Agurkesuppe

Denne kolde suppe er et sikkert hit i sommervarmen, læskende og frisk. Og de færreste af dine gæster har prøvet den før. Krydderurterne får rigtigt lov at træde i karakter, så udvælg kvaliteten med omhu.

4 personer

  • 2 slanke agurker 
  • 1 l yoghurt naturel 
  • ½ dl bouillon/suppe 
  • 1 dl piskefløde 
  • ½ revet løg 
  • frisk persille 
  • frisk purløg 
  • frisk mynte 
  • salt & peber

Agurkerne flækkes, og kernerne tages ud (for eksempel med en ske). Agurkerne rives på den fine side af rivejernet og hældes i en gryde sammen med yoghurt, kold bouillon og piskefløde.

Løget rives ligeledes og tilsættes. Suppen tilsmages med de friske krydderurter, ca. 2 spsk af hver (bemærk, at der er stor forskel på styrken af friske krydderurter fra haven og fra en supermarkedspotte, så smag endelig undervejs).

Lad gerne suppen trække i køleskab, så krydderurterne kommer til deres ret.

Suppen mætter godt, så det er ikke nødvendigt at servere brød til. Skal den bruges som hovedret, kan der for eksempel tilsættes røget laks i strimler.