Græskarsuppe

Mange af de græskar, der bliver udhulet og brugt til pynt op til Halloween, kommer aldrig indenfor i køkkenet, og det er faktisk synd og skam. Græskarrene er meget anvendelige, og der kan blandt andet laves en farvestrålende suppe.

Græskarrene har ikke så karakteristisk en smag, så der skal krydres efter lyst. Man kan blandt andet anvende kokosmælk, men i denne opskrift er der brugt timian og muskatnød.

4 personer

  • 1 græskar, for eksempel Hokaido eller ½ Pumpkin græskar
  • 1 stort løg
  • 1-2 fed hvidløg
  • 2-3 kviste frisk timian
  • ca. 1 liter hønsebouillon
  • 2,5 dl kaffefløde
  • Olivenolie
  • revet muskatnød
  • salt og peber
  • brød til croutoner

Pil løg og hvidløg og skær dem i tern.

Gør græskarret i stand: Fjern kernerne og den bløde indmad. Skær eller skrab det faste kød ud af græskarret. Hak græskarkødet groft.

Sauter løg og hvidløg med timian i olivenolie i en gryde. Når løgene begynder at blive klare, tilsættes græskarkødet og steger med, til det falder sammen. Kom hønsebouillon ved, og lad suppen simre i 20-25 minutter.

Kør suppen på foodprocessoren, eller brug stavblenderen, til den er glat og pæn. Kom fløden ved, og lad den koge op. Smag til med salt, peber og rigelig friskrevet muskatnød.

Croutoner kan købes færdige, men de er lette at lave og smager bedst hjemmelavede. Man tager et godt brød eller flûtes og skærer i tynde skiver. De ristes i ovnen og er hurtigt klar til servering. Croutonerne kan også piftes lidt op ved at tage et fed hvidløg og gnide forsigtigt rundt i kanten på den ristede crouton. En lidt mere kalorierig version af croutonerne består i at tilsætte de ristede croutoner lidt reven emmentaler og gratinere det i ovnen inden servering.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *