Flæskesteg med sprød svær, soja, ingefær, honning og hvidløg

Kamsteg er tit på tilbud, men der er jo grænser for, hvor meget rødkål man kan skubbe ned. I hvertfald for mit vedkommende. Jeg fandt på at marinere grisen, men samtidig bevare den sprøde svær, og det virker.

Asiatisk inspireret gris – velbekomme.

4 personer

  • 1 kamsteg uden ben, ca. 1200 g
  • ½ dl soja
  • 1 spsk honning
  • 1 spsk frisk fintsnittet ingefær
  • 2 fed hvidløg
  • salt

Sauce:

  • 1 spsk honning/ ribsgelé
  • 2 dl mælk
  • 2 spsk hvedemel
  • salt & peber

Asiatisk gulerodssalat

  • 8 store gulerødder
  • 4 spsk sesam
  • saften af 1 citron
  • 3 spsk olivenolie
  • evt. 1 pakke sugarsnap (friske sukkerærter)

Stegen: Bland ingredienserne til marinaden, og smør kødet ind. Pas på ikke at få marinade på sværen, for det vil brænde sværen af og give en branket smag.

Lad kødet trække i marinaden i minimum en time.

Efter marineringen lægges stegen med sværen nedad i en lille bradepande, og der hældes så meget vand ved, at det dækker sværen. Sæt stegen i ovnen ved 175 grader. Efter en halv time tages stegen ud af ovnen, og sværen tjekkes. Sværen skal være ridset helt ned til kødet, og det er lettere at gå slagterens arbejde efter, når den nu er varmet godt igennem.

Gnid sværen med groft salt og vær grundig med at få salt mellem de enkelte svær. Hæld nu det meste af vandet fra stegen, men gem det til at hælde i bunden af bradepanden undervejs, så stegen ikke brænder på.

Sæt stegen nederst i ovnen ved 175 grader. En lille kamsteg skal have ca. 1½ time i alt, men man kan også bruge et stegetermometer for at være på den sikre side. Stegetermometeret sættes i, hvor stegen er tykkest, og når stegens centrum er 75 grader, er stegen færdig.

Når stegen er nok, hældes skyen fra stegen, så man kan lave sovsen, mens sværen får det sidste pift. Skru ovnen op på 275 grader (grill hvis muligt). Hold øje med sværen, for det går pludselig stærkt. Saltet får sværen til at boble op og blive sprød.

TIP: Hvis du har fået fat i en steg, der ikke er lige tyk i begge sider, så krøl lidt sølvpapir sammen og læg under den tyndeste side. Sværen bliver lettest sprød, hvis den er i samme højde.

Sauce: Skyen sies, og der vil være en markant bitter smag af sojaen fra marinaden. Derfor tilsættes saucen en spsk honning eller ribsgelé for at få sødme til sojaens bitterhed, og en meljævning af 2 dl mælk og 2 spsk hvedemel.

Smag saucen til, og servér med kartofler og måske en asiatisk gulerodssalat.

Salaten: Sesamfrøene ristes på en tør pande, til de er gyldne. Gulerødderne skrælles, og høvles i tynde spåner med kartoffelskrælleren. Pres citronen og bland den med solsikkeolie, en tsk sukker samt salt og peber.

Bland dressingen sammen med gulerødderne. Sukkerærterne skylles og skæres i mindre stykker. Drys med sesamfrøene umiddelbart inden servering.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *