Baked Alaska

Min far imponerede kvinder på stribe, da han i begyndelsen af 70’erne optrådte med gigantiske bakkenbarter og den spektakulære dessert Baked Alaska.

Isdesserten dækkes af marengs, grilles i ovnen, og efterfølgende overhældes den med lunet Cointreau, flamberes og forvandles til en Burning Alaska.  

Idéen er selvfølgelig også blevet taget op af molekylærgastronomien, men jeg synes faktisk den klassiske version er rigtig fin, når man ikke lige har tøris ved hånden.

Når det kan lade sig gøre at bage en isdessert, skyldes det den isolerende effekt fra lagkagebunden nederst og marengsen øverst. Baking Alaska kan have mange faconer, men den optræder ofte som en iglo.

4-6 personer

  • 1 lagkagebund
  • 3 pasteuriserede æggehvider
  • 125 g sukker/flormelis
  • 500-750 ml god is
  • evt. mandelflager
  • ca. ½ dl Cointreau

Pisk æggehviderne meget stive og pisk derefter sukkeret i. De skal kunne bestå “skålen omvendt over hovedet-testen”.

Brug en eller flere slags is og fordel dem på lagkagebunden, så de danner en kuppel. Marengsen fordeles over isen. Enten helt enkelt med en dejskraber eller mere kunstfærdigt med en sprøjtepose. Marengsen skal dække isen helt for at opnå den isolerende effekt.

Er du den forsigtige type, så sæt desserten tilbage i fryseren i minimum en time, men op til en dag, inden den færdiggøres. Jeg gør det sjældent. 

Pynter du med sprøjtepose og er bekymret for huller/sprækker i marengsen, så kan du bruge en Créme brûlée-brænder til at karamellisere marengsen med. Drys med mandelflager inden.

På klassisk vis skal Baked Alaska en tur i ovnen, inden servering. Tænd ovnen på grill og sæt desserten ind i ovnen. Den skal have 3-4 minutter, indtil marengsen begynder at blive gylden.

Mens desserten er i ovnen, varmes cointreauen op til flamberingen. Cointreauen lunes i en kasserolle, men den må ikke koge, for så fordamper alkoholen. 

Når isen tages ud af ovnen, tændes cointreauen med en tændstik og hældes over isen, der serveres straks. Sluk eventuelt lyset, så det er lettere at se det blå skær af flamberingen.

En tanke om "Baked Alaska"

  1. kender den som ice surprise,på butterdejsbund,og hindbær i mellem isen og bunden

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *