Tag-arkiv: adam

Spise med Price på tv bedre end bogen

Bare bedst på tv. Det er min umiddelbare reaktion på kogebogen, der er brygget på brødrenes tv-køkken.

Jeg har trofast fulgt tv-programmerne, og det er måske en fejl i forhold til at nyde kogebogen, der i sin form er meget snakkende, men som ikke byder på nye anekdoter i forhold til tv-udsendelserne.

Kogebogen følger tv-programmerne nøjagtigt, og jeg har svært ved at få øje på ret meget ekstramateriale.

Kogebogen kommer grundigt omkring borgerskabets klassiske køkken, og adskillige af opskrifterne og den personlige fortællestil kan genkendes fra Mogens Brandts kogebøger fra tresserne og faren John Prices kogebøger fra 70’erne.

Brødrene har tilsat opdateret humor og enkelte afstikkere til molekylærgastronomien, men alt i alt sidder jeg tilbage med en følelse af, at kogebogen kunne have været andet og mere end en hard-copy af tv-programmet.

Har man ikke de klassiske opskrifter på bl.a. moules mariniéres, sauce bearnaise, risotto milanese og andre fyldige klassikere, så er det værd at investere i bogen som inspirationsværk.

Kogebogen er ikke skrevet til at komme med i køkkenet, men i højere grad til indtagelse i sofaen. Bogens coffeetable format lægger nemlig ikke op til at få brugsspor efter rigelige mængder smør, men opskrifterne er overskuelige at gå til.

“Spise med Price” er som udsendelserne hyggelige, og man bliver i godt humør af at bladre i kogebogen. Alligevel er de fleste af opskrifterne dels klassikere og dels tilgængelige i printversion på DR’s hjemmeside. Derfor kan jeg godt nøjes med at have “Spise med Price” til låns fra biblioteket.

Kogebogen rummer kun få ekstra oplysninger til de faste seere. Men på bogens sidste side bliver det afsløret, hvem der i virkeligheden tager opvasken, når brødrene har været i køkkenet …

Adam og James Price: Spise med Price
176 sider, udgivet af DR.

Klik her for at købe bogen på Saxo.com