Sofistikerede salater på Envy Lounge
Envy Lounge, Brandts Passage 31, Odense C
Med Brandts Passage har Odense sat turbo på kulturen, og her finder man den lækkert indrettede Envy Lounge, der tiltrækker odenseanere med fingeren på pulsen.
Køkkenet ledes kyndigt af Martin Pilsmark, der har prøvet kræfter med flere prominente arbejdspladser og desuden deltager i konkurrencen om at blive årets kok 2010. Derfor kan man berettiget have høje forventninger til en caféfrokost, for her er maden ikke en hilsen fra halvfabrikata.
Envy har et yderst beskedent frokostkort, og det er første tegn på en god oplevelse. Den første lørdag i marts måned lægger vi vejen forbi Envy til frokost, og vi er ikke de eneste, der har fået den tanke. Loungen er fyldt med børnefamilier, kærestepar og venindepar, og vi må vente et øjeblik i baren, mens tjeneren rydder et bord til os.
Det overskuelige menukort byder på et par salater, burger, en fiskeret og et par enkelte desserter samt brunch. Vi vælger en salat med unghanebryst og en salat med laks og vagtelæg.
Der er højt til loftet i lokalet, og det har indflydelse på akustikken. En mor prøver at dæmpe sit barn, mens en venindetrio flere gange får rummet til at runge af latterbrøl om nattens eskapader. Det gør dog ikke oplevelsen dårlig. Det er rart at sidde i et lokale, der summer.
Salaterne kommer efter et godt kvarter, og køkkenet har med militant præcision annonceret, at unghanen har en stegetid på 16 minutter. På tallerkenen ligger et helt unghanebryst, der er skåret i tykke skiver. Dejligt og sjældent at få en unghanebryst, der er stegt korrekt og har bevaret saft og kraft.
Salaten består af blandede spædsalater, moden mango i tern, langtidsbagte tomater og saltmandler. Der er næsten for mange elementer, og måske kunne tomaterne undværes i vintermånederne. Ingredienserne er hver for sig, som de skal være, og salaten bliver da også spist op.
Laksesalaten skuffer en smule. Tatar af røget laks er rørt med creme fraiche 38 % og dild og omkranset af spædsalater med en kapersdressing. Alt er faktisk som det skal være. Men når en ret lokker med vagtelæg, så går jeg ud fra, at de er en del af retten og ikke blot garniture. På laksesalaten er to halve vagtelæg. Og de er tilmed blevet saltet i køkkenet, og det er ikke nødvendigt. Salaten var lækker, men det trækker ned, at der ikke var ofret mindst to hele vagtelæg.
Til salaterne tømmer vi brødkurven. Envy Lounge bager selv sit brød, og kurven rummer et groft flûtes samt rugbrød.
Envy Lounge har et sikkert køkken, men en elendig hjemmeside. Hjemmesiden er besværet af, at det er noget nær umuligt at se, hvad Envy kan tilbyde, og den kan kun vanskeligt tilgåes fra netbooks eller en touchtelefon. Men så er der jo ikke andet at gøre, end at lægge vejen forbi Brandts Passage.
Olivia Brasserie leverer lækker frokost
Olivia Brasserie, Vintapperstræde 37, Odense C
I dagene mellem jul og nytår bliver de fleste cafeers personale testet på dygtighed og kommunikation, når julegavebyttere og udsalgsjægere skal have frokostsulten stillet. Olivia Brasserie var ingen undtagelse, da vi lagde vejen forbi den 30. december.
Cafeen var fyldt til bristepunktet, men vi fik alligevel hurtigt anvist et bord. Desværre kommunikerede de tre tjenere ikke særligt godt med hinanden, og da vi forsøgte at gøre tegn til, at vi gerne ville bestille, blev vi mødt af samme blik, som vi sender de facere, vi møder på gågaden (“jeg har ikke set dig/jeg har et meget vigtigt og uopsætteligt ærinde”).
Efter 30 minutter lykkedes det at bestille en sandwich med laksemousse, en laksetærte, et glas cava og solbærdrik. Olivia Brasserie tilbyder isvand gratis, når man bestiller andre drikkevarer, og det er et sympatisk træk.
Sandwichen var lækker i sprødt groft brød garneret med rødløg, babysalater og tomater. Dog kunne køkkenet udmærket have sparet mayonnaisen på bollen væk, for laksemousse er ikke noget tørt fyld.
Laksetærten var bagt i butterdej og havde en fin smag af laksestykkerne. Tærten blev serveret med en lille salat og italiensk inspireret brød.
Olivia Brasserie udmærker sig ved at være et af de få steder i Odense, hvor man kan vælge mellem hjemmebagte kager fra montren. Det havde vi nu ikke appetit til, men kvaliteten på mad og kager er skudsikker.
Køkkenet er hurtigt i vendingen, men på travle dage, hvor serveringspersonalet er presset og mister overblikket, kan man godt komme til at vente. Personalet kan med fordel oplyse om ventetiden, selvom man som gæst nok kan lægge to og to sammen, når cafeen er fuld.
Olivia Brasserie får tre stjerner, men på en mindre travl dag med bedre betjening ville frokosten have fået fire stjerner.
