I begyndelsen af året er de sidste æbler fra haven ved at være godt runkne og kedelige, men det kan så give basis for nogle gode æbledesserter. I går lavede jeg bagte æbler med marengslåg, og det var en succes. Ikke alene smagte det dejligt, det var også tilnærmelsesvist sundt. Hvem sagde januar-hellig …
4 personer
- 6-8 store æbler
- 6 æggehvider
- 175 g sukker
- 50 g hasselnødder
- 2 tsk. kanel
- ½ tsk. eddike
Æblerne skrælles og skæres i både. Æblebådene blandes med 100 g sukker, kanel og grofthakkede hasselnødder. Pisk æggehviderne stive, tilsæt resten af sukkeret og eddiken. Fordel æblebådene i et ovnfast fad og hæld marengsmassen over.
Bag marengsæblerne ved 165 grader i ca. 35 minutter. Marengsen skal være gyldenbrun. Serveres som de er, men ved festlige lejligheder kan tilføjes en klat flødeskum eller vanilleis.