Tag-arkiv: FDB

Rig p̴ rester Рkogebogsdilemma

En kogebog om restemad giver uvægerligt et dilemma: Hvordan kan man overhovedet lave en kogebog om rester, hvor maden både ser lækker ud, og som samtidig rammer læserne? Det er jo ikke meningen, at læseren skal gå ud og købe ind for at få nye rester, men netop bruge de glemte sager, der ligger og putter sig bagerst i køleskabet.

Tina Scheftelowitz har udarbejdet kogebogen, og hun har besluttet, at bogen skulle sigte pÃ¥ velsmag frem for god samvittighed, og derfor bruger hun ikke ordet madspild. Kogebogen hedder ogsÃ¥ sÃ¥ flot “Rig pÃ¥ rester”, og det er de fleste danskere vist. I særdeleshed her i kÃ¥lsæsonen, fristes man til at skrive.

Nogle af de gode rÃ¥d, som bogen bringer til torvs, er, at man skal sigte efter, hvilken smag man ønsker, at resterne skal forenes i: Skal det være indisk, italiensk eller thai. Brug sÃ¥ fantasien og sæt tingene sammen. Hvor tit har man alligevel ikke mÃ¥ttet erstatte én ingrediens med en anden, fordi man havde glemt at købe ind …

Et andet godt tip er, at man skal snitte og fryse sine grøntsagsrester, mens de er spiselige og sÃ¥ gemme dem i en boks – det kan fint samles, sÃ¥ man kan bruge dem til suppe. Og i virkeligheden er det convenience – pludselig har man rester i overflod, der kan blive til aftensmad pÃ¥ under en halv time. Hvor mange fÃ¥r fx spist hele det store hvidkÃ¥lshoved?

Der er selvfølgelig også egentlige opskrifter i kogebogen, som fx bazarsuppe, frikadeller med resteguld a la creme og cheesecake med overskudskompot. Disse retter får følgeskab af forslag til, hvordan en ret kan strækkes over flere dage, så familien overraskes positivt, når chili con carne bliver til tortillafest og ender som quesadilas med salatremix.

Kogebogens set-up er Tina Scheftelowitz classic. EfterhÃ¥nden har hun solgt mere end 1 million kogebøger, sÃ¥ skabelonen er ved at være velkendt. Denne gang er billederne dog ikke sÃ¥ prangende, som i tidligere udgivelser. Faktisk ligner maden meget det, der nok serveres i de fleste hjem pÃ¥ hverdage. Om det er nok til en ny storsælgende kogebog er ikke til at sige. Prisen er dog holdt lav, fordi kogebogen er blevet udarbejdet i samarbejdet med FDB. Bogen giver god rÃ¥d til den madinteresserede, og kan man lide Scheftelowitz’ køkken, sÃ¥ finder hendes resteguld sikkert ogsÃ¥ vej til din bogreol.

Tina Scheftelowitz: Rig på rester, 99,95 kr.
Kan købes i FDB’s butikker samt hos boghandlere.

Klik her for at se bogen på Saxo.com

Share

Klimavenlig mad – hvor kød kun er tilbehør

Man kan let få sin viden galt i halsen, når man begynder at sætte sig ind i klimavenlig mad.

Odense Kommune har i denne uge taget hul på en satsning, der skal gøre kantinepersonale, hjemkundsskabslærere og helt almindelige borgere mere bevidste om den klimapåvirkning, vi selv kan ændre på ved at ændre vores måltider.

Et af budskaberne er, at kød kan se frem til at blive det nye tilbehør på tallerkenen. Forklaringen er naturligvis, at kød belaster miljøet langt mere end grøntsagsproduktion.

NÃ¥r man bygger sin viden op, sÃ¥ kommer der automatisk en række nødvendige til- og fravalg – jeg har truffet de fleste, og for mig er det vigtigt at spise lokalt producerede varer, der er i sæson, men man kan ogsÃ¥ stadig finde citroner i mit køkken.

Uden løftede pegefingre, men med invitationen til at komme på Kold College og få et halvdagskursus i klimavenlig mad med kokken Rasmus Fredslund, så blev undervisningskøkkenet fyldt op. Det grå guld var i flertal, men også yngre kvinder og en enkelt børnefamilie havde fundet vej til kurset.

Appetitvækkeren var et oplæg om FDB’s nye kostpyramide og nogle facts om klimabelastningen fra nogle af de fødevarer, der fylder meget i vores kost. Egentligt var der ikke mange overraskelser, og du kan stadig roligt følge din sunde fornuft: Grøntsagerne skal fylde mest, og der er god grund til at vælge de varer, der er i sæson.

Dagens menu bestod af en pasta carbonara med en salat af spidskål, fennikel, rucola og æbler og en hurtig dessert af pocherede pærer.

Pasta carbonara er jo en klassiker, der ikke mindst er fantastisk, fordi den er lynhurtig at tilberede. I denne version er fløden droppet, og muskatnødden er skiftet ud med lidt fintsnittet løg og rød chili. Og pastaen – den er naturligvis lavet pÃ¥ fuldkorn. Let at lave og lækkert, men jeg indrømmer gerne, at fuldkornspasta altid har haft en bismag af savsmuld i min mund. SÃ¥ herhjemme vil jeg fortsat lave almindelig pasta, men mængderne er blevet mindre til fordel for grøntsagerne.

Opskriften kan du finde i hæftet med inspiration til de fire årstider, som Odense Kommune har udgivet.

De fleste kan hurtigt fikse en pasta carbonara (ellers er den klassiske udgave på her), så i stedet får du opskriften på salaten, som du også kan finde i hæftet:

Fennikel- og spidskålssalat

6-8 personer

  • 1 fennikel
  • ½ spidskÃ¥l eller 1/4 hvidkÃ¥l
  • 2 æbler
  • 1 bakke rucola

Dressing:

  • 2 spsk æbleeddike eller hyldeblomsteddike
  • ½ dl olie, fx koldpresset rapsolie
  • 1 spsk honning
  • ½ spsk sennep

Rens grøntsagerne og gem topskuddene fra fennikelen og brug dem som pynt til sidst. Fennikel og kÃ¥l snittes meget tyndt – gerne pÃ¥ et mandolinjern.

Fennikelen kan med fordel lægges i en skål med koldt vand, så den bliver helt sprød. Æblerne skæres i meget tynde både. Pisk ingredienserne til dressingen sammen og drag fordel af senneps naturlige emulgerende virkning ved at gøre det i denne rækkefølge: olie, sennep, honning og eddike. Bland salaten og lad den gerne trække en god halv times tid.

Salaten er god og fyldig, og den vil med sin syrligt søde smag passe fint til mange andre ting end pasta carbonara. Sammen med et stykke godt brød og en rest kylling kan den alene gøre det ud for et hovedmåltid.

Share

Lækker emballage og storytelling

Sidste weekend var jeg en tur i London, og de britiske supermarkeder er på nogle punkter langt forud for de danske. Bl.a. ofres der mere energi på lækker emballage, og selv om det britiske marked selvfølgelig er langt større end det danske, så undrer det mig stadigt, at danske supermarkeder bare halter bagefter. Hos Marks & Spencer købte jeg bl.a. tre æsker tebreve, og selvom det er en vare til omkring 10 kr. pr. pakke, så er der kælet for emballagen, så den kan tale sig ned i indkøbskurven hos enhver yngre kvinde, som produktet også er målrettet.

Herhjemme ynder vores supermarkeder mere at tale varerne ned – discountserier hos FDB (Xtra med den blÃ¥ klat pÃ¥ hvid baggrund) og Dansk Supermarkeds Budget-serie (med orange logo) har ingen vel rigtigt lyst til at skilte med, at de køber. Dansk Supermarked har selvfølgelig ogsÃ¥ deres Princip-serie, der skulle være varer af en lidt højere kvalitet, men det halter bare med historiefortællingen, og hvorfor indeholder den næsten ingen danske varer?

Til gengæld begynder Coop at sætte af med Änglamark, der ikke længere bare er hudplejeprodukter. Men endnu går jeg ikke efter danske supermarkeders private label produkter pga. lækkerhedsfaktoren. Ingen har vel lyst til at købe private label, hvis det ikke tilfører noget værdi i form af billigere varer eller bedre kvalitet til prisen?

Marks & Spencer har formået at finde deres plads med en storytelling, der er blevet mere udbygget i løbet af de seneste par år. For et par år siden havde varerne ofte et stempel/klistermærke, der markerede, hvis varen var britisk. Nu sælges varerne også med county-oprindelse og lidt uddybende forklaring. Den samme udvikling kunne jeg notere mig hos fx Gordon Ramsey, der ikke bare serverede en rødspættefilet, men en Rye Bay-rødspætte.

Herhjemme gÃ¥r vi vist lidt rundt og sover pÃ¥ laurbærrene og bulk-succesen – varer skal tilføjes værdi – og vi er endnu ikke nÃ¥et til det punkt, hvor vi er blevet bevidste om vores egnssærpræg.

Ofte kommer udviklingen nedefra, sÃ¥ de mindre producenter sætter ideen i værk, inden den bliver adopteret af de store producenter. Der er selvfølgelig en masse ting, der har indflydelse – dels har smÃ¥ producenter tit rigeligt at gøre med at sikre deres produktion, og deres markedsføringsbudgetter er ogsÃ¥ begrænsede. Og sÃ¥ har vi en detailhandel, der kræver, at varer skal repræsenteres i hele landet for at fÃ¥ et hyldenummer. Lad os bare indse, at de fleste af os er ret afhængige af supermarkeder, sÃ¥ vi mÃ¥ ogsÃ¥ kræve en bedre kvalitet og et mere spændende udbud, sÃ¥ det hele ikke ender i den slappeste og billigste kvalitet. Og sÃ¥ skal vi ogsÃ¥ købe ind efter vores krav – ogsÃ¥ nÃ¥r det er midt pÃ¥ mÃ¥neden.

Private label er en udmærket ting, men lige som mad smager bedre af porcelænstallerkener end af pap, så nyder jeg også, når nogen har tænkt lidt over, at varer godt må puttes i pæn emballage, der tilmed er funktionel. Det er der faktisk en del firmaer, der har fundet ud af, og hvor ville det da være skønt, hvis flere herhjemme gad at gå ind i den kamp. Og der opstår dilemmaet også, for private label er ikke ensbetydende med dårlig kvalitet, men sædvanligvis ensartet kvalitet i enorme mængder, som sagtens kan være både god og spændende. Alligevel kunne det godt blive en win-win situation, for udenlandske supermarkeder har luret, at de tjener flere penge på deres private labels, end de gør på brand-varer.

Share