Rösti med grøntsagscreme og røget laks

Kartoffelpandekagerne rösti er egentligt en schweizisk bonderet, men de smager også dejligt under nordligere himmelstrøg. Denne opskrift giver god mulighed for at kombinere de sidste gamle kartofler med årets første sprøde gulerødder.

4 pers.

Rösti:

  • 1 kg. kartofler – ikke nye
  • salt og peber
  • olivenolie til stegning

Grøntsagscreme:

  • 1 dl creme fraiche 9 %
  • 2 groftrevne gulerødder
  • 1 lille hakket rødløg
  • 1 dl hakket bladselleri
  • ½ dl hakket dild
  • 2 knsp salt 

Tilbehør:

  • 200 g røget laks i skiver

Skræl og riv kartoflerne. Sæt eventuelt rivejernet ovenpå et viskestykke, så er det let at presse væden af kartoflerne, når de er revet.

Varm en stegepande op og hæld lidt olivenolie på. Der bliver ca. fire rösti ud af denne portion, så fordel en fjerdedel af kartoflerne på stegepanden. Brug en spartel til at trykke kartoflerne ned i panden med.

Når röstien er gyldenbrun i kanten, er det tid til at vende den. Tag to middagstallerkener og skub forsigtigt röstien over på den første. Læg den anden tallerken ovenpå röstien og vend rundt. Nu kan röstien skubbes tilbage på panden med den rå side nedad. Når röstien er færdigstegt, kan den holdes varm i ovnen ved 75 grader.

Grøntsagscremen tilberedes ved at blande alle ingredienserne og smage til med salt og peber.

Servér röstien med grøntsagscremen og skiver af røget laks.