Tag-arkiv: frokost

Loungevisit hos Thomas Pasfall

4 stjerner
4 stjerner

Restaurant Pasfall
Brandts Passage 31, Odense C

Pasfall RestaurantOmrådet omkring Brandts i Odense begynder at blive rigtigt interessant. Noget latinerkvarter, som det kaldes, bliver det jo aldrig (et latinerkvarter kræver, at der har ligget en latinskole), og det er nok mere passende at kalde det byens Kreative Kvarter. I det gamle posthus ligger bl.a. butikken Sommers, der sælger grej, gear og godt til ganen.

Og ved siden af ligger Thomas Pasfall, der er rykket fra Munkebo Kro til Odense og mere loungeprægede omgivelser. Vi havde bestilt bord, men det havde vi ikke behøvet. Det viste sig, at vi var de eneste gæster bortset fra et enkelt bord, der var ved at bryde op, da vi kom kl. 12.

Bordene er dækket med hvide duge, og forventningen bliver sat højt af tjeneren, der forsøger at sælge os en aperitif. Vi har dog planer om eftermiddagen, og vi bliver enige om at nøjes med mineralvand.

Forretten - en ballotine af søtunge
Forretten – en ballotine af søtunge

Vi vælger dagens frokostmenu med tre retter til 345 kr. Første ret består af en ballotine af søtunge serveret med citronmarinerede æblestykker, tomatconcassé, ristede hasselnødder og skummende sauce. Forretten har en anselig størrelse til en frokostmenu, og den lægger en god bund.

På restauranter er der åbenbart gået mode i at servere brødet i en pose i stedet for i en kurv. Det har altid forekommet mig besynderligt, at spisesteder lader faguddannet personale opføre sig som teenagere, der ikke kan besvære sig med at finde en kurv. Under alle omstændigheder er de små friskbagte kuvertbrød lækre og sender gode minder om dengang, Pasfall havde bagerbutik i Ullerslev (jeg har aldrig fundet lige så gode hindbærsnitter, som han præstede derude). Eneste fordel ved bagerposen er, at tjeneren ikke kan se, om den er fuld eller tom, så derfor får vi endnu en pose til hovedretten.

Hovedretten var en glas grissebasse, som Thomas Pasfall ynder at kalde den
Hovedretten var en glas grissebasse, som Thomas Pasfall ynder at kalde den

Hovedretten følger hurtigt, og vi får svinefilet med god stegeskorpe og en let smag af ingefær og honning. På tallerkenen ligger marinerede rødløg, estragon og dampede skalotteløg i en sky med gode karamelnoter. Jeg undrer mig over, at de små dampede kartofler er sjusket skrabet. Man kan vælge at servere små kartofler med skræl, men vælger man at skrabe dem, så kan man i det mindste gøre det grundigt. Med to gæster i restauranten og otte kartofler i skålen kunne køkkenet nok følge med.

Vi når dårligt at blive færdige med kuvertbrødet, før tjeneren er klar til at rydde bordet efter hovedretten og servere desserten.

Desserten var en rabarbersorbet med en citron-vaniljecreme og sprøde biscuits.
Desserten var en rabarbersorbet med en citron-vaniljecreme og sprøde biscuits.

Desserten er i herrestørrelse og består af rabarbersorbet serveret med en citron-vaniljecreme og sprøde biscuits. Vi skyller desserten ned med to kopper kaffe, som står i 65 kr. pr. stk.

Petitfour som dagens sidste hilsen fra køkkenet
Petitfour som dagens sidste hilsen fra køkkenet

Som afslutning på måltidet får vi en petitfour i form af en mini mazarin med passionsfrugt coulis, minimarengs og karamelcreme.  Og så er dagens sukkerbehov også dækket.

Desværre var vi alene om at spise på den fine restaurant - bortset fra Thomas Pasfall selv, der hyggede med en kaffegæst ved bardisken
Desværre var vi alene om at skabe hygge pÃ¥ den fine restaurant – bortset fra Thomas Pasfall selv, der hyggede med en kaffegæst ved bardisken

Frokosten er overstået på bare fem kvarter, og effektiviteten er i højsædet. Det er rart at vide, at restauranten kan klare en stilsikker servering effektivt. Men det var ærgerligt, at vi var de eneste gæster i restauranten en dag, hvor byen summede af liv.

Det danske prisniveau er også en lidt ærgerlig oplevelse. Maden er prissat fair i forhold til kvaliteten. Men 65 kr. for sort kaffe er i overkanten. Senere i påsken går turen syd for grænsen, hvor vi aldrig betænker os på at bestille lige nøjagtigt den mad og de drikkevarer, vi har lyst til. Det er desværre ikke tilfældet herhjemme, hvor restauratører er pressede til at kalkulere drikkevarer hårdt.

Thomas Pasfall er bestemt et besøg værd, men vi blev ikke slået omkuld af oplevelsen til denne frokost. Det fylder meget, at vi sad ensomt på en fin restaurant på en dag, hvor Odenses caféer var fyldt til sidste bord.

Share

Anmeldelse: Lækre tapas fra Caroline

Når jeg skal have gæster, plejer det at være en smal sag at sætte lidt frokost på bordet. Da Deal.dk lokkede med et tilbud om fire portioner fynsk-franske tapas fra Caroline, sprang jeg alligevel på, for det var dejligt at have lidt i baghånden, når der er en baby på armen.

Ankomsten af et flot nyt spisebord gav anledning til at invitere mine forældre og min bror, der har været mellemmand på at få bordet hjem fra Frankrig. Det betød, at vi lige måtte bestille en ekstra portion tapas, men det var heldigvis ikke noget problem.

Caroline bor i Nørregade og er det tætteste, vi kommer pÃ¥ en viktualieforretning i Odense. Franskfødte Caroline Penhoat drev tidligere sin butik i Rosenbæk-gÃ¥rdmarkedet, men flyttede til Odenses fødevaregade, da gÃ¥rdmarkedet lukkede. Butikken sælger charcuterie, kødvarer og delikatesser. Det er dog ingen slagterbutik, men i højere grad en butik, der kan hjælpe med færdige – eller næsten færdige løsninger.

Deals kan både være gode og dårlige. Jeg har efterhånden læst mange indlæg, hvor forretningsdrivende bliver overrumplede af det store antal kunder og derfor sænker kvaliteten. Derfor blev jeg glad for at læse, at Caroline tog forbehold for travlhed. Hun vil simpelthen ikke tage for mange bestillinger ind ad gangen. Vi bestilte dog uden problemer på nettet og fik en kvittering på, hvornår vi kunne hente anretningerne. Desuden fik vi tilbud om at købe brød til anretningerne, men da stod dejen til flûtes allerede og boblede på køkkenbordet.

Alligevel var jeg til det sidste lidt bekymret for, om der nu var mad nok. Heldigvis blev bekymringen gjort til skamme. PÃ¥ Carolines hjemmeside kunne vi læse, at anretningen kunne indeholde lufttørret spegepølse, hvidløgspølse, lufttørret skinke, andeterrine, “grignotons”, ost, oliven, cornichons og peberfrugt/aubergine-puré.

Det viste sig, at anretningerne indeholdt alle de nævnte ting, og vi kunne glæde os over, at engangsservice har fÃ¥et en æstetisk opgradering. Anretningerne var perfekte at sætte pÃ¥ bordet i de medfølgene “bÃ¥de”, og alle blev mætte. PÃ¥lægget fra friskskÃ¥ret og meget velsmagende. Lufttørret skinke er altid en rettesnor, fordi skinken let kan fÃ¥ en trist bismag, men skinken pÃ¥ anretningen havde den perfekte nøddeagtige sødme. Eneste levning pÃ¥ min anretning var de smÃ¥ pølser – grignotons – som var seks smÃ¥ pølser i bitesize, og det skyldtes kun, at appetitten slap op.

Dette var en af de deals, der nok skal skaffe nye kunder i butikken. Jeg er i hvert fald ikke skræmt af at betale fuld pris – 80 kr. - for en anretning i den kvalitet.

Share

Sunday Roast hos Gordon Ramsey

Gordon Ramsey at Claridge’s, Brook Street, London

Claridge’s Hotel ligger pÃ¥ en parallelvej til Oxford Street, og de fÃ¥ 100 meters gang fra den hektiske mainstreet sætter tempoet ned og de forbipasserende bilers pris op. Her i de velbjergedes smørhul ligger hotellet, og ved døren er en portier ved at læsse Louis Vuitton kufferter pÃ¥ en vogn, mens en dørmand iklædt reglementeret bowlerhat holder døren for os.

Mange virkeligt gode restauranter har fine frokosttilbud, og Gordon Ramsey pÃ¥ Claridge’s Hotel i London er ingen undtagelse. Her lyder slagtilbuddet pÃ¥ en Sunday Roast pÃ¥ tre retter til £ 30, og vi har reserveret bord fÃ¥ dage i forvejen.

Inde i hotellets reception mærker man straks, at der bare er klasse over stedet. Jeg besøger ladies’ room, som er det oprindelige og ca. 100 Ã¥r gammelt. En venlig dame stÃ¥r klar til at Ã¥bne vandhanen for mig, da jeg træder ud fra toilettet. Og straks jeg har vasket hænder, rækker hun mig et hÃ¥ndklæde. Bagefter er hun klar til at tørre den sorte marmorplade af for stænk.

Vi bliver budt velkommen i restauranten, hvor personalet kl. 12 er i overtal i forhold til antallet af gæster i den art deco udsmykkede spisesal. Vi har valgt den tidlige frokost, fordi vi skal flyve hjem samme eftermiddag.

De tjenende Ã¥nder stÃ¥r i kø for at betjene os. En tjener bringer os menukortet, en anden byder brød, vintjeneren sørger for, at vi fÃ¥r vand i glassene, og restaurantchefen Francois springer rundt blandt bordene og sikrer, at alle er godt tilpas. Og nÃ¥r jeg skriver springer, sÃ¥ mener jeg det faktisk – den franske restaurantchef minder i mistænkelig grad om en yngre version af Mr. Bean, og han formÃ¥r at fÃ¥ løsnet op for stemningen pÃ¥ en meget positiv mÃ¥de.

Vi har snydt og tjekket menukortet hjemmefra, sÃ¥ vi skal ikke bruge mange minutter pÃ¥ at vælge vores tre retter. Egentligt vil vi ikke have vin til maden, men da det gÃ¥r op for os, at vinmenuen præsenteres på en Ipad, sÃ¥ falder vi alligevel for fristelsen. Løsningen er ny for os, men den kommer vi sikkert til at se mange steder indenfor ganske kort tid. Gæsten fÃ¥r selv lov til at fordybe sig i det elektroniske vinkort, og man trykker bare pÃ¥ skærmen ud for de vine, man vil smage. Ipad’en afhentes straks efter af sommelieren .

Vi fÃ¥r en lille amuse bouche, der bestÃ¥r af en kold ærtesuppe med søde svampe. Suppen er lækker og passer udmærket med brødet og det ledsagende smør med hhv. krydderurter og karry. Hurtigt følger vores forretter. Jeg har valgt en sikker servering – gravad havørred, der serveres med agurkesorbet. Konsistens og smag er lækker og frisk med det helt rette bid, og jeg undrer mig over, hvordan stiksaltet fisk nogensinde er blevet en salgssucces.

Med slet skjult Noma-inspiration har min mand valgt et røget Burford Brown æg, der serveres på en ragout af svampe og porrer. Ægget er placeret under låg, og der er selvfølgelig også et vist show over, at tjeneren lukker røgen ud midt i restauranten. Begge forretter er lækre og passende i størrelse, så der er plads til at sætte tænderne i hovedretterne.

Restauranten er ved at blive godt fyldt, men tjenerne er fortsat opmærksomme og har endda lidt tid til at tale med os. Det er en fornøjelse at møde faglærte tjenerne, der er stolte af deres fag og ikke mindst at blive betjent på den overskudsagtige måde, der følger, når folk kan deres kram.

Vores hovedretter kommer efter maksmimalt femten minutters ventetid. Jeg har valgt den rustikke servering, som er oksefilet med Yorkshirepudding, stegte kartofler og grøntsager. Jeg er selvfølgelig blevet spurgt til, hvordan jeg ønsker mit kød, og det er perfekt medium-rare. PÃ¥ tallerkenen er ogsÃ¥ de mest perfekte dampede bønner, jeg nogensinde har fÃ¥et. Gad vide, hvad hemmeligheden er …

Min mand har valgt Rye Bay-rødpættefileter med winkles-muslinger, og den serveres på et leje af dampede friske ærter og hestebønner. Det smager vanvittigt godt, men han savner lidt mere substans og får en af mine kartofler. Som dansker er det herligt at se, at rødspætter kan bruges til andet end kogte kartofler og persillesovs, og den udfordring kunne fiskerne og de danske restauratører også godt tage op.

Vi er ved at være fremme ved desserten, og min mand er pÃ¥ men’s room. Jeg har tidligere glædet mig over, at jeg var ude lidt tidligere, for den franske restaurantchef har overstrømmende budt gæsterne velkommen tilbage, nÃ¥r de returnerer. Kort efter er desserten klar. Vi har begge bestilt chokoladefondant med hindbærsorbet, og tiden arbejder imod den varme kage og sorbeten. Restaurantchefen beklager og slÃ¥r ud med armene – “hurry up and eat your husband’s dessert, I’ll get him a new one”. Jeg nÃ¥r nu kun at begynde pÃ¥ min egen dessert, før min mand kommer tilbage. 

Og restaurantchefen er hurtig til at komme med et godt tilbud – mÃ¥ske foranlediget af, at vi har taget billeder af al maden: om vi kunne tænke os at se køkkenet. Jotak!, og sÃ¥ bliver der ringet derud. Vi fÃ¥r en hurtig rundtur, men der er stadig frokostryk, sÃ¥ der bliver ikke rigtigt mulighed for at stille spørgsmÃ¥l. Til gengæld føler jeg mig meget privilegeret, da vi bagefter fÃ¥r kaffe med hjemmelavede trøfler og marshmellows i salonen.

Og da vi fÃ¥r regningen, bliver vi igen mindet om, hvorfor det ikke altid er sjovt at gÃ¥ ud at spise i Danmark – £ 95 eller mindre end 900 kr. har mÃ¥ltidet kostet. Der findes umÃ¥deligt mange muligheder for at fÃ¥ et dÃ¥rligt mÃ¥ltid herhjemme til de penge, og jeg kan ikke komme med et eneste bud pÃ¥, hvor man kan finde en oplevelse, der er perfekt til fingerspidserne, uden at prisen skal ganges med to.

Ferien er ved at være slut, og vi mangler bare at tage tuben ned til hotellet og hanke op i kufferterne. Med en god frokost i maven er udsigten til lufthavnskøer lidt lettere at leve med.

Share