Popcornis, kokostærte med ananas og molekylær pina colada

Denne trekomponent dessert kan selvfølgelig deles op i enkeltdele. Især er jeg meget begejstret for popcorn-iscremen, som jeg sagtens kan forestille mig at bruge i andre sammenhænge.

Popcorn-iscreme – 8 portioner

  • 8 pasteuriserede æggeblommer
  • ½ liter piskefløde
  • ½ liter sødmælk
  • 170 g sukker
  • 1 liter popcorn/ 2½ dl popcorn og 2 spsk olie

Pop popcornene i en smagsneutral olie (fx majsolie). Du kan ikke bruge popcorn til microovn, da de er for fede og oftest tilsat salt.

Pisk æggeblommer med sukker til en sej masse.

Varm mælk og fløde op i en tykbundet gryde og tilsæt popcornene. Lad det simre i ca. fem minutter og varm så op til umiddelbart under kogepunktet, og si bagefter popcornene fra.

Hæld æggeblandingen i en tykbundet gryde og pisk langsomt mælken i, mens du varmer blandingen op. Pisk konstant og sørg for, at der kun er svag varme på blusset, for blandingen må ikke koge. Efter nogle minutter tykner blandingen, og når den kan dække bagsiden af en ske, er den klar.

Hvis du har en ismaskine, er det nu, den skal bruges. Ellers fyldes isen op i en skål og sættes i fryseren. Rør i isen mindst en gang hver halve time for at undgå, at den fryser i nåle. Resultatet bliver bedst, hvis du har en større skål, så isen kun skal ligge i et tyndt lag, da den fryser udefra (det tager ca. 2-2½ time at fryse denne portion is).

Popcorniscremen smager tydeligt, men ikke overdøvende af popcorn. Jeg serverede den med pufsukker, og det havde den ønskede og overraskende effekt, når det eksploderer i munden. Du kan købe pufsukker her.

Kokostærte med ananas

Denne lille kokostærte er ret beset en makron bagt i form, men derfor smager den stadig skønt med lidt frisk ananas til. Man kan evt. marinere ananasen i lidt rom.

8 små tærter

  • 4 pasteuriserede æggehvider
  • 140 g kokosmel
  • 140 g flormelis

Pisk æggehviderne stive og tilsæt flormelis. Vend kokosmelet i. Smør portionsforme eller en større tærteform og fordel blandingen. Bag kokostærterne ved ca. 175 grader i 20-25 minutter, eller indtil de er gyldne.

Servér tærterne med friskskåret ananas og evt. en klat flødeskum, hvis tærterne serveres alene.

Molekylært pina colada-skum

Udstyret til spherification er fremstillet af Ferran Adria kendt fra restauranten El Bulli, der var blandt de første med den molekylære gastronomi. Udstyret kan købes her.
Desuden kan det blive nødvendigt at investere i en ny køkkenvægt, da målene er små og kræver stor præcision.

  •   o,6 l ananas juice
  •   0,35 l kokosmælk
  •   0,05 l brun rom
  •   6 blade husblas

 

  • ca. 4 dl ananasjuice til servering

Husblassen udblødes i vand og opløses i en smule af ananasjuicen ved ca 60°C. Husblassen blandes med resten af ingredienserne og fyldes i en flødesifon og stilles på køl. Pina colada-skummet kan med fordel sættes på køl mindst to timer før, det skal bruges.

Når skummet skal serveres, fyldes et glas halvt med ananas juice, og glasset toppes med skummet.

2 tanker om "Popcornis, kokostærte med ananas og molekylær pina colada"

  1. Hej Anne

    Pivfrække kombinationer – jeg er helt pjattet med den slags 🙂

    Tak for linket, bestiller straks noget pufsukker.

    Glad hilsen
    Malou

  2. Hej Malou.
    Pufsukker er fantastisk – det lyder også som en klassemiddag, du havde lavet i går! Jeg glæder mig til at møde dig den 7. – tager du til Kbh før arrangementet?

    Solskinshilsen
    Anne

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *