Kategoriarkiv: Julekager

Klassisk konfekt med dadler

Første gang, jeg blev introduceret for konfekten med marcipanfyldte dadler med smuttede mandler, var da min mor meldte sig til et franskkursus i min tidlige barndom, og min far skulle babysitte mig og hitte på beskæftigelse vinteren igennem.

I december måned lavede vi konfekt,og min far talte helt henført om sin barndoms konfekt, der netop var dadler med marcipan.

Køb gerne de store lækre dadler hos frugthandleren i stedet for de kedelige tørre og trevlede Nour-dadler. Friske dadler er ikke gode til konfekt, men der er stor forskel på de tørrede, der kan være helt fantastiske og karamelagtige.

  • 125 g marcipan
  • 25 dadler
  • 25 smuttede mandler
  • 150 g mørk chokolade til overtræk.

Fjern stenene fra dadlerne, og tril marcipanen til kugler. Fyld marcipanen i dadlerne.

Smelt chokoladen i en tykbundet gryde eller over vandbad. Den letteste måde at styre temperaturen på er at hakke chokoladen fint og starte med at smelte 2/3. Når chokoladen er smeltet, slukkes for varmen, og den sidste 1/3 tilsættes og røres sammen med resten. Når den sidste chokolade er smeltet, er du klar til at overtrække. Jeg bruger en gaffel og en ske til at styre med.

Hvis dadlerne skal spises hurtigt, kan man nøjes med at overtrække halvdelen af dadlerne, men ellers dyp hele dadlen i chokoladen. Stik mandlerne i dadlerne, og sæt konfekten til afkøling.

Konfekt med appelsinmarcipan

De fleste konfekter tilsmager jeg med spiritus, men denne version er om ikke appelsinfri, så i hvert fald meget børnevenlig.

  • 250 g marcipan
  • fin revet skal af to usprøjtede appelsiner
  • 300 g mørk chokolade til overtræk
  • pynt i form af violer, halve smuttede mandler eller noget helt tredje.

Ælt marcipanen med appelsinskallen. Form den til konfekt. Den kan for eksempel trilles til en pølse med en diameter på 2,5 cm, der skæres i skiver.

Smelt chokoladen i en tykbundet gryde eller over vandbad. Den letteste måde at styre temperaturen på er at hakke chokoladen fint og starte med at smelte 2/3. Når chokoladen er smeltet, slukkes for varmen, og den sidste 1/3 tilsættes og røres sammen med resten. Når den sidste chokolade er smeltet, er du klar til at overtrække. Jeg bruger en gaffel og en ske til at styre med.

Sæt chokoladestykkerne på bagepapir og vent lidt med at pynte, til chokoladen begynder at størkne. Hav tålmodighed i omkring 10 minutter. Sæt chokoladen til afkøling/tørring et køligt sted.

Opbevar den færdige konfekt i en tætsluttende dåse med bagepapir mellem lagene. Chokolade har det faktisk rigtigt godt i bunden af et klædeskab, men det er jo ikke sikkert, at den kommer så langt.

Havregrynskugler

Havregrynskugler var en fast del af min mands barnsdomsjul, og jeg har fundet en opskrift, så de nu er kommet på programmet her i husstanden.

Portionen giver et par patentglasfulde. Havregrynskuglerne skal opbevares på køl i tætsluttende glas eller dåser.

  • 150 g havregryn
  • 100 g smør
  • 75 g sukker
  • 30 g kakao
  • 4 spsk kold stærk kaffe
  • 2 tsk vanillesukker
  • kokosmel til at rulle i

Tag smørret ud køleskabet et par timer før, så det kan blive blødt. Bland alle ingredienser sammen og tril massen til kugler. Rul havregrynskuglerne i kokos og opbevar dem køligt.