Alt godt fra haven til de flittige

april 13th, 2008

Køb bogen hos SaxoForåret har sneget sig ind på os, og det er tid til at konvertere havedrømme til hårdt arbejde.

Birgitte Hasholt har skrevet bogen Alt godt fra haven, der med et par opskrifter undervejs gerne skulle lokke haveejerne til at se, at det hårde slid bærer en belønning. Undervejs i bogen gennemgåss en række gode råd til den nybagte eller uerfarne haveejer. Hvordan deles stauder, hvilken placering bør krydderurterne have og en fin gennemgang af sorterne på de mest almindelige bær og blomster.

Bogen er appetitvækkende, men det er nok nødvendigt at besidde en større havepassion end jeg kan præstere. Efter en sæson med slidsomt arbejde i drivhuset stod jeg pludseligt med tomater nok til at brødføde hele vejen. Det gjorde de handlende på grønttorvet også, og det betød, at prisen var lav på det tidspunkt, hvor tomaterne var absolut bedst. Det gentog sig senere hen med flere ting.

Jeg har derfor lært den lektie, at man skal nyde at gå i haven, for at kaste sig ud i projektet. Min have har begrænset sig til en lille køkkenhave. For mine krukker kom aldrig til at tage sig så godt ud som i denne bog eller i tv-udsendelser fra Isabella Smiths have.

I denne bog præsenteres italienske terracottakrukker med det helt perfekte algeangreb, så det ses, at de ikke er helt nye og ej heller er lavet af plastic, med tulipaner i. Det ser brandgodt ud. Ingen tvivl om det. Problemet er bare, at sådan nogle tulipaner ikke holder længe. Og så skal der tages løg op af krukker og plantes nyt. Og det er ganske givet skønt, hvis man har interessen.

Som så mange andre vil jeg gerne have, at haven tager sig ud på skønneste opdaterede Morten Korch idyl. Mit problem er, at idealbilledet ikke stemmer overens med virkeligheden. Min have skal kunne være alene hjemme, for mine bede bliver ikke luget med en pincet, og det, der overlever, er det, der ikke kræver stor opmærksomhed. Og så er det altså også som om sommeren ikke altid hjælper tingene på vej. Sidste sommer druknede alle mine krukker, mens de forrige sommer var tæt på at tørre væk.

Selvom jeg gerne ville præstere det tidstypiske miks af tilbage til mormors kolonihavehus, kombineret med økologisk bevidsthed og tilbehør fra fjerne ender af verden (duge med små blomstermønstre og lamper), så må jeg nok nøjes med drømmene. 

Hvis du til gengæld har idealismen, og har haven og lysten til at præge den selv, så er Alt godt fra haven et rigtigt godt redskab. Bogen er en oplagt gaveidé til nye husejere, da den også er realistisk i sin tilgang til projektet. En have kan ikke omlægges på en sæson, og ting tager tid.

Birgitte Hasholt: Alt godt fra haven 
Gyldendal, 304 sider, kr. 299
 

Køb bogen direkte hos Saxo!

Share

Skriv en kommentar

Navn ( påkrævet)

E-mail ( påkrævet)

Hjemmeside


Skriv din kommentar eller et spørgsmål her:


Trackback URI | Kommentarer RSS