Tag-arkiv: engelsk køkken

Anmeldelse: Hverdagsmad med masser af grøntsager

I morgen udkommer Hverdagsmad fra River Cottage, der er blevet til på baggrund af tv-serien med den langhårede brite Hugh Fearnley-Whittingstall bag kødgryderne.

Han kan bedst beskrives som en blanding af vores egen hjemlige Bonderøven og Jamie Oliver. Hans mission er, at vi skal spise lokalproduceret mad, der er i sæson. Det giver rigtig god mening, for det betyder samtidig bedst og billigst.

Men Hugh Fearnley-Whittingstall er ikke fanatisk, så der indgår både olivenolie og oversøsiske krydderier i hans mad. Informationen giver han, men valget må læseren selv træffe. Der hvor bogen dog skiller sig mest ud fra andre aktuelle kogebøger er afsnittet om grøntsager.

Der er et væld af grøntsagsopskrifter, der præsenteres med inspirerende billeder. Råvarerne i opskrifterne lader sig let skaffe i Danmark, men inspirationen er britisk og dermed ny for de fleste danskere. Bl.a. er der adskillige opskrifter på spændende sammensætninger af rødbeder, gulerødder og jordskokker.

Hverdagsmad fra River Cottage vil være god som læseinspiration, og der vil være retter, der næppe kommer pÃ¥ danske spiseborde – svinelever og lammehjerter vil nok skræmme nogen – mens bagte rødbeder med ribs, gulerødder med spidskommen og appelsin, hoummus af rødbeder og valnødder samt mange andre gode opskrifter give ny tilgang til rodfrugterne.

Kogebogens bageafsnit tager også udgangspunkt i den britiske baggrund, og der er opskrifter på havrekiks, digestivekiks og majsbrød, som ikke ofte findes samlet. Desserterne er også britiske klassikere som fx Eton Mess og Rabarber Fool, men også opskriften på en idiotsikret Crème Brûlée har sneget sig ind. Ikke alle opskrifterne egner sig lige godt som hverdagsmad, men kogebogen bør helt afgjort få en plads i din reol, hvis du har et forhold til britisk mad og har lyst til at lave nogle af klassikerne med ny inspiration.

Hugh Fearnley-Whittingstall:
Hverdagsmad fra River Cottage,
pris 299,95 kr., 416 sider, Strandberg Publishing

Klik her for at se bogen på Saxo.com

Share