Dejlig lang aften på Simoncini
Simoncini, Lottrups Gård, Vestergade 70, Odense
Det var lige på falderebet, at vi skulle nå at se gartneriernes formåen til Blomsterfestival i Odense en fredag aften, og det var bestemt også flot med Kina-tema og blomstrede drager, der spyede ild på Flakhaven. Men det blev en hurtig spadseretur gennem blomsterrækkerne, for vi skulle også have noget at spise, og da vi ikke havde travlt, besluttede vi os for at tage på Simoncini.
Den italienske restaurant i Lottrups Gård var en førstegangsoplevelse for mig, men stedet har fået ros fra flere sider, og det skærper straks forventningerne. Indehaveren Adriano tog godt imod os, og vi havde snart et menukort og en flaske postevand på bordet.
Menukortet på gaden harmonerede ikke med det i restauranten, men der var alligevel meget, der fristede. Vi valgte begge en treretters-menu (375 kr.) og bad Adriano om at vælge et par glas vin (70 kr. per glas), der kunne matche.
En fyldt restaurant med glade mennesker, der spiser lækker mad, bidrager i sig selv til oplevelsen, og det var også nødvendigt. Det skulle nemlig vise sig, at vi måtte vente næsten en time mellem hver ret, og vi måtte rykke for en brødkurv, hvis indhold kunne dulme den værste sult. Vandkaraflen blev til gengæld løbende fyldt op.
Vi lagde begge ud med en pastaret. Ravioli med ragu til min medspiser og pasta med tun, cherrytomater og appelsin til mig. Pastaretterne var velsmagende og ikke så overvældende i størrelse, at de forstyrrede appetitten inden hovedretten.
Som secondi havde vi begge valgt fiskegryden fra Livorno. Menukortet lovede alt godt fra havet, og det levede hovedretten op til. Det inkluderede små hele blæksprutter, man kunne spise i en mundfuld, og store rejer, som kokken overlod til os at pille. Vi måtte begge en tur i kælderen for at vaske hænder, inden vi kunne gå videre med nænsomt stegte blæksprutteringe og et flot stykke rødfisk i bunden af en suppe, der til gengæld savnede karakter.
Min ledsager var skuffet over, at tilbehøret bestod i tre skiver ristet brød med lidt olivenolie. I ventetiden havde vi nærmest tømt brødkurven, og den indeholdt bl.a. hjemmebagt foccacia, der var mere interessant end tilbehøret.
Simoncini holder til i en af Odenses gamle ejendomme, og lokalerne, der strækker sig over flere niveauer, oser af stemning med direkte kig til køkkenet, synligt træværk og hyggelige borde med dækkeservietter af marmor. Betjeningen foregår på en blanding af dansk, engelsk og italiensk, og Adriano beskriver både retter, der serveres, og den tilhørende vin.
Den tomme fisketallerken fik lov at stå urørt i en halv time, og det tog lige så lang tid, før desserten kom på bordet. Imens kunne vi mageligt nå på toilet, hvor der ikke var flere rene håndklæder. Det er en sjuskefejl, der ikke må ske på en restaurant i den klasse.
Vi hørte andre gæster, der beklagede sig over ventetiden, og chefen undskyldte prompte og forklarede, at de kun var to til at servere og to i køkkenet. Normalt ville de være tre begge steder. Og der havde ikke været så mange reservationer – folk var bare dukket op.
Når Simoncini alliegevel får fire små stjerner i stedet for tre, så skyldes det, at køkkenet holdt standarden, og at vi alligevel havde en dejlig aften.
Det var så samtaleemnet, mens vi nød il dolce, hvor jeg valgte en let “Macedonia” frugtsalat med citronsorbet, der frækt var tilsmagt med rosmarin. Medspiseren valgte den tungere rabarbertærte, der blev flot serveret med jorbærsorbet og en sukkerknald i flammer – overhældt med spiritus.
Det er selvfølgelig ærgerligt, at Simoncini ikke havde taget højde for blomsterfestivalen, der havde fyldt byen med mennesker. Men når man spiser for over tusind kroner, lyder den slags undskyldninger hult. I det mindste kunne man have afprøvet det gamle trick med at gi’ kaffe på huset.
Upperclass-frokost på Svinkløv Badehotel
Svinkløv Badehotel, Svinkløvvej 593, 9690 Fjerritslev
Lige der, hvor Jammerbugtens bølger slår skråt ind mod kysten, ligger Svinkløv Badehotel. Det fine gråmalede badehotel er omgivet af et særligt skær, der hvor det særlige lys og historiens vingesus forener sig. Badehotellet har en sæson, der strækker sig over sommerhalvåret, og det er ikke noget problem at trække talentmassen til køkkenet.
Vi besøgte Svinkløv Badehotel til frokost midt i en uge, for det er ikke helt let at få bord i weekenden. Vi blev da også mødt af et skilt ved indgangen om, at alt var udsolgt. Svinkløv Badehotel er så populært, at man nok må forberede sig på at nøjes med en is fra ishuset, hvis man ikke har bestilt bord på forhånd.
