Tag-arkiv: michelin

Buerehiesel Рbare netop best̴et

Restaurant Buerehiesel, Parc de l’Orangerie, F-67000 Strasbourg

Jeg kommer ret ofte til Alsace, og jeg har efterhÃ¥nden spist pÃ¥ rigtigt mange gode restauranter – ogsÃ¥ et par med stjerner. I Ã¥r skulle stjerneoplevelsen være Buerehiesel, der ligger smukt i Orangerie-parken i Strasbourg tæt pÃ¥ Europa-Parlamentet.  Det gav selvfølgelig lidt betænkeligheder, for kan en restaurant med et solid kundebase af parlamentarikere og lobbyister ogsÃ¥ servere en romantisk middag til et par turister pÃ¥ udflugt?

Konklusionen er, at maden er fin, men heller ikke mere. Til gengæld var betjeningen uengageret, og vi kommer altså ikke igen.

Vi havde bestilt bord på Buerehiesel til frokost, og vi blev placeret i et lokale, hvor andre par spiste, og et selskab fik dagens forretningsmenu til ca. 35 euro. Vi valgte menuen til 68 euro og glædede os til lidt ekstra numre og slag med halen.

I første omgang brillerede betjeningen ved ikke at tale andet end fransk. Det er yderst sjældent, at man oplever det, og pÃ¥ de mange prisbillige restauranter inde i Strasbourgs gamle bydel kan man sagtens blive betjent pÃ¥ engelsk. Jeg ville forvente det samme pÃ¥ en restaurant, der har Europa-Parlamentet som nabo, og det havde da hjulpet pÃ¥ storytelling’en, hvis tjener og vintjener var mere tilgængelige.

Amouse Bouchen var en smule rutinepræget – en lille kop ærtesuppe og en crostini med schwarzwalderskinke. Og jeg mÃ¥ med skam meddele, at mÃ¥ltidet fortsatte i samme dur.

Forretten var en terrine med foie gras på and, duebryst og hanebryst i portvinsgelé. Retten var præsenteret flot, men der var ikke meget smag, og jeg savnede lidt modspil til kødets sarte smag. I øvrigt blev retten blot placeret på min plads, mens jeg var kortvarigt fraværende. Terrinen var ikke i fare for at smelte, hvis den havde ventet et øjeblik på anretterbordet, indtil vi var fuldtallige, men vi fik fornemmelsen af, at vi var ligegyldige for tjenerne.

Efter forretten fulgte en skindstegt fisk med små nye grøntsager i varm olie-eddike dressing. Fint og velsmagende, men også temmeligt rutinepræget.

Hurtigt herefter kom hovedretten, som var glaseret andebryst og confiteret lÃ¥r med smÃ¥ nye grøntsager og stegte kartofler. Meget velsmagende, men det var ikke en portion, der kunne mætte en voksen mand. Hvor ville det være skønt, hvis køkkenet havde ofret lidt flere grøntsager – tallerkenen ville ikke være blevet overfyldt af den grund.

Lokalet var nu blevet tømt for selskabet, og tilbage var vi tre par. Tjenernes opmærksomhed faldt nu yderligere.

Desserten blev serveret til de tre borde samtidigt, og portionsstørrelsen var på vej op. Friske jordbær serveret med sprød tuilles (sprøde kiks), flødeskum, jordbærsirup og en fin is på jernurt rundede måltidet godt af. Vi måtte vente længe med tomme tallerkener og kaffetørst, før vi fik lejlighed til at bestille den.

Og det var faktisk først ved kaffen, at vi følte, at vi fik lidt af de tabte point og slag med halen. Kaffen blev nemlig serveret med et fint udvalg af hjemmelavede karameller, trøfler og petit fours.

Til gengæld måtte vi selv ud og finde en tjener, da vi gerne ville have regningen. Det passer heller ikke rigtigt til en Michelin-stjerne.

Det er ikke længe siden, at vi besøgte en anden tidligere Michelin-stjerne restaurant – Gordon Ramsey at Claridge’s i London, og derfor virker det snublende nært at sammenligne de to oplevelser. Det er desværre som at sammenligne æbler og pærer. Konklusionen er, at Buerehiesel kan servere en forretningsmiddag i den rimelige ende af skalaen indenfor bÃ¥de pris og serveringshastighed. Men til par pÃ¥ oplevelser og mÃ¥ske med trang til en romantisk oplevelse er restauranten et absolut no-go.

Skal det være Strasbourg, så prøv Au Crocodile i stedet.

Share

Au Crocodile – 2-stjernet Michelin-restaurant

5 stjerner

Au Crocodile, 10, rue de l’Outre, F-67000 Strasbourg

Igennem Ã¥rene er det blevet stadigt sværere for min mand at overraske mig pÃ¥ min fødselsdag. Men i Ã¥r var en del af gaven en frokost pÃ¥ den 2-stjernede Michelin-restaurant Au Crocodile, hvor min far kom tilbage i 1960’erne. Forventningerne var derfor store, da vi klædte os pÃ¥ til frokost i Michelin-templet.

Au Crocodile

Udefra syner Au Crocodile ikke af meget med en udstoppet krokodille på den grålige facade, men så snart vi trådte inden for døren, stod tjenerne klar til at byde os velkommen, tage vores overtøj og følge os til bordet.

Restaurantens indretning bærer præg af, at stedet ikke er nyetableret. Interiøret peger bagud med sine ferskenfarvede vægge og mørke træmøbler. Stemningen er intim, og tjenerne bevæger sig diskret rundt på de tykke gulvtæpper.

Vi blev budt velkommen af vores tjener og vintjeneren og fik et glas champagne fra Pol Roger, mens vi studerede menukortet. Vinkortet, der var på tykkelse med en vejviser over en middelstor dansk provinsby, blev kun overrakt min mand.

Vi besluttede os hurtigt for at vælge fra frokostmenuen i stedet for at gå á la carte. Derfor var det også oplagt at vælge vinmenuen, for retterne på frokostmenuen pegede i flere retninger.

Så snart bestillingerne var afgivet, fik vi en amuse bouche. En tempurastegt crabcake, der måske indeholdt lidt reje serveret med en opdateret version af choucrute med chili, koriander og dild. Meget velsmagende, og det skulle vise sig at være åbningen til en frokost med rødder i det franske køkken, men med inspiration fra asiatiske køkkener.

Inden den første forret kom på bordet, fik vi en lille ganerenser i form af en suppe af grøn tomat og agurk. Den let bitre suppe blev serveret i en espressokop, og vi skyllede efter med de sidste dråber champagne.

Min mand havde valgt ærtesuppe med sprød skinke på grissini som sin første forret. Skinken var stegt og sat på en grissini, der stod i det grønne hav af pureret ærtesuppe.

Jeg havde valgt rå og stegt tun lagvis med brunnoise avokado og granny smith æbler, der var tilsmagt med hakket dild, koriander og omkranset af balsamico glace og mini grissini med sesam. Min forret var virkeligt velsmagende, og kombinationen af sprødt, blødt, sødt, bittert og umami gik op i en højere enhed. Til forretterne fik vi et glas Grand Cru Riesling fra Dagoberth.

Efter afrydningen efter første forret, kom en tjener og drog diskret en stanley-knivlignende genstand op af brystlommen. Uden at fortrække en mine, skrabte han brødkrummerne af dugen ned på en lille sølvtallerken, så vi var klar til anden hovedret. Det er nok de færreste stamgæster på Au Crocodile, der overhovedet bemærker den slags indslag, men for os var det med til at fuldende oplevelsen.

Au Crocodile

Den anden forret var sprødstegt torsk med citronskorpe i en cremet citronsauce med kartoffelmos tilsat sorte nicoiseoliven draperet med rucolasalat og en enkelt kartoffelchips. Fisken var stegt til perfekt, og vi fik et glas Chablis fra en producent, jeg ikke nåede at afkode, da vintjeneren øjensynligt ikke mente, at det kunne have damens interesse.

Mellem forret og hovedret ville jeg lige runde toilettet. På vejen til døren var der ikke en tjener i sigte, men jeg havde nu heller ikke forventet, at nogen skulle åbne den dør for mig. Derfor må det have set  ret morsomt ud, da en tjener nærmest lavede en glidende tackling for at holde døren for mig, og min mand konstaterede efterfølgende, at jeg havde set mildt måbende ud.

Tilbage ved bordet var vi klar til hovedretten. Min mand havde valgt en rigtig herreret - bøf bearnaise med artiskok, pommes frites og sauteret tomat. Bearnaisesaucen blev naturligvis varmet på en bunsenbrænder ved bordet, så der ikke var risiko for kold sauce.

Jeg havde valgt en pocheret kylling med pommes alumettes af courgetter, koriander og sprød riskiks med stegt løvstikke. Min kylling var frokostens kedeligste servering,  primært på grund af det manglende samspil mellem ydre og smag. Riskiksen ledte tankerne hen på ananas, og efter de tidligere retters styrke overraskede retten med sin milde og i sammenhængen lidt flade smag. Til hovedretterne fik vi et glas rødvin fra Graves, og det matchede fint til retterne.

Efter hovedretten fik en sorbet med citron og basilikum som mellemret, mens vi varmede op til den egentlige dessert.

Desserten var en såkaldt extreme marengs med varm bærcoulis. Marengsen blev nedsænket i flydende kvælstof, og det betød, at marengsen blev meget porøs i munden og samtidig havde den sjove bieffekt, at der stod røg ud af næsen på os, når vi spiste den. Det skabte en vis morskab hos restaurantens andre gæster, der ikke var nået så langt i menuen.

Ved bordene ved siden af os nød et selskab den såkaldte TGV-menu, som restauranten også kan byde på for at fejre åbningen af hurtigtoget til Paris. Tættest på sad en ung fyr på omkring 18-19 år og spiste frokostmenuen alene. Vi funderede over, om han var et produkt fra et fransk talentshow, eller om han bare var i byen for at lufte sin fars kreditkort.

Til højre for os sad et modent par, der var casual på den franske måde. Vi havde været frygteligt bekymrede for, om kjole og bukser var krøllede, men manden sad med en skjorte, der nærmest var knappet op til livet og nød måltidet uden tanke for, hvad andre måtte mene. Bagerst i restauranten sad en dame, der var alene ude for at fejre sin 90 års fødselsdag. Det er jo netop kunsten for sådan en restaurant. At formå at alle føler sig godt tilpas, og det lykkedes til fulde. Værten Emilie  Jung cirkulerede rundt i restauranten og talte med gæsterne, og der blev også tid til at veksle et par ord med os om Danmark.

Vi sluttede frokosten af med en kaffe, petit fours og hjemmelavede chokoladetrøfler, inden vi begav os ud i Strasbourgs gader for at fordøje frokosten og indtrykkene.

 En frokost på en 2-stjernet Michelin restaurant var en stor og dejlig oplevelse fra det øjeblik, vi trådte ind af døren, og til vi fik jakkerne udleveret igen. Men den efterfølgende aftensmad, vi selv kokkererede i familiens hus virkede uendeligt kedelig ovenpå dette måltid.

Share