Tiramisu – en tand lettere
Jeg elsker tiramisu, men der er tale om en af de ultimativt fede desserter, så jeg ville gerne finde en version, der er en tand lettere. Min redning blev min gode veninde fra Parma, der fortalte, at jeg kunne erstatte halvdelen af mascarpone-osten med stiftpiskede æggehvider. Og det virkede – tiramisuen smager som den skal – ingen bismag af slankekur!
Det er hurtigt at lægge en tiramisu sammen, men gør det dagen inden, den skal spises, så den kan sætte sig og smagen udfolde sig.
10 personer
- 400 g Lady Fingers/savoiardi-kager – de er tit på tilbud i supermarkederne
- 6 pasteuriserede æggeblommer
- 100 g sukker
- 500 g mascarpone (italiensk flødeost)
- 6 pasteuriserede æggehvider
- 3 dl espressokaffe eller meget stærk kaffe
- 6 spsk sød marsala (italiensk hedvin – anden hedvin/likør i mindre mængde kan også bruges)
- 3 spsk. kakaopulver til pynt
- Evt. 50 g fintrevet mørk chokolade til pynt
Rør æggeblommerne lyse med sukkeret og bland mascarponen i – rør indtil blandingen er jævn. Pisk æggehviderne meget stive og vend dem i ægge-mascarponeblandingen sammen med godt ½ dl kaffe.
Læg halvdelen af savoiardi-kagerne tæt i et stort fad. Bland kaffen med marsalaen og dryp halvdelen af blandingen på kagerne. Fordel 2/3 af cremen ovenpå og læg den anden halvdel af savoiardi-kagerne oven på cremen, og dryp den anden halvdel af kaffe-marsalaen over.
Slut af med resten af cremen øverst. Dæk desserten med plastfilm og sæt den i køleskabet natten over.
Et par timer inden serveringen drysses kagen med sigtet kakao og evt. lidt fintrevet mørk chokolade.
Gemt under Brød & kager, Desserter | Tags: Lady Fingers, marsala, savoiardi, tiramisu | Comments (8)Kanelbullar – kanelsnegle med lidt ekstra guf
Jeg er gået i gang med barselsbageriet. Alle fortæller, at det er en god idé at have lidt i fryseren til uventede gæster og til dage, der følger nætter uden søvn. Indtil videre følger jeg alle rådene, selv om jeg har instrueret den kommende barnefader i, at jeg skal have serveret lidt grøntsagsstave, når gæsterne får kage. Ellers kommer jeg jo til at amme, til han bliver tre!
I mine overvejelser efter lette og lækre kager, kom jeg til at tænke på svenske kanelbullar. De har den fordel, at de serveres i forme, og efter min mening skal der ikke glasur på – i mange sammenhænge er det også dejligt nemt, at kagerne kan serveres, som de er, og samtidig er lette at håndtere enkeltvis:
35 kanelbullar
- 35 papirmuffinsforme
- 50 g gær
- ½ liter mælk
- 100 g smør
- ½ tsk salt
- 3 tsk kardemomme
- 1 kg hvedemel
Fyld
- 100 g smør
- 1½ dl sukker
- 1½ dl blendede mandler/mandelmel
- 3-4 spsk kanel
Pensling
- 1 sammen pisket æg til pensling
Smelt smørret i mikroovnen eller i en gryde. Rør gæren ud i det smeltede smør og mælken (hvis du blander køleskabskold mælk og smeltet smør, så er temperaturen perfekt til at opløse gæren).
Tilsæt mel (hold lidt tilbage til at rulle dejen ud), kardemomme og salt og saml dejen. Lad den hæve i 60 minutter et lunt sted, eller indtil den har dobbelt størrelse. (Hvis du har travlt, så går 45 minutter også an, men så kan dejen have en let smag af gær).
Mens dejen hæver, kan du lave fyldet: Rør det bløde smør med sukker og kanel og tilsæt de blendede mandler eller mandelmel, hvis du har det. Jeg smuttede ikke mandlerne, inden jeg blendede dem, og jeg kørte dem heller ikke helt fint, men det er et spørgsmål om temperament og smag.
Når dejen er hævet, så drysser du bordet med mel og ruller dejen ud til et rektangel på ca. 30 x 60 cm. Ovenpå dejpladen fordeles fyldet, som smøres på med let hånd, så det dækker jævnt. Undlad at smøre fyld på de sidste 2-3 cm, som du kan folde ind under kanelbullaen, så det hele ikke ender i et smadderværk af mandelremonce.
Tænd ovnen på 200 grader, mens du former kanelbullarne.
Når du har fordelt fyldet, så triller du dejen sammen til en pølse – tril først fra den ene ende og så til den anden, indtil du har én lang pølse. Skær pølsen i skiver på 1-1,5 cm. Tag enden uden remonce og buk ind under kanelbullaen og klem den lidt flad, inden du arrangerer den i muffinsformen.
Kanelbullarne pensles med sammenpisket æg og bages i ca. 15 minutter ved 180 grader. Kagerne er fryseegnede, hvis der ikke er nogen, der forgriber sig på dem, inden de kommer så langt.
Gemt under Brød & kager, Julekager | Tags: kanelbullar, kanelsnegle, svensk | Comments (2)Hindbærsnitter til særlige behov
Der er noget, jeg har glemt at fortælle – der er en arving på vej, og den lille krudtugle har længe krævet hindbærsnitter. Det har ført mig til mange bagere, men det er ikke lykkedes mig at finde hindbærsnitter så gode, som dem Thomas Pasfall (fra Munkebo Kro) lavede, da han drev bageri i Ullerslev.
Jeg tror ikke jagten på den perfekte hindbæsnitte stopper foreløbigt, men jeg har puslet en opskrift sammen, der i hvert fald er væsentligt bedre end bagerhindbærsnitter, der smager af marmelade fra den blå spand og mørdej med margarine.
Opskriften giver ca. 16 hindbærsnitter i almindelig størrelse
- 300 g hvedemel
- 1 ½ knivspids bagepulver
- 75 g fintmalede smuttede mandler/mandelmel (Du kan også bare bruge mere hvedemel – så bliver snitterne også lidt sprødere)
- 250 g blødt smør
- 3 æggeblommer
- 75 g flormelis
- mel til udrulning
- 4-6 spsk god hindbærmarmelade
Glasur:
- ca. 150-200 g flormelis
- 1/2 tsk citronsaft
- 2-3 spsk vand
- frysetørrede hindbær eller krymmel til pynt
Bland mel, bagepulver og mandelmel. Rør det bløde smør i, ælt æggeblommerne og flormelisen i. Saml dejen hurtigt og pak den ind i plastfilm. Dejen er temmelig blød, men den bliver mere medgørlig efter to timer i køleskabet – og den kan selvfølgelig sagtens tåle en overnatning i køleskabet, hvis du har brug for at dele processen op i to.
Dejen er stadig fedtet efter afkøling, så jeg rullede den ud mellem to stykker bagepapir, så er det også lettere at finde størrelsen, der passer på bagepladen. Drys lidt mel på et stykke bagepapir. Tag halvdelen af dejen og klem den lidt ud på papiret. Læg et stykke bagepapir over dejen og fat kagerullen. Dejen skal være ca. 3 mm tyk, og det er let at rulle den rektangulært ud, så du kan få to rækker hindbærsnitter. Tag den første dej-plade og læg den på bagepladen. Smør hindbærmarmelade på dejen i et jævnt og tyndt lag, men stop ca. 1 cm fra kanten.
Gentag udrulningen med den sidste halvdel af dejen. Drys dejen med lidt mel og brug gerne kagerullen som styrepind, når du skal vippe dejpladen over på bagepladen. Klem de to dejstykker sammen og prik let med en gaffel, så hele herligheden ikke bobler op som et månelandskab, når den kommer i ovnen.
Sæt kagen i en 180° varm ovn og bag den i ca. 15 minutter, eller indtil den er gyldenbrun.
Rør en glasur af flormelis, vand og citronsaft. Smør kagen med glasuren, mens den stadig er lun, og drys evt. med frysetørrede hindbær, krymmel, eller nyd snitterne som de er. Skær de ujævne kanter af og skær kagen ud i snitter – formen bestemmer du.
Lad hindbærsnitterne køle af, før de serveres.
Gemt under Brød & kager | Tags: hindbærsnitter, hindbærsnitter med mandelmel, kage med hindbær, luksus hindbærsnitter | Comment (0)





