Lækker surprise på The Room
The Room, Brandts Passage 6-8, Odense C
Hosni Mubarak trak sig som præsident i Egypten, og Henriette Kjærs mand blev varetægtsfængslet for bedrageri. Det havde været lidt af en fredag, så vi overlod madlavningen til en af byens caféer, The Room, der slår sig op på et enkelt køkken med et vist anslag af ambitioner – og som i weekenden omdannes til natklub med cocktails og DJ’s.
Det sidste nåede vi ikke til denne aften, men vi afprøvede til gengæld køkkenets flagskib, Surprise Menuen på tre retter, der skifter fra uge til uge efter kokkens humør.
Surprisen er ikke større, end at vi kunne ringe på forhånd og sikre os, at kokkens humør var rimeligvist i sync med vores appetit på denne fredag aften i februar. Det var den, og vi bestilte bord, hvilket viste sig at være en god idé.
The Room ligger i Brandts Passage i smeltedigelen af caféer og diskoteket Australian Bar, og betjeningen her i kvarteret kan være middelmådig. Derfor blev vi overraskede over den ualmindeligt veloplagte betjening, som tjenerne på The Room leverede. Et klart plus for hele aftenen.
Forretten var rejecocktail, og selvom klassikeren af navn rimer vel meget på 1980′erne, var dette kokkens opdaterede udgave med molekylærgastronomisk indslag i form af persillekaviar, hjemmelavet Thousand Island og friske bladsalater. Dertil lunt brød, og lad os bare sige det, som det er: Rejecocktails blev ikke populære uden grund, og denne opdaterede udgave holdt 100 pct.
Retten blev serveret uden ventetid af betydning, og både køkken og tjenere lod til at have masser af overskud på denne aften, hvor omdannelsen til natklub lå lige om hjørnet. Hurtigt fik vi hovedretten, som var lidt af et herremåltid: okseroulade af hakket oksekød og bacon, sellerimos, hjemmelavet løgkompot og agurkesalat samt kartoffelchips som prikken over i’et. Kødet smagte friskt og lækkert, og retten passede fint til den Erdinger Dunkel, jeg havde valgt som ledsager.
Menuen blev afrundet af kokkens egen trefarvede is, der blev serveret som en tynd skive på en stor, oval tallerken. Isen var pyntet med lidt friskskåren frugt og en lille serveringsske med jordbærcoulis. Enkelt og velsmagende, og en dessert, der fint afrundede en udmærket caféoplevelse.
The Room har burgere, nachos og alt det andet caféstads på kortet, men Surprise Menuen er kokkens lille frirum til at eksperimentere med detaljerne og hæve niveauet mere end et par grader. Denne aften var der bestemt ingen ubehagelige overraskelser.
Prisen er 298 kr. for tre retter, og det er en skarp pris her i kvarteret. Drikkevarerne er rimelige, 25-50 kr. for en fadøl, 50 kr. for en stor specialøl, og der er et meget overskueligt vinkort, hvor et enkelt glas serveres for blot 48 kr. Postevand er gratis.
Heinzes Kogebog udnyttede en Sweetdeal og spiste til halv pris, og det var klart månedens røverkøb.
Dejlig lang aften på Simoncini
Simoncini, Lottrups Gård, Vestergade 70, Odense
Det var lige på falderebet, at vi skulle nå at se gartneriernes formåen til Blomsterfestival i Odense en fredag aften, og det var bestemt også flot med Kina-tema og blomstrede drager, der spyede ild på Flakhaven. Men det blev en hurtig spadseretur gennem blomsterrækkerne, for vi skulle også have noget at spise, og da vi ikke havde travlt, besluttede vi os for at tage på Simoncini.
Den italienske restaurant i Lottrups Gård var en førstegangsoplevelse for mig, men stedet har fået ros fra flere sider, og det skærper straks forventningerne. Indehaveren Adriano tog godt imod os, og vi havde snart et menukort og en flaske postevand på bordet.
Menukortet på gaden harmonerede ikke med det i restauranten, men der var alligevel meget, der fristede. Vi valgte begge en treretters-menu (375 kr.) og bad Adriano om at vælge et par glas vin (70 kr. per glas), der kunne matche.
En fyldt restaurant med glade mennesker, der spiser lækker mad, bidrager i sig selv til oplevelsen, og det var også nødvendigt. Det skulle nemlig vise sig, at vi måtte vente næsten en time mellem hver ret, og vi måtte rykke for en brødkurv, hvis indhold kunne dulme den værste sult. Vandkaraflen blev til gengæld løbende fyldt op.
Vi lagde begge ud med en pastaret. Ravioli med ragu til min medspiser og pasta med tun, cherrytomater og appelsin til mig. Pastaretterne var velsmagende og ikke så overvældende i størrelse, at de forstyrrede appetitten inden hovedretten.
Som secondi havde vi begge valgt fiskegryden fra Livorno. Menukortet lovede alt godt fra havet, og det levede hovedretten op til. Det inkluderede små hele blæksprutter, man kunne spise i en mundfuld, og store rejer, som kokken overlod til os at pille. Vi måtte begge en tur i kælderen for at vaske hænder, inden vi kunne gå videre med nænsomt stegte blæksprutteringe og et flot stykke rødfisk i bunden af en suppe, der til gengæld savnede karakter.
Min ledsager var skuffet over, at tilbehøret bestod i tre skiver ristet brød med lidt olivenolie. I ventetiden havde vi nærmest tømt brødkurven, og den indeholdt bl.a. hjemmebagt foccacia, der var mere interessant end tilbehøret.
