Tag-arkiv: Karat

Kaffe, kaffe, kaffe

Der er stor forskel på kaffe – både på smagen og prisen. Jeg indrømmer gerne, at jeg både drikker billig og dyr kaffe i skøn forening. Jeg bryder mig ikke ret meget om instant kaffe, for jeg tager min kaffe sort, men jeg kan godt blive glad for virkningen af en almindelig supermarkedskaffe og værdsætte velsmagen i en dyrere pose fra Costa Rica, Guatamala eller Rwanda, som er de foretrukne bønner, når jeg besøger min altid smilende kaffedame hos CaViThé på Skibhusvej.

Når jeg køber kaffe hos kaffedamen, så køber jeg hele bønner, som jeg selv maler til min Bodum Chambord, men det sker til aftenkaffen – aldrig om morgenen. Derfor har jeg også almindelig filterkaffe på lager.

Moccamaster

For snart længe siden fik jeg tilsendt en smagsprøve fra Moccamaster, der havde lavet en række film om kaffens vej fra bønne til kop. Kaffen fra Rwanda var blød i smagen med mange fine nuancer. Heldigvis har jeg en Moccamaster at brygge min filterkaffe på, og hvad den maskine ikke kan hente i smukt design, kan den i stedet vinde på at være meget stabil til at brygge kaffen ved høj temperatur.

Desværre havde Moccamasters filmteam – formentligt planlagt – startet med at glemme deres kaffekværn inden deres kaffeodyssé, og derfor begyndte første film med en langtrukken forestilling om at fremskaffe en alternativ kværn på et marked. Jeg blev simpelthen så irriteret – hvis man tager på jagt efter kaffe, så har man vel forberedt sig lidt hjemmefra? Ellers behøver man vel ikke nødvendigvis at underholde med det? Heldigvis er Moccamaster væsentligt bedre til at bygge kaffemaskiner end til at lave film. Kaffen var forøvrigt rigtigt god, men det forlyder ikke, at Moccamaster vil ind på markedet som kaffeleverandør. Hvis du vil se filmen og vejen fra plantage til kop, så kan du se filmen her.

Til madbloggertræffet for et par uger siden rummede vores goodiebag et par spændende kaffer.

Grower’s Cup

Grower’s Cup er gourmetkaffe på pose. Og det ser næsten lige så Spejdersport-agtigt ud, som det lyder, men friluftsmennesker holder også af god kaffe. Kaffeposerne åbnes og tilsættes vand, hvorefter de lukkes, og man kan hælde af dem efter næsten samme princip som mælkeposer. Der findes også en plasticholder til kaffeposerne, men den er dels ikke så praktisk at tage med ud i naturen, og dels ser den ikke køn ud på bordet, hvis man vil servere den gode kaffe for gæster.

Jeg fik chancen for at teste posen til bloggertræffet, og det virker. Velsmagende og overbevisende, for det smager som friskmalet kaffe. Jens Gundtoft serverede forskellige typer, og den fløjlsbløde Guatemala er og bliver min favorit, mens en mere eksklusiv bønne Kenya AA PLus havde for meget kant til at falde i min smag. Posen indeholder kaffe til to personer og koster knap 20 kr.

Grower’s Cup fås også som bønner i pose, og de fleste vil nok foretrække at sætte en lidt kønnere kande på bordet. Til gengæld glæder jeg mig til at få en god kop kaffe på hotelværelset, når turen om nogle uger går til London. Jeg mener, at Superbrugsen har haft Grower’s Cup som tilbudsvare, men du kan altid finde en forhandler her.

Zoégas

Zoégas var den anden kaffe i goodiebagen. Zoégas er en mørkristet kaffe, og smagsprøven bestod af en pakke filterkaffe. Det er Nestlé, der har lanceret kaffen på det danske marked, og den ligger prismæssigt mellem tilbudskaffer som Karat, Gevalia og Merrild og supermarkedernes gourmetkaffer fra fx Grower’s Cup og Kent Kaffe.

Zoégas har flere smagsnuancer end de billigere varianter, men den rummer ikke så mange smagsnoter, at den mætter. Faktisk er der tale om en hverdagskaffe i en luksuriøs indpakning – den rektangulære pakke skiller sig ud fra andre kaffer. Jeg har endnu ikke set et “hverdagstilbud” på kaffen, som jeg forleden så i Superbrugsen til 54,95 kr. for 500 gram.