Send manden i køkkenet med Bo Bech

Bo Bech har netop udgivet en fiks lille kogebog “Kokkeskole”, og jeg har haft den liggende et par dage, mens jeg har tænkt over, hvad jeg egentligt synes om den. I den tid har min mand læst den og er endda begyndt at citere fra den. Og så faldt brikkerne pludseligt på plads. Bo Bechs Kokkeskole er ikke skrevet til mig, men til min mand, der elsker god mad, men helst ikke går i køkkenet.

Kokkeskolen indledes med et afsnit om at have forberedelserne på plads, inden man kaster sig ud i madlavningen. Derefter følger afsnit om supper, grøntsager, fisk, kød, saucer og sødt.

Allerede i det indledende afsnit hopper kæden af for mit vedkommende. Bo Bech taler om køds hviletid i procenter, og det synes jeg er svært at omsætte, men han taler tydeligvis til min mand, og det er da på tide, at nogen kan sende ham i køkkenet.

I de enkelte afsnit synes jeg også, at opskrifterne springer meget i niveau – er det virkelig de samme mennesker, der har behov for opskriften på kartoffelmos, røræg og tarte tatin i én og samme kogebog? Men igen må jeg konstatere, at det passer rigtigt godt til min mand. Kogebogen er på 135 sider, så der er ikke tale om et værk, der kan stå alene, men den rummer en række klassiske retter fra frikadeller til flæskesteg og endda sort hummer – jeg tør godt at sætte penge på, hvilke sider der får æselører!

Bo Bechs Kokkeskole er en fin lille kogebog, der vil passe godt til mændene i dit liv. Ikke mindst vil det være en rigtig god gave til nybegyndere i køkkenet, der skal have fod under eget køkkenbord og har behov for en illustreret vejledning til både hakkebøf og koldskål.

Bo Bech: Kokkeskole
People’s Press, er udkommet
Vejl. pris 149 kr.

Klik her for at købe “Kokkeskole” på Saxo.com

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *