Vanillekranse (rustikke)

december 9th, 2009

VanillekranseHer i huset er det ikke rigtig jul uden vanillekranse. Jeg må indrømme, at mine vanillekranse efter manges opfattelse er dogme-vanillekranse. Jeg ejer nemlig ikke en kødhakker, så jeg er henvist til at rulle dem i hånden.

Smagen er dog den samme gode, og jeg erkender også, at jeg er holdt op med at smutte mandlerne.

Gode råvarer kan smages, gå især efter en lækker vanille, og jeg  synes godt om mine rustikke vanillekranse. Skulle du få lyst til at lave smukke småkager, så smutter du bare mandlerne og kører dejen gennem kødhakkeren.

75-100 stk.

  • 500 g finthakkede mandler
  • 2 vanillestænger
  • 500 g hvedemel
  • 1 tsk hjortetaksalt
  • 500 g sukker
  • 250 g smør
  • 4 æg

Mandler og vanillestænger hakkes fint i en minihakker (eller med en skarp kniv på skærebræt).

Kom derefter alle ingredienser i en skål og ælt sammen til en ensartet masse.

Lad dejen hvile koldt i min. 30 min. Tril dejen til tynde pølser, der formes som kranse, eller kør den igennem kødhakkeren med stjernepladen. Bruger man kødhakkeren, er det en fordel at være to om opgaven, da det godt kan gå lige lovlig stærkt, når man både skal fodre kødhakkeren og forme kranse.

Bag vanillekransene ved 180 grader, indtil de er gyldne.

  • Share/Bookmark