Ny bog: Send JUNIORCHEFEN i køkkenet

Klik og se bogen på Saxo.comCharlotte Nowak har skrevet en ualmindeligt velskrevet kogebog til store børn og unge, der har mod på at gå i køkkenet.

Da jeg læste kogebogen så jeg hele tiden min snart 15-årige nevø for mig. Og han er lige præcis i målgruppen for JUNIORCHEF. Han har mod på at smage og udforske mad, og han er grundlæggende nysgerrig.

Og så kan han godt lide at lære udtryk og opskrifter, så han kan tale med, når voksne kloger sig om god mad.

Nowak er selv kok og har arbejdet på flere Michelin-stjernestrøede restauranter. Og hun startede sin forfatterkarriere med Mam, der satte ordentlig mad på menuen for spædbørn. Siden den udgivelse er der kommet adskillige udmærkede bøger på markedet om mad til de små (f.eks. denne), men der har længe været et hul for bøger til de unge, der er klar til at fatte kniv og rivejern på egen hånd, men alligevel har brug for støtte til de grundlæggende færdigheder.

Opskrifterne spænder vidt fra hverdagsmad som frikadeller og over til eksotiske indslag og enkelte weekendretter.

Klassikere som tarteletter, lasagne og boller i karry er med. Men det er blåmuslinger, kyllingesatay og falafel også.  Siderne er superpædagogisk opbygget med piktogrammer af indkøbsposer med ingredienslisten og angivelse af hvilket grej, der skal findes frem, tidsforbrug og naturligvis beskrivelse af fremgangsmåden.

Hele herligheden er krydret med kokketip og lidt bokse med viden om retterne eller ingredienserne.

Jeg er begejstret for, at der endelig er en kogebog til unge mennesker, der ikke taler om at lave pizza på færdigkøbte pitabrød, men derimod en indføring i rigtig tilberedning af ordentlige råvarer til velkendte retter.

Og hvis det ikke var fordi, at bogens forside er præget af tre teenagere, så ville kogebogen faktisk også være en oplagt gave til mange, der netop er flyttet hjemmefra. Men mon ikke at teenagere, der får bogen nu, vil tage en plettet og godt brugt bog med sig under armen, den dag de pakker flyttekasserne.

Det er nok de færreste 10-15-Ã¥rige, der selv sætter en kogebog pÃ¥ ønskesedlen. Køb den til dem alligevel og gÃ¥ i køkkenet med dem og lær dem at bruge den. Det er en af de mest anvendelige gaver, du kan give dem. De fleste teenagere vil gerne være chefer for deres omgivelser – lad dem bare blive juniorchefer.

Charlotte Nowak: JUNIORCHEF – Mad til familie og gæster, 
160 sider, 249,95 kr., Gyldendal

Klik her for at se bogen på Saxo.com

Share

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *