Leverpostej
Lises leverpostej er legendarisk i familien, og jeg har fået den lokket fra hende, så jeg kan dele den med andre. Opskriften er mere mager end mange andre leverpostejopskrifter, men den har stadig masser af saft og kraft.
Køb engangs-aluforme med paplåg og bag leverpostejerne i dem, hvis de skal fryses. Det er flot med en fin form på frokostbordet, men de kan være lidt bøvlede at fryse.
- 500 g lever
- 200 g spæk
- 1 løg, mellemstr.
- 3 ansjoser (eller benfrie sild)
- 1 æg
- 30 g smør/margarine
- 30 g mel
- 1/4 l mælk eller vand (evt. lidt af lagen fra ansjoserne)
- 1-2 tsk salt (afhængig af hvor meget ansjoslage, du bruger)
- 1 tsk kværnet peber
- 1/2 tsk stødte nelliker
- 1/2 tsk stødt allehånde
Få evt. slagteren til at hakke lever og spæk sammen.
Løg, ansjoser og æg blendes (eller hakkes med lever/spæk) og blandes i levermassen. Krydderierne blandes og røres i.
Mel, smør/margarine og væske bages op og blandes i levermassen til øllebrødskonsistens. Leverpostejen hældes i aluforme eller andre forme og bages i vandbad ved 160 gr. i ca. en time.
Gemt under Hovedretter | Comment (0)