Vi havde heldigvis bestilt, og da vi mødte op præcis kl. 12, fik vi et bord i den gule stue direkte ved vinduet med den ubetalelige udsigt over Jammerbugten. Frokostmenuen er overskuelig og præget af, at havet ligger lige udenfor døren. Fiskefilét, fiskefrikadeller og varmrøget laks blandede sig med enkelte retter uden havfriske indslag.
Jeg valgte blåmuslinger med urter, og min ledsager bestilte kalvefrikassé med spæde danske urter. Vi sprang vinkortet over og valgte lokale øl fra Thisted Bryghus – en Porse Guld til muslingerne og en almindelig pilsner til kalvefrikasséen.
Betjeningen er behageligt opmærksom, og vi fik hurtigt drikkevarer og brødkurv på bordet, mens restauranten blev fyldt op af andre frokostgæster. Og man fornemmer tilstedeværelsen af såvel 2900 Hellerup og sommerklædte danskere i shorts.
Muslingerne, der er MSC-certificerede og høstet bæredygtigt i Limfjorden, viste sig at udgøre en solid portion, men skallerne både vejer og fylder også godt, så trods sit bastante udseende var portionen meget passende.
Muslingerne var fint dampet og blev serveret med et drys af dild og kørvel samt lidt sommergulerod og blegselleri. For at balancere med fløden i bunden af tallerkenen kunne køkkenet godt have været mere rundhåndet med grøntsagerne. Og som en enkelt lille skønhedsfejl lå der rester af rødt nylonnet i bunden af tallerkenen – formentligt fra det net, muslingerne er blevet leveret i.
Kalvefrikasséen var fin med perfekt mørt kød og nydelige buketter af blomkål, spæde gulerødder og nye løg, som blev serveret i en dyb tallerken pyntet med spiselige blomster, som tendensen tilskriver.
Portionerne var fine, og brødkurven med flere forskellige slags hjemmebagt brød blev fyldt op under måltidet. Alligevel kunne vi lige få plads til at dele en portion ost. Smukt anrettet kom tre oste (Comté, Roquefort og Brie de Meaux) med tilbehør i form af syltede valnødder, abrikoser og oliven på bordet. Helt perfekt, men alligevel lidt ærgerligt, at køkkenet ikke har kunnet finde et dansk eller ligefrem nordjysk bud på ostene, når man tilstræber terroir - at gæsterne på tallerkenen kan smage det landskab, man befinder sig i.
Prisen for en frokost lander på godt 400 kr., og det er i virkeligheden tæt på, hvad samme måltid ville have kostet på en café – uden havudsigt.
Svinkløv Badehotel får fire ud af fem store stjerner, men nylonrester i muslingerne trækker en marginal ned, selvom det bestemt er i småtingsafdelingen.
Spis godt i VILNIUS
Litauen er ikke hvad, det har været. Da jeg besøgte Litauen første gang kort tid efter landets nyvundne selvstændighed, var portionerne overvældende, men det var oftest variationer over kål, gulerødder og kartofler, der blev serveret.
Litauen har et stolt bondekøkken, der er blevet holdt i hævd i kraft af nød og traditionen for at have kolonihave til at supplere indkøbte fødevarer. Indenfor de seneste ti år har Litauen taget et tigerspring både kulinarisk og teknologisk. I dag kan man sende en sms, og så kommer der en taxa. Det kan ikke engang lade sig gøre herhjemme.
Lokys
Stikliu Gatve 8, Vilnius, tlf. + 370 5 2629046
Vildtrestauranten Lokys er en af de ældre restauranter i Vilnius, og her finder man ægte østeuropæisk betjening. Det er mere end almindeligt svært at slå et smil af tjeneren, men maden fejler ikke noget. Menukortet byder på kendte udskæringer af vildt som f.eks. vildsvin og kronvildt, men også bæver har fundet vej til kortet. Jeg har ingen anelse om, hvordan bæver smager, og egentligt burde jeg have bestilt det, men jeg kom i sidste øjeblik i tvivl og valgte krondyrmedaljoner, der var perfekt stegt og serveret med tranebærsauce.
Restauranten dyrker jagttraditioner og har mange henvisninger til Litauens historie (såvidt jeg kunne vurdere lettere fiktivt, men det gør jo ikke fortællingen dårligere), og skulle man have lyst til at arrangere sin egen middelalderbanket, så klarer Lokys gerne menuen.
Pas dog på ikke at følge menukortets vinanbefalinger under de enkelte retter. De anbefalede flasker koster ikke under 600 kr., men der findes andre alternativer på vinkortet.
Bistro 18
Stikliu Gatve 8, Vilnius, tlf. 0037068772091
Vilnius er en geografisk overskuelig by og de fleste restauranter ligger indenfor få 100 meters afstand i den gamle bydel. Bistro 18 og Lokys ligger omtrent dør ved dør, men der er tale om to vidt forskellige spisesteder.
