Kategoriarkiv: Snacks

Lækre gourmetkiks og knækbrød

Hjemmebagt knækbrødJeg holder meget af gourmet-knækbrød, som Urtekram laver det, og nu har en veninde delt en opskrift med mig, som jeg selvfølgelig fluks bringer.

Ruller man knækbrødet lidt tyndere ud, får man de mest sprøde og lækre kiks.

  • 1 dl havregryn
  • 1 dl sesamfrø
  • 1 dl hørfrø
  • 1 dl solsikkekerner
  • 1 dl græskarkerner
  • 3,5 dl hvedemel
  • 1 dl smagsneutral olie (jeg bruger vindruekerneolie)
  • 2 dl vand
  • 1 tsk bagepulver
  • 1 tsk salt

Alting blandes sammen. Har du en røremaskine, så lad den gøre arbejdet, for det er noget klisterstads.

Tænd ovnen på 200 grader. Del dejen i to og læg den på et stykke bagepapir.

Læg et stykke bagepapir ovenpå og rul tyndt ud, til det dækker det nederste bagepapir. Løft det øverste stykke bagepapir af, og træk det nederste stykke bagepapir med den udrullede dej overpå en bageplade.

Skær dejen i passende stykker afhængigt af, om du vil have knækbrød eller kiks. Jeg bruger et pizzahjul til opgaven. Gentag succesen med den anden halvdel af dejen.

Bag derefter knækbrødet i 10-15 minutter, indtil det er gyldent.

Dejen kan varieres ved f.eks. at bruge speltmel i stedet for hvedemel, og knækbrødet kan jo få et spændende drys som afslutning af ekstra kerner, høvlet parmesanost eller et drys krydderurter.

Kagecreme

Den klassiske kagecreme er mange gange bedre end pulvercreme, og den tager kun få øjeblikke at tilberede. Cremen er blandt andet god til lagkager, desserter og fastelavnsboller.

1 portion rækker til et lag i en lagkage

  • 1/4 dl mælk
  • ½ stang vanillestang
  • 75 g sukker
  • 3 æggeblommer
  • 20 g Maizena

Flæk vanillestangen og kom vanillen i mælken. Varm mælken op med vanillen i, men hold det lige under kogepunktet.

Pisk sukker og æggeblommer sammen i en anden kasserolle, og rør Maizenaen i.

Fjern vanillestangen og hæld den varme mælk i æggemassen, og sæt kasserollen på kogepladen og varm op under omrøring, indtil cremen har den rette konsistens.

Lemon curd

Lemon curd er en af de bedre britiske opfindelser, som selvfølgelig kan købes over alt i UK og i større butikker herhjemme (sommetider på tilbud i Netto). Men man kan også bare fabrikere den selv – det er ret nemt.

Den smørbare citroncreme bruges til scones, men den er også god til ristet franskbrød og som fyld i kager, tærter og fastelavnsboller.

1 portion

  • 3 æg
  • saften af 3 citroner
  • evt. 1 tsk fintrevet skal af usprøjtede citroner
  • 150 g sukker
  • 50 g smør (helst usaltet)

Lemon curd laves efter samme princip som hollandaisesauce, så det er vigtigt at holde koncentrationen om opgaven, da æggene ellers kan koagulere og efterlade klumper i cremen. Overvej om du vil have en helt glat creme, for så skal der ikke tilsættes reven citronskal. 

Pisk æg , sukker og citronsaft sammen i en tykbundet kasserolle og fortsat med at piske i 8-taller ved jævn varme, til blandingen tykner. Det tager omkring 10 minutter. Tilsæt til sidst smørret, skåret i små stykker.

Lemon curden kan holde sig omkring fem dage på køl, hvis den ikke bliver spist inden da.