Kogebøger under juletræet

Det er på høje tid at få skrevet ønskesedler, så familien ikke når at købe hvide tennissokker til dig. Jeg skynder mig derfor at komme med et par gode ideer til, hvilke kogebøger du kan ønske dig til jul:
 

Ole G. Mouritsen: Sushi – lidenskab, videnskab og sundhed, 299 kr.
Jeg fik aldrig købt den store sushibibel, da den først udkom i 2006. Sidenhen fortrød jeg, og så var bogen pludselig udsolgt fra forlaget. Nu er fornylig udkommet i et nyt oplag, og den er flyttet ind hos mig. Sushi giver en rigtig god indsigt i de forskellige former for sushi. Jeg er bl.a. blevet mere bevidst om, hvilke fisketyper, der er gode at anvende, og hvordan de skæres. Alligevel vil jeg også i fremtiden overlade det til min fiskehandler at skære fisken til nigiri for mig. Men jeg er da i stand til at tale med om, hvorfor den skal skæres, som den skal.

Ole G. Mouritsen: Tang, 299 kr.
Jeg er endnu ikke nået videre med tang i køkkenet end enkle tangsalater, men det var måske på tide, når råvareren faktisk findes langs de danske kyster? De saltholdige og finurlige kveller er rykket ind i restaurantkøkkenerne, og måske kan de også komme indenfor i husholdningerne. Der er meget godt at sige om tang, men jeg kan godt bruge et par fifs til at finde ud af, hvordan jeg skaffer det, og får det gjort spiseligt.

Claus Meyer: Almanak, 399,95 kr. set flere steder på tilbud til 299,95 kr.
I almanakken følger Claus Meyer sæsonerne uge for uge og supplerer fortællinger om årstider og råvarer med et væld af opskrifter. Kendte opskrifter har ofte et tvist, og så tager almanakken for alvor hul på, hvordan det nordiske køkken kan bruges til hverdag. Almanakken er på 700 sider, og den skal helst have en central placering, for at komme til sin ret. Måske skal den bare ligge fremme i køkkenet til daglig inspiration? Læs min anmeldelse her

Claus Meyer: Meyers Bageri, 299,95 kr. (249,95 kr. hos Saxo.com) giver opskrifter på de brød, som du køber i dyre domme hos Emmery’s og andre bagere, der har knækket koden til ordentligt brød. Det kan du også selv gøre. Kodeordet er koldhævning og lidt rugmel.

Héléne Wagn: Fransk simremad, 269,95 kr.
Enhver madelsker bør eje Fransk simremad, så enkelt kan det egentligt siges. Hvis du holder af simremad med intens smag og kraft, så skal du sætte denne kogebog på årets ønskeseddel. Læs min anmeldelse her

Bo Bech: Kokkeskole, 149 kr.
Kokkeskole tager manden ved hånden, og det er en rigtig oplagt gaveidé til manden, der netop har fået foden under eget køkkenbord, eller som gerne vil starte et sted, der ligger niveauet over havregrød og blødkogte æg. Retterne i kogebogen kender vi, og med rige illustrationer er læseren godt hjulpet. Læs min anmeldelse her

René Redzepi: Noma, 500 kr.
Har du spist på Noma, eller drømmer du om at få held med at bestille et bord, når der åbnes for bestillinger en gang om måneden? Så kan du ønske dig bogen, der tager dig med på rejsen i Norden, hvor René Rezepi sammen med Claus Meyer fandt formen for restauranten, der nu er kåret som verdens bedste. Det er ikke sikkert, at du skal kaste dig ud i at afprøve opskrifterne, for det kræver både teknik og udstyr. Til gengæld kan du forundres over den nordens rige spisekammer, der er blevet genopdaget. Læs min anmeldelse her

Sonja Bock og Tina Scheftelowitz: Suveræne succeser, 250 kr.
Skal du købe en gave til en yngre kvinde, der gerne vil spise sundt grønt og lidt smart, så er Sonja Bocks og Tina Scheftelowitz’ opsamling af opskrifter fra deres salatkogebøger et godt bud. Grøntsagerne er centrale som måltidets omdrejningspunkt, og salaterne mætter både øje og mave.

Mette Blomsterberg: Forelsket i det søde liv, 149,95 kr.
Konditor Mette Blomsterberg slår sine daglige folder i Københavns smukkeste i rammer i caféen i Ny Carlsberg Glyptotek. Nu har hun også indtaget tv med sine kager og desserter, og derfor er Forelsket i det søde liv netop udkommet i en tredje udgave. Kogebogen har gode opskrifter og tip til at få desserterne til at se ud som en million. Mette Blomsterberg lever ud fra devisen, at kvinder hellere må tage to kager, for man kan jo risikere, at en kage kun sætter sig på det ene bryst. Det er både lækkert og besnærende, men kan vi tåle det til januar? Heldigvis har kogebøger en levetid, der rækker ud over januars slankekure.

Adam og James Price: Spise med Price
Vi kender dem fra tv, og kogebogen om tv-serien giver dig opskrifterne, men heller ikke meget mere. Anekdoterne er hyggelige, men sålænge vi har udsendelserne i frisk erindring, kunne jeg godt savne lidt ekstra materiale, når man investerer i bogen. Læs min anmeldelse her

Der er selvfølgelig andre gode kogebøger, der også fortjener at komme under juletræet, så måske skal du i virkeligheden ønske dig et gavekort?

Kig forbi bloggen i morgen til en lille jule-giveaway – så øger du din chance for at få en kogebog under juletræet 🙂

2 tanker om "Kogebøger under juletræet"

  1. yeahh, en giveaway 🙂

    Spændende bøger du nævner der, jeg har kun et par stykker af dem, så der er lidt til ønskesedlen. Kan også anbefale “Drakamöllans Køkken”, det er sådan en skøn kogebog…

    Glædelig jul til dig og din familie, Anne. Glæder mig til at møde dig i 2011 🙂

    Mange hilsner
    Birthe

  2. Hej Birthe.
    Vi skulle faktisk have været på Drakamöllan for et par uger siden, men sneflokke kom vrimlende, og så blev vi på Fyn. Det lyder som en rigtig dejlig bog.

    Jeg håber, også du får en rigtig dejlig og smertefri jul. Jeg føler jo næsten, at jeg kender dig allerede, så jeg er sikker på, at det bliver en fantastisk dag til marts. Og sikke et arbejde I har lagt i det.

    Kh.
    Anne

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *