Tag-arkiv: London

Afternoon tea i tre etager

Harrods Georgian Restaurant – Knightsbridge     
87-135 Brompton Road, Knightsbridge, London, SW1X 7XL   

Dresscode: Smart casual (!)
 
Briterne er berømte for deres afternoon tea, men alligevel er det ikke helt let at finde et sted at få den serveret i London. Det er selvfølgelig en sandhed med modifikationer, men mange steder er der dresscode, og som oplevelseshungrende turist er det bare sjovere, hvis teen kan indtages iført gummisko og rygsæk, uden at det afføder stiff upperlip hos tjeneren.

I weekenden faldt vores valg på Harrods Georgian Restaurant, selv om jeg altid har syntes, at Harrods var lidt kitsch, fordi turisterne kun har råd til at forkæle sig med indkøbsnet og tvivlsomme småkager i dåser med Harrods logo.

Af samme årsag har jeg aldrig brugt tid på stormagasinet, men jeg fik en overordentlig positiv overraskelse. Når man først har sparket sig vej gennem turistmylderet, så ligger der et fantastisk fødevaremarked i stueetagen. Man kan købe frisk fisk og kød, og her er mindre barer, hvor man kan vælge en fisk eller et stykke kød, som bliver tilberedt efter ønske. I de hellige haller er også et imponerende udvalg af te og fyldte chokolader, mens dagligvarerne er repræsenterede, men i uendeligt lille antal.

Bygningen, der huser Harrods, bærer præg af at være over 100 år gammel. Visse dele er umådeligt smukke, mens andre virker meget bedagede. Til de smukke dele hører toiletter med oprindelige art nouveau fliser, mens en opgang med egyptiske søjler virker spøjs. På fjerde sal ligger The Georgian Restaurant, der serverer afternoon tea for £ 26 mellem kl. 15 og 17.15. Det er en god idé at bestille bord hjemmefra, for køen kan være lang, og vi så mange blive afvist.

Vi blev modtaget og ledt til vores bord, hvor vi fik udleveret tekortet. Det var noget begrænset, særligt set i lyset af, at vi netop havde ladet os friste af teafdelingen i stueetagen. Vi valgte en løsbladste edwardian blend, og vores afternoon tea fulgte kort efter.

Serveringen består i en tre etagers opsats, som man tømmer nedefra. I bunden var de klassiske sandwiches – i denne udgave var brødet dog forskelligt og ikke begrænset til hvidt og groft brød. Cucumber and creamcheese kom i et brød med dildspidser. Ham and piccalilly (briternes version af remoulade) blev serveret i et gurkemejebrød, mens cheese and branstonpickle kom i et groft brød. Egg and cress kom i et brød med nogle udefinérbare urter, og salmon and creamcheese kom i et lyst brød. Sandwich’ne var skåret i fine stykker og befriet for kanterne – sådan skal det være, selv om man godt kan savne lidt struktur. Efter vi havde tømt nederste etage, kom tjeneren og spurgte, om vi ønskede flere sandwiches. Vi takkede nej, men bordet ved siden af fik et nyt fad, så man skal nok få stillet sulten.

Vi bevægede os opad i opsatsen. Næste nummer var scones (som udtales “skåns” og ikke “scoonees” som bagerjomfruer herhjemme har for vane). To almindelige og to med rosiner. Scone er ikke det letteste stykke bagerbrød, så serveringen var rigelig og blev fuldt af det klassiske tilbehør clotted cream og jordbærsyltetøj samt en tyndflydende gelé med rosenblade. Clotted cream er en mellemting mellem smør og creme fraiche, og den træder i stedet for smør på scones. Det smager pragtfuldt, men man kan også mærke kalorierne glide ned og lande på hofterne.

Efter en pause, hvor vi fik bragt en frisk kande te, var vi klar til at indtage øverste og mindste etage på opsatsen, hvor et fint udvalg af kager var samlet. Helt traditionelt var der to forskellige slags spongecake, en frugtkage med rosiner, sukat og pomerans, og en hindbærkage med en flot pink farve. Bagefter fulgte chokoladeeclairs og små frugttærter, inden vi kunne runde af med to miniature cheesecakes med jordbær på toppen og et sprødt mellemlag.

Omkring os i restauranten sad et væld af turister. Fortolkningen af smart casual var bred, men man kan uden problemer komme iført fornuftige sko og vindjakke. Tjenerne var opmærksomme, og vi følte os velkomne. Derfor var det også en helt igennem god oplevelse at indtage sin afternoon tea i Harrods, hvor der var mulighed for at peoplespotte hovedrige arabere og briter i stormagasinets afdelinger over 1. sal.

Sunday Roast hos Gordon Ramsey

Gordon Ramsey at Claridge’s, Brook Street, London

Claridge’s Hotel ligger på en parallelvej til Oxford Street, og de få 100 meters gang fra den hektiske mainstreet sætter tempoet ned og de forbipasserende bilers pris op. Her i de velbjergedes smørhul ligger hotellet, og ved døren er en portier ved at læsse Louis Vuitton kufferter på en vogn, mens en dørmand iklædt reglementeret bowlerhat holder døren for os.

Mange virkeligt gode restauranter har fine frokosttilbud, og Gordon Ramsey på Claridge’s Hotel i London er ingen undtagelse. Her lyder slagtilbuddet på en Sunday Roast på tre retter til £ 30, og vi har reserveret bord få dage i forvejen.

Inde i hotellets reception mærker man straks, at der bare er klasse over stedet. Jeg besøger ladies’ room, som er det oprindelige og ca. 100 år gammelt. En venlig dame står klar til at åbne vandhanen for mig, da jeg træder ud fra toilettet. Og straks jeg har vasket hænder, rækker hun mig et håndklæde. Bagefter er hun klar til at tørre den sorte marmorplade af for stænk.

Vi bliver budt velkommen i restauranten, hvor personalet kl. 12 er i overtal i forhold til antallet af gæster i den art deco udsmykkede spisesal. Vi har valgt den tidlige frokost, fordi vi skal flyve hjem samme eftermiddag.

De tjenende ånder står i kø for at betjene os. En tjener bringer os menukortet, en anden byder brød, vintjeneren sørger for, at vi får vand i glassene, og restaurantchefen Francois springer rundt blandt bordene og sikrer, at alle er godt tilpas. Og når jeg skriver springer, så mener jeg det faktisk – den franske restaurantchef minder i mistænkelig grad om en yngre version af Mr. Bean, og han formår at få løsnet op for stemningen på en meget positiv måde.

Vi har snydt og tjekket menukortet hjemmefra, så vi skal ikke bruge mange minutter på at vælge vores tre retter. Egentligt vil vi ikke have vin til maden, men da det går op for os, at vinmenuen præsenteres på en Ipad, så falder vi alligevel for fristelsen. Løsningen er ny for os, men den kommer vi sikkert til at se mange steder indenfor ganske kort tid. Gæsten får selv lov til at fordybe sig i det elektroniske vinkort, og man trykker bare på skærmen ud for de vine, man vil smage. Ipad’en afhentes straks efter af sommelieren .

Vi får en lille amuse bouche, der består af en kold ærtesuppe med søde svampe. Suppen er lækker og passer udmærket med brødet og det ledsagende smør med hhv. krydderurter og karry. Hurtigt følger vores forretter. Jeg har valgt en sikker servering – gravad havørred, der serveres med agurkesorbet. Konsistens og smag er lækker og frisk med det helt rette bid, og jeg undrer mig over, hvordan stiksaltet fisk nogensinde er blevet en salgssucces.

Med slet skjult Noma-inspiration har min mand valgt et røget Burford Brown æg, der serveres på en ragout af svampe og porrer. Ægget er placeret under låg, og der er selvfølgelig også et vist show over, at tjeneren lukker røgen ud midt i restauranten. Begge forretter er lækre og passende i størrelse, så der er plads til at sætte tænderne i hovedretterne.

Restauranten er ved at blive godt fyldt, men tjenerne er fortsat opmærksomme og har endda lidt tid til at tale med os. Det er en fornøjelse at møde faglærte tjenerne, der er stolte af deres fag og ikke mindst at blive betjent på den overskudsagtige måde, der følger, når folk kan deres kram.

Vores hovedretter kommer efter maksmimalt femten minutters ventetid. Jeg har valgt den rustikke servering, som er oksefilet med Yorkshirepudding, stegte kartofler og grøntsager. Jeg er selvfølgelig blevet spurgt til, hvordan jeg ønsker mit kød, og det er perfekt medium-rare. På tallerkenen er også de mest perfekte dampede bønner, jeg nogensinde har fået. Gad vide, hvad hemmeligheden er …

Min mand har valgt Rye Bay-rødpættefileter med winkles-muslinger, og den serveres på et leje af dampede friske ærter og hestebønner. Det smager vanvittigt godt, men han savner lidt mere substans og får en af mine kartofler. Som dansker er det herligt at se, at rødspætter kan bruges til andet end kogte kartofler og persillesovs, og den udfordring kunne fiskerne og de danske restauratører også godt tage op.

Vi er ved at være fremme ved desserten, og min mand er på men’s room. Jeg har tidligere glædet mig over, at jeg var ude lidt tidligere, for den franske restaurantchef har overstrømmende budt gæsterne velkommen tilbage, når de returnerer. Kort efter er desserten klar. Vi har begge bestilt chokoladefondant med hindbærsorbet, og tiden arbejder imod den varme kage og sorbeten. Restaurantchefen beklager og slår ud med armene – “hurry up and eat your husband’s dessert, I’ll get him a new one”. Jeg når nu kun at begynde på min egen dessert, før min mand kommer tilbage. 

Og restaurantchefen er hurtig til at komme med et godt tilbud – måske foranlediget af, at vi har taget billeder af al maden: om vi kunne tænke os at se køkkenet. Jotak!, og så bliver der ringet derud. Vi får en hurtig rundtur, men der er stadig frokostryk, så der bliver ikke rigtigt mulighed for at stille spørgsmål. Til gengæld føler jeg mig meget privilegeret, da vi bagefter får kaffe med hjemmelavede trøfler og marshmellows i salonen.

Og da vi får regningen, bliver vi igen mindet om, hvorfor det ikke altid er sjovt at gå ud at spise i Danmark – £ 95 eller mindre end 900 kr. har måltidet kostet. Der findes umådeligt mange muligheder for at få et dårligt måltid herhjemme til de penge, og jeg kan ikke komme med et eneste bud på, hvor man kan finde en oplevelse, der er perfekt til fingerspidserne, uden at prisen skal ganges med to.

Ferien er ved at være slut, og vi mangler bare at tage tuben ned til hotellet og hanke op i kufferterne. Med en god frokost i maven er udsigten til lufthavnskøer lidt lettere at leve med.