Sprød kringle med æblemos og marcipan

Hvis jeg kunne viderebringe lugten fra bageriet til jer, så gjorde jeg det. I mit køkken dufter der helt fantastisk af nybagt kringle, og jeg skal vist være hurtig med kameraet for at få et billede, inden den bliver spist.

Opskriften har jeg fra min svigermor, og jeg har i mange år været tilbageholdende med at prøve den. Sæt nu jeg ikke kunne leve op til hendes standard? Derfor indgik jeg en pagt med min mand i går aftes – ikke et ord til svigermor, hvis det bliver en fiasko!

Heldigvis var det både let og hurtigt at lave dejen, ordne fyldet og bage kringlen. Og så plejer min svigermor altid at fremhæve, at fyldet er knap så syndigt, som remonce – du kan så overveje, om du vil pudse glorien eller have et ekstra stykke.

3 kringler (der hver giver otte stykker)

  • 500 g hvedemel
  • 125 g smør/margarine
  • 50 g gær
  • ½ tsk salt
  • 50 g sukker
  • 2 æg
  • 1 1/4 dl lunkent vand

Fyld:

  • 500 g æblemos
  • 100 g rosiner
  • 1-150 g reven marcipan

eller helt klassisk remonce

  • 75 g smør/margarine
  • 75 sukker
  • 2 ½ tsk kanel

Pynt:

  • 1 sammenpisket æg til pensling
  • perlesukker og evt. lidt finthakkede hasselnødder til pynt

Smelt smør/margarine og lad det køle lidt af. Bland det med vand og rør gæren ud i den lune væske. Tilsæt sukker, salt, æg  og mel og ælt, indtil dejen er jævn. Lad dejen hæve et lunt sted under et viskestykke i en halv time.

Mens dejen hæver, kan du ordne fyldet. Jeg var i det dovne hjørne, og jeg havde købt en pakke æblegrød på brev. Det fungerede fint, men hvis du har mange æbler, så er det også hurtigt at skrælle dem og koge dem med et par spsk sukker til en hjemmelavet æblemos.

Marcipan kan du fint tage på slump. Jeg har tit lidt marcipan til overs fra andre projekter, og en frossen rest er faktisk rigtig fin, for det er let at rive frossen marcipan. (Og beder man om hjælp til den opgave, så bliver køkkenhjælperen ikke fristet af at spise marcipanen undervejs!)

Efter en halv time er dejen hævet. Slå dejen ned og del den i tre. Rul dejen ud til aflange stykker, der ikke er længere end din bageplade. I midten fordeler du fyldet, og så folder du enderne ind over. Først endestykkerne og bagefter siderne. Der skal helst være et par centimeter mellem kringlerne på pladen, så de kan hæve lidt uden at vokse sammen.

Lad kringlerne efterhæve en halv time på samme lune sted som før under viskestykke.

Tænd ovnen på 180 grader. Pisk ægget med en gaffel og hæld evt. en lille smule vand i, så er det lettere at få det jævnt til pensling. Hak lidt hasselnødder og bland med perlesukker. Når kringlerne er efterhævet, pensles de med æg og drysses med sukker og nødder.

Kringlerne skal have 14-18 minutter, men hold øje med, at de ikke brænder, men kun bliver smukt gyldne. Lad være med at gå ind og tjekke mail eller Facebook – bliv i nærheden og tag evt. opvasken, mens du venter.

Kringlerne kan næsten spises direkte fra ovnen, men æblefyldet er varmt, så giv dem lige et par minutter til at køle ned, hvis du ikke vil have brændt tungen.

3 tanker om "Sprød kringle med æblemos og marcipan"

  1. Jeg strør sukkeret oven på nødderne, så smelter sukkeret og binder nødderne, så de ikke drysser af.

  2. Første gang jeg skal bage kringle – troede selv jeg fandt på at lave mos af æbler….åbenbart ikke. Tænkte dog, det syrlige, hvordan opvejer jeg det…wupti, google og her kom løsningen. Mange tak.
    Iøvrigt, så er smør eller olie mest velegnet til kringle, margarine giver lidt en “brødagtig” dej – arbejder sammen med en tidligere kok!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *