Dejlig lang aften på Simoncini
Simoncini, Lottrups Gård, Vestergade 70, Odense
Det var lige på falderebet, at vi skulle nå at se gartneriernes formåen til Blomsterfestival i Odense en fredag aften, og det var bestemt også flot med Kina-tema og blomstrede drager, der spyede ild på Flakhaven. Men det blev en hurtig spadseretur gennem blomsterrækkerne, for vi skulle også have noget at spise, og da vi ikke havde travlt, besluttede vi os for at tage på Simoncini.
Den italienske restaurant i Lottrups Gård var en førstegangsoplevelse for mig, men stedet har fået ros fra flere sider, og det skærper straks forventningerne. Indehaveren Adriano tog godt imod os, og vi havde snart et menukort og en flaske postevand på bordet.
Menukortet på gaden harmonerede ikke med det i restauranten, men der var alligevel meget, der fristede. Vi valgte begge en treretters-menu (375 kr.) og bad Adriano om at vælge et par glas vin (70 kr. per glas), der kunne matche.
En fyldt restaurant med glade mennesker, der spiser lækker mad, bidrager i sig selv til oplevelsen, og det var også nødvendigt. Det skulle nemlig vise sig, at vi måtte vente næsten en time mellem hver ret, og vi måtte rykke for en brødkurv, hvis indhold kunne dulme den værste sult. Vandkaraflen blev til gengæld løbende fyldt op.
Vi lagde begge ud med en pastaret. Ravioli med ragu til min medspiser og pasta med tun, cherrytomater og appelsin til mig. Pastaretterne var velsmagende og ikke så overvældende i størrelse, at de forstyrrede appetitten inden hovedretten.
Som secondi havde vi begge valgt fiskegryden fra Livorno. Menukortet lovede alt godt fra havet, og det levede hovedretten op til. Det inkluderede små hele blæksprutter, man kunne spise i en mundfuld, og store rejer, som kokken overlod til os at pille. Vi måtte begge en tur i kælderen for at vaske hænder, inden vi kunne gå videre med nænsomt stegte blæksprutteringe og et flot stykke rødfisk i bunden af en suppe, der til gengæld savnede karakter.
Min ledsager var skuffet over, at tilbehøret bestod i tre skiver ristet brød med lidt olivenolie. I ventetiden havde vi nærmest tømt brødkurven, og den indeholdt bl.a. hjemmebagt foccacia, der var mere interessant end tilbehøret.
Simoncini holder til i en af Odenses gamle ejendomme, og lokalerne, der strækker sig over flere niveauer, oser af stemning med direkte kig til køkkenet, synligt træværk og hyggelige borde med dækkeservietter af marmor. Betjeningen foregår på en blanding af dansk, engelsk og italiensk, og Adriano beskriver både retter, der serveres, og den tilhørende vin.
Den tomme fisketallerken fik lov at stå urørt i en halv time, og det tog lige så lang tid, før desserten kom på bordet. Imens kunne vi mageligt nå på toilet, hvor der ikke var flere rene håndklæder. Det er en sjuskefejl, der ikke må ske på en restaurant i den klasse.
Vi hørte andre gæster, der beklagede sig over ventetiden, og chefen undskyldte prompte og forklarede, at de kun var to til at servere og to i køkkenet. Normalt ville de være tre begge steder. Og der havde ikke været så mange reservationer – folk var bare dukket op.
Når Simoncini alliegevel får fire små stjerner i stedet for tre, så skyldes det, at køkkenet holdt standarden, og at vi alligevel havde en dejlig aften.
Det var så samtaleemnet, mens vi nød il dolce, hvor jeg valgte en let “Macedonia” frugtsalat med citronsorbet, der frækt var tilsmagt med rosmarin. Medspiseren valgte den tungere rabarbertærte, der blev flot serveret med jorbærsorbet og en sukkerknald i flammer – overhældt med spiritus.
Det er selvfølgelig ærgerligt, at Simoncini ikke havde taget højde for blomsterfestivalen, der havde fyldt byen med mennesker. Men når man spiser for over tusind kroner, lyder den slags undskyldninger hult. I det mindste kunne man have afprøvet det gamle trick med at gi’ kaffe på huset.
Upperclass-frokost på Svinkløv Badehotel
Svinkløv Badehotel, Svinkløvvej 593, 9690 Fjerritslev
Lige der, hvor Jammerbugtens bølger slår skråt ind mod kysten, ligger Svinkløv Badehotel. Det fine gråmalede badehotel er omgivet af et særligt skær, der hvor det særlige lys og historiens vingesus forener sig. Badehotellet har en sæson, der strækker sig over sommerhalvåret, og det er ikke noget problem at trække talentmassen til køkkenet.
Vi besøgte Svinkløv Badehotel til frokost midt i en uge, for det er ikke helt let at få bord i weekenden. Vi blev da også mødt af et skilt ved indgangen om, at alt var udsolgt. Svinkløv Badehotel er så populært, at man nok må forberede sig på at nøjes med en is fra ishuset, hvis man ikke har bestilt bord på forhånd.
Vi havde heldigvis bestilt, og da vi mødte op præcis kl. 12, fik vi et bord i den gule stue direkte ved vinduet med den ubetalelige udsigt over Jammerbugten. Frokostmenuen er overskuelig og præget af, at havet ligger lige udenfor døren. Fiskefilét, fiskefrikadeller og varmrøget laks blandede sig med enkelte retter uden havfriske indslag.
Jeg valgte blåmuslinger med urter, og min ledsager bestilte kalvefrikassé med spæde danske urter. Vi sprang vinkortet over og valgte lokale øl fra Thisted Bryghus – en Porse Guld til muslingerne og en almindelig pilsner til kalvefrikasséen.
Betjeningen er behageligt opmærksom, og vi fik hurtigt drikkevarer og brødkurv på bordet, mens restauranten blev fyldt op af andre frokostgæster. Og man fornemmer tilstedeværelsen af såvel 2900 Hellerup og sommerklædte danskere i shorts.
Muslingerne, der er MSC-certificerede og høstet bæredygtigt i Limfjorden, viste sig at udgøre en solid portion, men skallerne både vejer og fylder også godt, så trods sit bastante udseende var portionen meget passende.
Muslingerne var fint dampet og blev serveret med et drys af dild og kørvel samt lidt sommergulerod og blegselleri. For at balancere med fløden i bunden af tallerkenen kunne køkkenet godt have været mere rundhåndet med grøntsagerne. Og som en enkelt lille skønhedsfejl lå der rester af rødt nylonnet i bunden af tallerkenen – formentligt fra det net, muslingerne er blevet leveret i.
Kalvefrikasséen var fin med perfekt mørt kød og nydelige buketter af blomkål, spæde gulerødder og nye løg, som blev serveret i en dyb tallerken pyntet med spiselige blomster, som tendensen tilskriver.
Portionerne var fine, og brødkurven med flere forskellige slags hjemmebagt brød blev fyldt op under måltidet. Alligevel kunne vi lige få plads til at dele en portion ost. Smukt anrettet kom tre oste (Comté, Roquefort og Brie de Meaux) med tilbehør i form af syltede valnødder, abrikoser og oliven på bordet. Helt perfekt, men alligevel lidt ærgerligt, at køkkenet ikke har kunnet finde et dansk eller ligefrem nordjysk bud på ostene, når man tilstræber terroir - at gæsterne på tallerkenen kan smage det landskab, man befinder sig i.
Prisen for en frokost lander på godt 400 kr., og det er i virkeligheden tæt på, hvad samme måltid ville have kostet på en café – uden havudsigt.
Svinkløv Badehotel får fire ud af fem store stjerner, men nylonrester i muslingerne trækker en marginal ned, selvom det bestemt er i småtingsafdelingen.
Spise med Price på tv bedre end bogen
Bare bedst på tv. Det er min umiddelbare reaktion på kogebogen, der er brygget på brødrenes tv-køkken.
Jeg har trofast fulgt tv-programmerne, og det er måske en fejl i forhold til at nyde kogebogen, der i sin form er meget snakkende, men som ikke byder på nye anekdoter i forhold til tv-udsendelserne.
Kogebogen følger tv-programmerne nøjagtigt, og jeg har svært ved at få øje på ret meget ekstramateriale.
Kogebogen kommer grundigt omkring borgerskabets klassiske køkken, og adskillige af opskrifterne og den personlige fortællestil kan genkendes fra Mogens Brandts kogebøger fra tresserne og faren John Prices kogebøger fra 70′erne.
Brødrene har tilsat opdateret humor og enkelte afstikkere til molekylærgastronomien, men alt i alt sidder jeg tilbage med en følelse af, at kogebogen kunne have været andet og mere end en hard-copy af tv-programmet.
Har man ikke de klassiske opskrifter på bl.a. moules mariniéres, sauce bearnaise, risotto milanese og andre fyldige klassikere, så er det værd at investere i bogen som inspirationsværk.
Kogebogen er ikke skrevet til at komme med i køkkenet, men i højere grad til indtagelse i sofaen. Bogens coffeetable format lægger nemlig ikke op til at få brugsspor efter rigelige mængder smør, men opskrifterne er overskuelige at gå til.
“Spise med Price” er som udsendelserne hyggelige, og man bliver i godt humør af at bladre i kogebogen. Alligevel er de fleste af opskrifterne dels klassikere og dels tilgængelige i printversion på DR’s hjemmeside. Derfor kan jeg godt nøjes med at have “Spise med Price” til låns fra biblioteket.
Kogebogen rummer kun få ekstra oplysninger til de faste seere. Men på bogens sidste side bliver det afsløret, hvem der i virkeligheden tager opvasken, når brødrene har været i køkkenet …
Adam og James Price: Spise med Price
176 sider, udgivet af DR.
Klik her for at købe bogen på Saxo.com