Historischer Krug – gourmetoplevelse på højt niveau
Historischer Krug, Grazer Platz 1, D-24988 OeverseeSkærtorsdag havde vi i lighed med mange andre danskere sat kursen mod Tyskland, hvor der ikke er helligdag. Vi var friske på at gøre en udflugt ud af det med en overnatning, hvor de sparede penge fra grænsebutikkere kunne soldes op. Valget faldt på den tidligere danske kro, Historischer Krug i Oeversee lige syd for Flensborg, der reklamerer med sin gourmetrestaurant.
Lad mig på forhånd afsløre, at vi ikke blev skuffede. Vi gik først en 7 km tur omkring den nærliggende sø og samlede appetit, og det fik vi brug for.
På hotellet findes en krostue og en gourmetrestaurant, og vi havde bestilt bord i gourmetrestauranten Privileg, hvor køkkenchefen Bodo Lööck reklamerer med “norddeutscher Feinschmeckerküche”. For det har han opnået Michelin-guidens Bib Gourmand-pris, der tildeles restauranter med god mad til rimelige priser.
Der var to menuer at vælge imellem, men man kunne få lov at mikse på kryds og tværs.
Tyskerne er væsentligt mere engagerede i sæsonkøkken end danske kokke, og aftenens tema var de helt nye asparges.
Vores første amuse bouche eller “hilsen fra køkkenet” var en cremet aspargessuppe, der blev serveret sammen med tre forskellige slags hjemmebagt brød.
Næste appetitvækker var tre variationer af asparges – en grøn aspargesmousse, en aspargessorbet og asparges i gelé serveret med små tern af frisk asparges og grønne jordbær. Smagen af asparges i moussen og sorbeten blev overdøvet af den kraftige fond, der var basis, men der var stadig tale om en par velsmagende mundfulde.
Som forretter lagde vi ud med kammusling serveret med lune asparges og en paprikamayonnaise. Muslingen var stegt perfekt – let karamelliseret ydre og en rå kerne. Første forret blev fulgt af en flodsander fra aromamenuen serveret med en spektakulær gulerod i kaffe.
Min mand fik en helleflynder med en skorpe af grov sennep og sprød pancetta serveret med belugalinser, hvilket dækkede over linser i rødvinsglace, så farven nærmede sig belugalinser.
Til hovedret mødtes vi igen til lammeryg, i anledning af påsken, fra Privileg-menuen. Lammeryggen var perfekt stegt og blev serveret med en intens lavendeljus, trøffelpolenta og sorte svampe. En flot servering, selvom jeg aldrig bliver en polenta-addict.
Nu var mætheden også ved at gøre sit indtog, og vi fik lov at holde en lille pause inden osten.
Min mand havde egentligt valgt ost for at holde mig med selskab, og derfor var hans overraskelse også til at tage at føle på, da der blev stillet et ekstra bord op, og tjeneren præsenterede ham for udvalget af oste fra Schleswig-Holstein og spurgte, om han ville smage dem alle. Det endte med en overdådig tallerken med ni forskellige varianter, og så efterlod han endda de blå oste.
Ostene, der spændte fra røget ost til en camenberttype og en ost med nødder, blev serveret med tomatmarmelade og figensennep. Brødet til osten lignede næsten hollandsk honningkage, men var et mørkt müslibrød, der passede fint til ostene.
Min osteanretning kom kort efter og bestod af en friskost i tre forskellige variationer. De tre fortolkninger var mousse, sorbet, og en rørt version med kardemomme, der blev serveret med syltede valnødder. Hvad jeg ikke havde fanget, var at der var tale om en friskost fra får eller ged, og det spiser jeg normalt ikke. Serveringen smagte dog forrygende, men krævede efterfølgende en dessert for at fjerne bismagen af klappedyr.
Inden vi nåede den egentlige dessert, fik vi en ganerenser fra køkkenet i form af en fordessert med tre fortolkninger af rabarber: Rabarbersorbet, sprød rabarberkage og spuma gjorde appetitten klar til sidste etape.
Desserten var en passionsfrugtcanelloni, der blev serveret med spuma af rabarber og basilikum. Canellonidejen var her erstattet af en passionsfrugtgelé, der tilnærmelsesvist ligner det, man kan møde i türkish delight. Indeni var en mælkeis, der gav mod på mere end en mundfuld.
Under desserten havde vi sendt lange øjne til bordet med digestifs, og vi bestilte kaffe og to frugtsnapse fra et lokalt distilleri, Dolleruper Kleinmosterei (skønt navn).
Sammen med kaffen kom en granitplade garneret med roser og 8-10 forskellige slags petit fours. Der var ikke for alvor plads til at gå ombord i kager, fyldte chokolader og småkager, men det var også en fryd for øjet.
Desværre havde tjeneren glemt vores digestif og kom først i tanke om det, da vi var færdige med vores kaffe. Vi blev spurgt, om vi stadig ville have dem, men afbestilte. Det var så absolut aftenens eneste kiks. Og set i den store sammenhæng betyder det ikke meget.
Maden var helt klart på Michelin-stjerne niveau, men betjeningen var mere afslappet, og det passede os egentligt helt fint. Vi kan godt selv finde ud af at åbne døren til toilettet.
Til gengæld kunne det også afsløres i regningen, der for to fem retters menuer med vinmenu, mineralvand og kaffe lød på 1.600 kr.