Bistro 18 er en minimalistisk indrettet bistro, der kunne ligge i hvilken som helst europæisk storby. Menukortet har daglige variationer, og betjeningen er sød og smilende. Vi havde bestilt bord, og fik som tak for det lov at sidde i den intime “vinkælder”, der godt nok ligger i stueplan. Her kunne vi nyde at have lidt ekstra ro, og vi blev ikke glemt af tjenerne. Maden var skudsikker, og vi prøvede forskellige retter som risotto, salat med entrecôte, grillet kyllingebryst med timianflødesauce, crème bruleé samt applecrumble med vanilleis og karamelsauce. Vi delte en flaske pinot noir, og regningen løb ikke op i mere end 600 kr.
Cili Kaimas
Vokieciu, 8, Vilnius
I den anden ende af spektret ligger en kæde af restauranter, der har slået sig op på det litauiske bondekøkken. Den Cili Kaimas vi besøgte, var indrettet i to etager og dekoreret med halmuroer, udskårne træskulpturer og brick a brack, som vi kender det fra irske pubber, men her havde de gamle ting fået selskab af levende høns, der gik i en fin glasvolière ved indgangen. Her serveres de traditionelle litauiske retter som cepelinai (zeppelinere, der er en form for kartoffelknødel med fars indeni), kold rødbedesuppe, rösti og stroganoff. Retterne er meget mættende, men velsmagende, og prisen er meget konkurrencedygtig. Menukortet rummer en rækker desserter som chokolademousse og is, men appetitten er så rigeligt stillet efter en hovedret. Vi fik et menutilbud med dagens suppe, en hovedret samt en stor fadøl hver, og regningen lød på 80 kr. for to personer. Serveringen er hurtig og smilende, og den litauiske version af McDonald’s rummer bl.a. også Cili Pica, hvor hovedvægten er på pizza. Kæden findes på mange adresser i Vilnius, men prøv den store Pica Kaimas tæt ved rådhuset og museet for moderne kunst.
Pilies Kepyklélé
Pilies Gatve 19, Vilnius
På et af de andre hovedstrøg ligger Pilies Kepyklélé, som bedst kan beskrives som en salon de the. Indretningen med rå vægge og fine træmøbler med blomstrede puder leder tankerne hen på kaffestuer i Småland og franske tesaloner. Vi besøgte stedet omkring frokost og spiste rösti med laks og tranebærcreme. Kagemontren bød på mange fristelser, og kokken stod klar til at bage crêpes, der kunne fåes med både sødt og salt fyld. Prisen var yderst rimelig. Frokost til to personer med øl kostede omkring 80 kr.
AJ Sokoladas
Pilies Gatve 8, Vilnius
Tiden, hvor østeuropæsisk chokolade indeholdt sukkerkrystaller og i øvrigt ikke smagte af noget, er længst ovre. Nu er der ovenikøbet startet en kæde af chocolaterier i byen, hvor man kan købe fyldte chokolader, kager og drikke kaffe til. Alt er tilberedt efter fransk og belgisk forbillede. Vi besøgte AJ Sokoladas på Pilies Gatve 8, og her var indretningen holdt i blå-røde og gyldne farver med ægte kunst på både væggene og på tallerkenen. Deres kager er stærkt anbefalelsesværdige, og det samme gælder de fyldte chokolader. Chokoladerne koster omkring 25 kr. pr. 100 g, mens kaffe og de mest chokolosale kager kostede 50 kr. til to personer.
Andre gode steder
Køkkenet på Shakespeare Boutique Hotel er også et sikkert valg. Indretningen er rustik med mørke trægulve og bløde lænestole i baren og stivede hvide duge i restauranten, men lykkeligvis uden stiff upperlip. Bor man på hotellet, er morgenmaden a la carte, men der er også åbent til frokost og aften, og en middag for to vil ligge på omkring 5-600 kr.
Markus Ir Ko serverer stadig store og gode bøffer. Restauranten ligger i en sidegade tæt ved Lokys og Bistro 18.
La Provence skulle være garant for den højeste kogekunst i Litauen. Det var ikke prisen, der afholdt os, men vores fornemmelse var dog, at der følger en forventning om dresscode, som to danske turister i gummisko ikke kunne leve op til.
Endeligt vil jeg gerne slå et slag for et af de klassiske fødevaremarkeder. Uden at være koldkrigsromantiker, så finder jeg en vis charme ved at besøge de overdækkede markeder, hvor der findes alle tænkelige variationer af fødevarer – fra levende karper til grisetæer i skønsom forening med polysterkjoler, gummistøvler og haveredskaber. Supermarkederne har gjort deres indtog i Litauen og har allerede fortrængt mange af de små kiosker, og markederne vil sikkert også blive påvirket af supermarkederne, så tag ud og oplev et marked, mens du kan.
Vis Spis godt i Vilnius på et større kort
