Tag-arkiv: mad med rabarber

Rabarbertærte – fransk frugttærte efter havens sortiment

Denne franske tærte kan varieres med næsten alle de frugter, som du måtte have på lager. Den er lige skøn med blåbær, æbler og hindbær, men netop nu er det rabarberne, der vælter op i min have.

1 tærte – ca. seks personer

Tærtedej

  • 125 g blødt smør
  • 1 æg
  • 250 hvedemel
  • lidt vand til at samle dejen – ca. 3 spsk

Bland smør og hvedemel og tilsæt ægget. Ælt grundigt og tilsæt vand efter behov. Lad dejen hvile i køleskab i mindst en halv time.

Flan

Flan er en vaniljecreme, der ofte bruges i franske desserttærter, hvor den holder bunden sprød og fyldet blødt og saftigt.

  • 2 æg
  • 75 g sukker
  • 10 cl mælk
  • 10 cl fløde
  • kornene af 1 stang vanilje eller 3 tsk vaniljesukker

Fyld

  • Ca. 400 g frugt efter sæson, fx rabarber i skiver, blommer, æbler, hindbær, kirsebær eller blÃ¥bær.

Du skal være opmærksom på, om frugten til fyldet er meget syrlig og evt. give det et par spsk sukker. Jeg lader fx rabarberskiverne trække med lidt sukker. En anden mulighed er at drysse den færdigbagte tærte med flormelis.

Rul tærtedejen ud, og kom den i et tærtefad. Tryk den godt i siderne og prik dejen med en gaffel, så dejen ikke bobler, når den forbages.

Forbag dejen ved 200 grader i 10-12 minutter, indtil den er gyldenbrun. Fordel fyldet i tærteformen og hæld flan over, så det når kanten af tærteformen. Bag tærten ved 180 grader i ca. 30 minutter, eller indtil flanen er fast. Servér tærten lun eller afkølet, men samme dag den er bagt. I Danmark kunne vi nok finde på at give en klat flødeskum eller cremefraiche til, men i Frankrig vil man spise den, som den er.

Share

Hjemmelavet rabarbersaft

Frisk rabarbersaftRabarber har en fantastisk lang sæson, men vender man ryggen til et øjeblik, så kan stænglerne blive næsten 1 meter lange og på tykkelse med en underarm. Og så store rabarber er ikke gode til syltetøj, men så kan de heldigvis blive til hjemmelavet saft. Det bedste er næsten, at det tager under en time at forvandle rabarber til pink limonade på flaske. Saften fortyndes med vand i blandingsforholdet 1:4.

1,5 liter saft

  • 2 kg rabarber
  • ½ liter vand
  • 500 g sukker
  • 2 tsk atamon

Rens rabarberne og skær dem i stykker. Kog derefter rabarberne ved svag varme i vandet tilsat sukker, indtil de smatter ud. Det tager cirka en halv time. Herefter sigtes rabarberne. Hvis du ikke har en saftklæde, kan et rent viskestykke bruges. Tilsæt 1 tsk atamon til den færdige saft. Saften hældes på rene skoldede flasker. Jeg ryster de rengjorte flasker med 1 tsk atamon, og det rækker fint til et par flasker.

Pulpen, der bliver til overs, kan man evt. spise med græsk yoghurt eller yoghurt naturel.

Saften kan holde et par måneder, hvis den bliver opbevaret tørt og køligt.

Share