Tag-arkiv: caféer i Odense

Godt mæt på Mamma’s

Mamma’s Pizzeria, Klaregade 4, Odense C

I mange år er jeg bare gået forbi Mamma’s i Klaregade, fordi restauranten udefra ser temmelig dyster ud. Men om foråret begynder udeserveringen, og denne gang lokkede tallerkenerne hos de spisende os, fordi det hele så gedigent italiensk ud.

Inde i restauranten er duften god, og lokalet er indrettet, som en italiensk restaurant blev indrettet for år tilbage – halvtag i tegl og lav belysning. Vi fik hurtigt anvist et bord af en smilende tjener, og vi valgte straks menukortets mulighed for at dele en pizza og en portion pasta, så vi hver kunne få half & half.

Valget faldt på pizza romagna med parmaskinke, friskhøvlet parmesan og rucolasalat samt penne al ragu, der består af den italienske salsiccia-pølse, parmaskinke, hvidvin, løg og en anelse fløde.

Restauranten var stuvende fuld, og jeg kunne ikke undgå at tænke på, hvor lang tid vi skulle vente på maden. Men Mamma’s har ikke drevet restaurant siden 1976 for ingenting – efter 15 minutter stod vores frokost foran os.

Det er alletiders idé at lade kunderne få half & half i stedet for at række mundfulde over bordet til hinanden. Desuden var det lykkedes at få maden anrettet, så det tog sig lækkert ud og ikke flød sammen. Og smagen var som den skulle være – klassisk italiensk, når det er bedst. Og trods portionernes store størrelse levnede vi ikke en krumme – til gengæld sprang vi aftensmaden over …

Mamma’s er et fint sted, når sulten skal stilles, og restauranten er indrettet, så den kan tage imod selskaber, når kolleger mødes om et måltid eller børnefamilien skal have barnevognen med indenfor.

Hvis du gerne vil nyde den danske sommer og ikke kan få plads ved et af de få borde, der er udenfor, så kan du gå to husnumre længere hen ad gaden til Mamma’s Deli og tage en sandwich med hjem i haven. Udvalget er stort, og en ½ foccacia stiller fint en almindelig frokostsult.

Endeligt har Mamma’s også en butik med delikatesser, hvor du kan bestille buffeter eller bare købe charcuterie, oste, pasta og vin med hjem til et godt måltid. Alle tre butikker ligger forbundet i Klaregade, men Delikatessebutikken har direkte indgang fra Pogestræde.

Lækre fristelser fra Themsens

Themsens Café & Fristelser, Overgade 32,
Odense C

Efter en god dags shopping eller måske et besøg i H.C.Andersen-kvarteret i Odense er Themsens Café & Fristelser et oplagt sted til et frikvarter.

Caféen ligger hyggeligt i et gammelt bindingsværkshus, hvor pladsen er lidt trang, og man kommer hinanden – og andre gæster – ved.  Stemningen er imidlertid meget venlig og afslappet, og betjeningen sød og opmærksom. Det er mor og datter, Jeanette og Jane Themsen, der serverer og samtidig står bag disken og sælger de enkelte delikatesser til hjemmebrug.

Jeg har før spist brunch på Themsens, og det var meget vellykket med fokus på kvalitetsråvarer og god betjening. I dag stod den på frokost, og vi valgte at give konceptet “Små fristelser” en chance.

Fire retter på en planke

Her får man fire små retter, der serveres på en træplanke, for 105 kr. Ekstra fristelser kan tilkøbes, og man kan også nøjes med færre, men fire varianter rækker til en god frokost.

Vi skulle begge prøve den hjemmelavede skaldyrssalat og den varmrøgede laks med wasabicreme. Derudover valgt jeg den varme svampesuppe med sherry og lufttørret egetræsrøget spansk oksekød, der blev serveret i en flot udskæring med salat og trøffelolie.

Min mand sprang på patêen med syltede grønne tomater (et sikkert hit selv for folk, der ikke værdsætter tomater – skyldes måske tilsætningen af vanille) og den lufttørrede skinke med artiskokcreme.

Brødkurven på gulvet

Det hele blev suppleret med en fyldt brødkurv med lyst brød og rugbrød fra eget bageri. Bortset fra, at min mand i en snæver armbevægelse fik væltet kurven ned på gulvet, var det en stor succes, og datteren var venlig til at efterfylde kurven efter behov.

Themsens har et pænt udvalg af spændende øl fra Refsvindinge Bryggeri og det lille Gundestrup Mejeri og Bryghus, der helt aktuelt fristede med sin påskebryg. Vi valgte dog den skrabede model med isvand til 10 kr. per person.

Mor og datter byder på sikkert håndværk, og vi skal helt sikkert omkring og lade os friste af andre delikatesser en anden gang. En klar anbefaling herfra.