Hvedeknopper

Hveder er en fast tradition til store bededag og kan købes over alt dagen før. Men de er nemme at bage selv, smager skønt, især når de er lune, og der dufter dejligt at friskbagt brød med en snert af kardemomme i hele huset bagefter.

På store bededag kan man flække og riste hvederne. Store bededag blev indført i 1686, da Christian V lagde en række helligdage sammen. På store bededag blev arbejde, handel, rejser, spil og leg forbudt på dagen. Det betød, at bagerne heller ikke måtte arbejde, så i stedet skulle brødet bages dagen inden og lunes på store bededag. Hvedeknopperne er nok først kommet til senere for i 1686 var der vist ikke mange danskere, der spiste hvedebrød, men røverhistorien er da meget god.

Friskbagte hvedeknopper18-20 stk

  • 50 g gær
  • 2½ dl lunkent vand
  • 2 tsk salt
  • 50 g sukker
  • 1 æg
  • 75 g smør
  • 2-3 tsk kardemomme
  • 550-600 g hvedemel
  • evt. 1 sammenpisket æg til pensling af hverderne

Opløs gæren i væsken og bland derefter alle ingredienserne i. Dejen æltes blank og smidig og hæver et lunt sted i 20 minutter.

Form 20 boller og sæt dem tæt på en bageplade, og lad bollerne efterhæve i 45 minutter. Pensl evt. hvedeknopperne med sammenpisket æg og vand. Bag derefter bollerne i 15-20 minutter, til de er gyldenbrune ved 200 grader. Når hvedeknopperne er afkølet, kan de spises med smør, som de er, eller de kan skæres igennem, og skiverne ristes i ca.fem minutter ved 225 grader.

Share

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *