Tag-arkiv: børnemad

Munter bagebog for børnefamilier

Greven, kammerjunken og den dragende citronmåne er den tredje bagebog til børn fra Sif Orellana. Bagebøgerne følger hendes børns udvikling (den yngste er 6 år), og jeg synes, den seneste kogebog er den hidtil mest vellykkede.

Opskrifterne er gennemarbejdede, og det er altid fint at lade brødet glide ned sammen med en god historie. Bogens store force er den gennemgående historie med Greven og Kammerjunken.

Jeg synes godt om, at Sif har lagt sig i selen for selv at skabe en magisk verden fremfor at opfordre til at lege med kastanjer, som i den foregående bog.

Mange halvstore børn vil sikkert synes, det er ganske sjovt med en historie, inden de går i køkkenet. Og de vil helt sikkert fordufte fra køkkenet, inden opvasken skal tages. Men Sif Orellanas gode opskrifter kan være med til at skabe en lyst til at gå i køkkenet, og hjemmebagt brød er altid let at lokke med, fordi det både dufter og smager.

Opskrifterne er skrevet og målrettet voksne. Der er ingen punktopstilling eller hjælpefotos, så det er retteligt en familiekogebog. Når børnene bliver gamle nok til selv at følge opskrifterne på egen hånd,  er de nok for gamle til eventyrene.

Derfor skal man investere i bogen, hvis man har lyst til at opbygge en forventning hos sine børn og tage dem med i køkkenet. Eller hvis man har lyst til en samling bageopskrifter selvfølgelig.

Jeg har testet titelnummeret, den dragende citronmåne, og jeg kan stå inde for smagen.

Sif Orellana: Greven, kammerjunken og den dragende citronmåne
Tinkerbell Books, 199,20 kr.

Klik her for at se bogen på Saxo.com

Share