Simoncini holder til i en af Odenses gamle ejendomme, og lokalerne, der strækker sig over flere niveauer, oser af stemning med direkte kig til køkkenet, synligt træværk og hyggelige borde med dækkeservietter af marmor. Betjeningen foregår på en blanding af dansk, engelsk og italiensk, og Adriano beskriver både retter, der serveres, og den tilhørende vin.
Den tomme fisketallerken fik lov at stå urørt i en halv time, og det tog lige så lang tid, før desserten kom på bordet. Imens kunne vi mageligt nå på toilet, hvor der ikke var flere rene håndklæder. Det er en sjuskefejl, der ikke må ske på en restaurant i den klasse.
Vi hørte andre gæster, der beklagede sig over ventetiden, og chefen undskyldte prompte og forklarede, at de kun var to til at servere og to i køkkenet. Normalt ville de være tre begge steder. Og der havde ikke været så mange reservationer – folk var bare dukket op.
Når Simoncini alliegevel får fire små stjerner i stedet for tre, så skyldes det, at køkkenet holdt standarden, og at vi alligevel havde en dejlig aften.
Det var så samtaleemnet, mens vi nød il dolce, hvor jeg valgte en let “Macedonia” frugtsalat med citronsorbet, der frækt var tilsmagt med rosmarin. Medspiseren valgte den tungere rabarbertærte, der blev flot serveret med jorbærsorbet og en sukkerknald i flammer – overhældt med spiritus.
Det er selvfølgelig ærgerligt, at Simoncini ikke havde taget højde for blomsterfestivalen, der havde fyldt byen med mennesker. Men når man spiser for over tusind kroner, lyder den slags undskyldninger hult. I det mindste kunne man have afprøvet det gamle trick med at gi’ kaffe på huset.
Upperclass-frokost på Svinkløv Badehotel
Svinkløv Badehotel, Svinkløvvej 593, 9690 Fjerritslev
Lige der, hvor Jammerbugtens bølger slår skråt ind mod kysten, ligger Svinkløv Badehotel. Det fine gråmalede badehotel er omgivet af et særligt skær, der hvor det særlige lys og historiens vingesus forener sig. Badehotellet har en sæson, der strækker sig over sommerhalvåret, og det er ikke noget problem at trække talentmassen til køkkenet.
Vi besøgte Svinkløv Badehotel til frokost midt i en uge, for det er ikke helt let at få bord i weekenden. Vi blev da også mødt af et skilt ved indgangen om, at alt var udsolgt. Svinkløv Badehotel er så populært, at man nok må forberede sig på at nøjes med en is fra ishuset, hvis man ikke har bestilt bord på forhånd.
Vi havde heldigvis bestilt, og da vi mødte op præcis kl. 12, fik vi et bord i den gule stue direkte ved vinduet med den ubetalelige udsigt over Jammerbugten. Frokostmenuen er overskuelig og præget af, at havet ligger lige udenfor døren. Fiskefilét, fiskefrikadeller og varmrøget laks blandede sig med enkelte retter uden havfriske indslag.
Jeg valgte blåmuslinger med urter, og min ledsager bestilte kalvefrikassé med spæde danske urter. Vi sprang vinkortet over og valgte lokale øl fra Thisted Bryghus – en Porse Guld til muslingerne og en almindelig pilsner til kalvefrikasséen.
Betjeningen er behageligt opmærksom, og vi fik hurtigt drikkevarer og brødkurv på bordet, mens restauranten blev fyldt op af andre frokostgæster. Og man fornemmer tilstedeværelsen af såvel 2900 Hellerup og sommerklædte danskere i shorts.
Muslingerne, der er MSC-certificerede og høstet bæredygtigt i Limfjorden, viste sig at udgøre en solid portion, men skallerne både vejer og fylder også godt, så trods sit bastante udseende var portionen meget passende.
Muslingerne var fint dampet og blev serveret med et drys af dild og kørvel samt lidt sommergulerod og blegselleri. For at balancere med fløden i bunden af tallerkenen kunne køkkenet godt have været mere rundhåndet med grøntsagerne. Og som en enkelt lille skønhedsfejl lå der rester af rødt nylonnet i bunden af tallerkenen – formentligt fra det net, muslingerne er blevet leveret i.
Kalvefrikasséen var fin med perfekt mørt kød og nydelige buketter af blomkål, spæde gulerødder og nye løg, som blev serveret i en dyb tallerken pyntet med spiselige blomster, som tendensen tilskriver.
Portionerne var fine, og brødkurven med flere forskellige slags hjemmebagt brød blev fyldt op under måltidet. Alligevel kunne vi lige få plads til at dele en portion ost. Smukt anrettet kom tre oste (Comté, Roquefort og Brie de Meaux) med tilbehør i form af syltede valnødder, abrikoser og oliven på bordet. Helt perfekt, men alligevel lidt ærgerligt, at køkkenet ikke har kunnet finde et dansk eller ligefrem nordjysk bud på ostene, når man tilstræber terroir - at gæsterne på tallerkenen kan smage det landskab, man befinder sig i.
Prisen for en frokost lander på godt 400 kr., og det er i virkeligheden tæt på, hvad samme måltid ville have kostet på en café – uden havudsigt.
Svinkløv Badehotel får fire ud af fem store stjerner, men nylonrester i muslingerne trækker en marginal ned, selvom det bestemt er i småtingsafdelingen.
