Kertemindes uformelle fiskehus

Café Boris

4 stjernerCafé Boris, Dosseringen 20, Kerteminde

Spis fisk , din torsk. Sådan lyder sloganet for Café Boris på havnen i Kerteminde, og dermed er stilen allerede lagt noget anderledes an end hos den fine storebror længere henne af Dosseringen, Rudolf Mathis.

Boris er et afslappet sted med den daglige fiskebuffet i centrum. For 189 kr. er der frit slag på et stort bord fyldt med velanrettede fiskeretter – og en enkelt svinemørbrad til dem, der får nok af fisk.

Vi var gammelsultne, så vi ignorerede a la carte-kortet og sprang på buffeten sammen med fadøl og æblesaft fra lokale Nybro Most. Og en kande vand med en skive citron til 20 kr.

Det var oplagt at begynde med fiskesuppen, som var en tomatiseret suppe uden store fiskestykker, men med lidt rigelig fløde. Desværre gik Boris i den fælde, som man ofte falder i, når man tilbereder fiskesuppe: Der var alt for meget salt i, men med det gode lyse brød til, så gled den fint ned.

Herfra var der mange muligheder med kolde og varme fiskeretter. Boris har styr på sit håndværk og sine leverandører, så alt er på højt niveau. Det gælder den friske laksemousse, som nærmere var at betegne som  en rillette. Det gælder også den varmtrøgede laks og de røgede rejer.

Café BorisLængst væk på buffeten stod de retter, der kunne have været rutineprægede. Men kast dig roligt over fiskefileter og fiskefrikadeller, for begge er hjemmelavede og af høj kvalitet. De indbagte blæksprutteringe og ditto rejer kan man så lade ligge.

Som sagt er det ikke gourmet-storebroderen Rudolf Mathis, men 189 kr. for en buffet er alligevel en del penge. Vi følte, at vi fik værdi for pengene (undtagen for vandkanden), men Boris havde virkelig funklet som en stjerne, hvis buffeten havde rummet blot enkelt lille ret med en ekstra lækker fisk, det kunne være dampet kulmule, pighvar … det kan vel skaffes til en fair pris, når man alligevel er i fiskebranchen.

Havnen i KertemindeVores søn på tre år kunne have fået buffet for 89 kr., men appetitten var ikke stor, så han fik en af de gode fiskefrikadeller med en ordentlig skovlfuld udmærkede pommes frites. Han var rigeligt tilfreds, og det var vi også.

Tip: Hos Boris’ filial i Jollehavnen, lidt længere henne af kajen, kan man købe fiskefrikadeller og fiskefileter med hjem til 12 kr. stykket og varmrøget laks for 25 kr. pr. 100 gram. Det er et fantastisk godt tilbud.

Share