Hjemmelavede flødeboller – næsten som Summerbird

Man kan sagtens selv fremstille flødeboller, og de smager næsten lige så godt som Summerbirds.

Råvarerne skal selvfølgelig være ordentlige, men fornøjelsen ved selv at skabe flødebollerne tæller også. Og så fås de hjemmelavede med drys.

30 stk.

  • 300 g marcipan
  • 300 g sukker
  • 1 dl vand
  • 3 bægre past. æggehvider (150 g)
  • 400 g mørk chokolade
  • drys, f.eks. kokosmel, finthakkede hasselnødder eller andet

Marcipanen befries for filmen og skæres ud i 30 tynde skiver. Marcipanskiverne fordeles på 1-2 bageplader.  Marcipanskiverne bages i 5 minutter ved 180 grader, eller indtil de er let gyldne. Tag skiverne af pladerne og lad dem afkøle (afkøles de på pladen, trækker de kondensvand og bliver fugtige).

Mens bundene køler af, forberedes skummet. Først sættes sukkerlagen over. 300 g sukker og 1 dl vand hældes i en kasserolle, bringes i kog i 2 minutter og tages derefter af varmen.

Pisk æggehviderne stive. Hæld sukkerlagen i de stiftpiskede æggehvider i en tynd stråle, mens der fortsat piskes. Fortsæt med at piske i mindst 10 minutter. Jo, der står 10 minutter. Brug evt. en røremaskine.

Sæt derefter bundene tilbage på bagepladerne. Der skal være mindst tre cm mellem skiverne. Tag flødebolleskummet og kom det i en sprøjtepose uden tylle eller i en frysepose, hvis du ikke har en sprøjtepose. Sprøjt skummet på bundene. Enten sprøjtes rundt, som hvis det er en bikube, der skal laves eller også anvendes et større hul, så der bare sprøjtes lige op og ned.

Nu skal flødebollerne i ovnen, så skummet stivner let, og det kan lade sig gøre at overtrække dem med chokolade. Flødebollerne skal have 5 minutter ved 180 grader.

Sæt chokoladen over. Enten i et vandbad, ellers hakkes chokoladen fint og 2/3 hældes i en tykbundet kasserolle. Når det er smeltet, slukkes for varmen, og den sidste 1/3 tilsættes under omrøring.

Flødebollerne overtrækkes lettest ved at starte med at sætte dem ned i chokoladen med bunden først. Derefter vendes de rundt med en gaffel og en ske som styreredskaber.

Sæt flødebollerne til afkøling, og når hele portionen er lavet og tørret let, er de klar til at blive pyntet. Kun fantasien sætter grænser, men herhjemme er det de grimmeste, der får kokosdrys. Det kamouflerer, samtidig med at det smager dejligt.

Tip: Man kan også tilsmage flødebolleskummet med kaffe, så det bliver mokkaboller. Ca. tre teskefulde frysetørret kaffe (fx Nescafé), der knuses i en morter, passer til en portion flødebolleskum.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *