Tag-arkiv: bacon

Klassisk fransk løgtærte – tarte l’oignon

Denne klassiske løgtærte vil ofte blive serveret i mit køkken. Selv om tærter ikke længere er moderne, og selv om dejen ikke er fuldkommen fedtfattig.

Men tærten er ikke en klassiker uden grund – den smager fortræffeligt, og herhjemme får den gerne følgeskab af en grøn salat og et glas hvidvin, men øl klæder den også.

Min tærteopskrift stammer fra Alsace, og bunden er knasende sprød og fyldet er krydret med friskrevet muskatnød.

Tager man lige over på den anden side af Rhinen og bestiller en Zwiebelkuchen i forventning om at få samme ret, bliver man slemt skuffet. En tysk løgtærte har en blød bund og et fyld, der er sødt uden ret meget karakter.

1 løgtærte – ca. 4 personer

1 portion tærtedej

  • 250 g mel
  • 150 g smør
  • 1 spsk vand
  • 1 æg

Fedtstoffet smuldres i melet. Derefter samles dejen med vand og æg. Det er en fordel at lade fedtstoffet få stuetemperatur. Dejen bør hvile i mindst en halv time, for så er den lettere at rulle ud.

Rul dejen ud, beklæd en tærteform og prik dejen med en gaffel. Forbag tærtedejen i ca. 10 minutter ved 180 grader, indtil den er lysebrun.

Tærtefyld:

  • 200 g bacon i tern
  • 4 store løg
  • 3 æg
  • 2 dl mælk eller blandet mælk og fløde
  • muskatnød
  • salt og peber

Skær løgene i tern, og kom dem i en gryde sammen med baconen. Lad bacon og løg simre sammen, til løgene er klare og møre. De skal ikke tage farve.

Pisk æg og mælk sammen og rør det sammen med løg og bacon. Smag til med friskrevet muskatnød, kværnet sort peber og et nip salt (baconen er ofte meget salt i sig selv). Fordel fyldet på den forbagte tærtebund og bag tærten midt i ovnen ved 180 grader i ca. 40 minutter, indtil tærten er fast og gylden.

Spaghetti carbonara

Denne klassiske ret kender du måske fra mindre lødige restauranter, men glem alt om dem. Tilberedt rigtigt falder spaghetti carbonaraen i smag hos de fleste, er hurtig at tilberede og kræver kun få ingredienser.

Det nemmeste er at købe en pakke bacon i tern, men har man tiden, kan man også købe et helt stykke bacon og selv skære det ud i mundrette stykker – det smager bedst. Skinke kan også bruges.

Her kan du også få glæde af dit muskatjern, og det er næsten umuligt at tilsætte for meget muskatnød til denne ret.

2 personer

  • ca. 150 g bacon eller kogt skinke i tern
  • 300 g spaghetti
  • 3 æg
  • ½ dl fløde/mælk
  • reven muskatnød
  • salt & peber

Baconen steges sprød og lægges på et stykke køkkenrulle. Spaghettien koges efter pakkens forskrift, og imens piskes æggene sammen med fløden/mælken. Muskat og salt & peber hældes i blandingen.

Vandet hældes fra pastaen og æggemassen, og baconen hældes over pastaen, der sættes tilbage på blusset. Der røres rundt, indtil æggemassen koagulerer. Der kan evt. tilsættes en håndfuld ærter. Serveres med en god salat.