Rig på rester – kogebogsdilemma

En kogebog om restemad giver uvægerligt et dilemma: Hvordan kan man overhovedet lave en kogebog om rester, hvor maden både ser lækker ud, og som samtidig rammer læserne? Det er jo ikke meningen, at læseren skal gå ud og købe ind for at få nye rester, men netop bruge de glemte sager, der ligger og putter sig bagerst i køleskabet.

Tina Scheftelowitz har udarbejdet kogebogen, og hun har besluttet, at bogen skulle sigte på velsmag frem for god samvittighed, og derfor bruger hun ikke ordet madspild. Kogebogen hedder også så flot “Rig på rester”, og det er de fleste danskere vist. I særdeleshed her i kålsæsonen, fristes man til at skrive.

Nogle af de gode råd, som bogen bringer til torvs, er, at man skal sigte efter, hvilken smag man ønsker, at resterne skal forenes i: Skal det være indisk, italiensk eller thai. Brug så fantasien og sæt tingene sammen. Hvor tit har man alligevel ikke måttet erstatte én ingrediens med en anden, fordi man havde glemt at købe ind …

Et andet godt tip er, at man skal snitte og fryse sine grøntsagsrester, mens de er spiselige og så gemme dem i en boks – det kan fint samles, så man kan bruge dem til suppe. Og i virkeligheden er det convenience – pludselig har man rester i overflod, der kan blive til aftensmad på under en halv time. Hvor mange får fx spist hele det store hvidkålshoved?

Der er selvfølgelig også egentlige opskrifter i kogebogen, som fx bazarsuppe, frikadeller med resteguld a la creme og cheesecake med overskudskompot. Disse retter får følgeskab af forslag til, hvordan en ret kan strækkes over flere dage, så familien overraskes positivt, når chili con carne bliver til tortillafest og ender som quesadilas med salatremix.

Kogebogens set-up er Tina Scheftelowitz classic. Efterhånden har hun solgt mere end 1 million kogebøger, så skabelonen er ved at være velkendt. Denne gang er billederne dog ikke så prangende, som i tidligere udgivelser. Faktisk ligner maden meget det, der nok serveres i de fleste hjem på hverdage. Om det er nok til en ny storsælgende kogebog er ikke til at sige. Prisen er dog holdt lav, fordi kogebogen er blevet udarbejdet i samarbejdet med FDB. Bogen giver god råd til den madinteresserede, og kan man lide Scheftelowitz’ køkken, så finder hendes resteguld sikkert også vej til din bogreol.

Tina Scheftelowitz: Rig på rester, 99,95 kr.
Kan købes i FDB’s butikker samt hos boghandlere.

Klik her for at se bogen på Saxo.com

2 tanker om "Rig på rester – kogebogsdilemma"

  1. Skønt, at ordet madspild ikke er med! Det bliver så kedeligt, når der går mode i et ellers fornuftigt begreb. Jeg har engang lånt ‘den officielle’ bog om madspild på biblioteket, og jeg syntes helt ærligt, at der var lidt for meget i stil med: ‘Har du en kogt kartoffel til overs, så gå ud og køb en oksemørbrad som tilbehør’:D

    For dem, der altid har passet på pengepungen og været økonomiske i husholdningen uden at gå på kompromis med smagen, er det noget værre gas.

    Vi får i øvrigt altid spist vores hvidkål helt op – de bløde blade udenpå vil køerne gerne have, og hunden vil gerne gnave stokken. Der er jo ingen, der siger, at alting skal spises af de samme familiemedlemmer, vel?

    Mange hilsener, Karen

  2. Hej Karen.
    Det er da en skøn tilgang, du har. Bare jeg havde et par køer og en hund.

    God søndag til dig
    Anne

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *