Biscotti alla mandorla

De hårde italienske biscotti-småkager er efterhånden velkendte herhjemme. I Italien serveres de til vin santo, og kagerne dyppes i vinen. Herhjemme kan vi dyppe dem i kaffen eller nyde dem, som de er og glæde os over, at opskriften frem for alt er velsmagende og overhovedet ikke indeholder fedtstof.

Der bliver 20-50 biscotti ud af denne portion.

Ingredienser:

  • 250 g hvedemel, evt. italiensk tærtemel type 00
  • 250 g sukker
  • Korn fra en stang vanille
  • ½ tsk bagepulver
  • 150 g grofthakkede mandler
  • 2 store æg
  • Revet skal af en usprøjtet (økologisk) citron

Bland mel, sukker, vanille, citrusskal og bagepulver. Saml dejen med æggene og ælt mandlerne i. Biscottierne kan laves brede eller som almindelige småkager. For at lave store småkager formes dejen i pølser på 5-6 centimeter og for almindelig småkagestørrelse formes den til 2-3 centimeter brede pølser og sættes på bagepapir.

Dejen bages ved 180 gr. i 15-20 minutter. Derefter skæres dejen ud i tommelfingerbredde, mens den stadig er varm, og sættes i ovnen igen ved 100 gr., indtil småkagerne er tørre og sprøde. Det tager cirka 30 minutter.

Køl småkagerne af på en rist og gem dem i en lufttæt dåse.

Tip: Prøv at erstatte mandlerne med hakket mørk chokolade.