Porren skæres i tynde skiver.

Lav en smørbolle af smør og hvedemel og tilsæt suppen. Tilsæt grøntsagerne og lad dem simre i sovsen i cirka et kvarter, eller indtil de er møre. Tilsæt piskefløden og smag til med salt og peber.

Hæld sovsen over kyllingen, og varm det i ovnen ved 175 grader, indtil det er gennemvarmt. Det tager omkring 10 minutter.

Servér retten med kogte kartofler eller pasta.