Rødspætter direkte fra fiskekutteren

Der står et lidt romantisk lys over at gå tur på stranden, når fiskerne lander dagens fangst og så tilmed få mulighed for at købe frisk fisk direkte fra fiskekutteren.

I sommerlandet var vi netop på stranden og fik den mulighed, men da vi gik tilbage til bilen med en pose sprællende og særdeles levende rødspætter blev jeg alligevel lidt betænkelig.

Faktisk kunne jeg slet ikke huske, om jeg nogensinde havde prøvet at flå en rødspætte, men jeg havde et svagt minde om noget med en karklud. Hjemme i sommerhuset måtte jeg gøre en erkendelse. Jeg kan ikke skære hovedet af noget, der ser på mig og tydeligvis stadig trækker vejret. Jens måtte hidkaldes.

Han navngav straks den slimede og meget levende rødspætte Harald, og så skar han hovedet af fisken. Mens jeg kiggede væk. Jeg bliver hverken jæger eller lystfisker, og jeg var faktisk lidt flov over, hvor tøset jeg var.

Næste skridt var at flå rødspætterne. En karklud på spækbrættet, løsne fiskeskindet, og med en tang fra svigerfars skur blev resultatet helt nydeligt. Især efter fire rødspætter. Nu forstår jeg også meget bedre, hvordan man under krigen kunne lave sko af rødspætteskind. Det er overraskende stærkt. Til sidst måtte Jens holde dyret nede med karkluden, mens jeg hev skindet af.

Det ville være blevet en fin video, men overskuddet var der ikke til at sætte kameraet op i situationen, så I må nøjes med ordbillederne. Og denne her:

For heldigvis er der hjælp at hente på nettet for jer, der heller ikke har lært at lege med helt friske fisk. Og det kan da egentligt ikke undre. Direkte fra kutteren kostede seks rødspætter 40 kr., mens de hos fiskemanden koster det samme som en god bøf. Måske har den danske fiskeindustri en pædagogisk opgave at løse, inden de hyler op om, at danskerne køber for meget importeret (og flået) fisk! Jeg elsker da at eksperimentere, men det gør jo lidt ondt at smide mislykkede eksperimenter til dyre penge i skraldespanden.

I går stod middagen på klassisk stegt rødspætte med persillesovs, men i morgen skal resten af rødspætterne serveres i en rissalat. Hvis resultatet bliver godt, kommer der en opskrift.

Det står helt klart, at jeg ikke har en fremtid i fiskeindustrien. Heldigvis har min fiskemand altid ordnet rødspætterne, når fiskebilen triller ind på Skibhustorvet.

Share

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *