Tag-arkiv: set lunch

Sunday Roast hos Gordon Ramsey

Gordon Ramsey at Claridge’s, Brook Street, London

Claridge’s Hotel ligger på en parallelvej til Oxford Street, og de få 100 meters gang fra den hektiske mainstreet sætter tempoet ned og de forbipasserende bilers pris op. Her i de velbjergedes smørhul ligger hotellet, og ved døren er en portier ved at læsse Louis Vuitton kufferter på en vogn, mens en dørmand iklædt reglementeret bowlerhat holder døren for os.

Mange virkeligt gode restauranter har fine frokosttilbud, og Gordon Ramsey på Claridge’s Hotel i London er ingen undtagelse. Her lyder slagtilbuddet på en Sunday Roast på tre retter til £ 30, og vi har reserveret bord få dage i forvejen.

Inde i hotellets reception mærker man straks, at der bare er klasse over stedet. Jeg besøger ladies’ room, som er det oprindelige og ca. 100 år gammelt. En venlig dame står klar til at åbne vandhanen for mig, da jeg træder ud fra toilettet. Og straks jeg har vasket hænder, rækker hun mig et håndklæde. Bagefter er hun klar til at tørre den sorte marmorplade af for stænk.

Vi bliver budt velkommen i restauranten, hvor personalet kl. 12 er i overtal i forhold til antallet af gæster i den art deco udsmykkede spisesal. Vi har valgt den tidlige frokost, fordi vi skal flyve hjem samme eftermiddag.

De tjenende ånder står i kø for at betjene os. En tjener bringer os menukortet, en anden byder brød, vintjeneren sørger for, at vi får vand i glassene, og restaurantchefen Francois springer rundt blandt bordene og sikrer, at alle er godt tilpas. Og når jeg skriver springer, så mener jeg det faktisk – den franske restaurantchef minder i mistænkelig grad om en yngre version af Mr. Bean, og han formår at få løsnet op for stemningen på en meget positiv måde.

Vi har snydt og tjekket menukortet hjemmefra, så vi skal ikke bruge mange minutter på at vælge vores tre retter. Egentligt vil vi ikke have vin til maden, men da det går op for os, at vinmenuen præsenteres på en Ipad, så falder vi alligevel for fristelsen. Løsningen er ny for os, men den kommer vi sikkert til at se mange steder indenfor ganske kort tid. Gæsten får selv lov til at fordybe sig i det elektroniske vinkort, og man trykker bare på skærmen ud for de vine, man vil smage. Ipad’en afhentes straks efter af sommelieren .

Vi får en lille amuse bouche, der består af en kold ærtesuppe med søde svampe. Suppen er lækker og passer udmærket med brødet og det ledsagende smør med hhv. krydderurter og karry. Hurtigt følger vores forretter. Jeg har valgt en sikker servering – gravad havørred, der serveres med agurkesorbet. Konsistens og smag er lækker og frisk med det helt rette bid, og jeg undrer mig over, hvordan stiksaltet fisk nogensinde er blevet en salgssucces.

Med slet skjult Noma-inspiration har min mand valgt et røget Burford Brown æg, der serveres på en ragout af svampe og porrer. Ægget er placeret under låg, og der er selvfølgelig også et vist show over, at tjeneren lukker røgen ud midt i restauranten. Begge forretter er lækre og passende i størrelse, så der er plads til at sætte tænderne i hovedretterne.

Restauranten er ved at blive godt fyldt, men tjenerne er fortsat opmærksomme og har endda lidt tid til at tale med os. Det er en fornøjelse at møde faglærte tjenerne, der er stolte af deres fag og ikke mindst at blive betjent på den overskudsagtige måde, der følger, når folk kan deres kram.

Vores hovedretter kommer efter maksmimalt femten minutters ventetid. Jeg har valgt den rustikke servering, som er oksefilet med Yorkshirepudding, stegte kartofler og grøntsager. Jeg er selvfølgelig blevet spurgt til, hvordan jeg ønsker mit kød, og det er perfekt medium-rare. På tallerkenen er også de mest perfekte dampede bønner, jeg nogensinde har fået. Gad vide, hvad hemmeligheden er …

Min mand har valgt Rye Bay-rødpættefileter med winkles-muslinger, og den serveres på et leje af dampede friske ærter og hestebønner. Det smager vanvittigt godt, men han savner lidt mere substans og får en af mine kartofler. Som dansker er det herligt at se, at rødspætter kan bruges til andet end kogte kartofler og persillesovs, og den udfordring kunne fiskerne og de danske restauratører også godt tage op.

Vi er ved at være fremme ved desserten, og min mand er på men’s room. Jeg har tidligere glædet mig over, at jeg var ude lidt tidligere, for den franske restaurantchef har overstrømmende budt gæsterne velkommen tilbage, når de returnerer. Kort efter er desserten klar. Vi har begge bestilt chokoladefondant med hindbærsorbet, og tiden arbejder imod den varme kage og sorbeten. Restaurantchefen beklager og slår ud med armene – “hurry up and eat your husband’s dessert, I’ll get him a new one”. Jeg når nu kun at begynde på min egen dessert, før min mand kommer tilbage. 

Og restaurantchefen er hurtig til at komme med et godt tilbud – måske foranlediget af, at vi har taget billeder af al maden: om vi kunne tænke os at se køkkenet. Jotak!, og så bliver der ringet derud. Vi får en hurtig rundtur, men der er stadig frokostryk, så der bliver ikke rigtigt mulighed for at stille spørgsmål. Til gengæld føler jeg mig meget privilegeret, da vi bagefter får kaffe med hjemmelavede trøfler og marshmellows i salonen.

Og da vi får regningen, bliver vi igen mindet om, hvorfor det ikke altid er sjovt at gå ud at spise i Danmark – £ 95 eller mindre end 900 kr. har måltidet kostet. Der findes umådeligt mange muligheder for at få et dårligt måltid herhjemme til de penge, og jeg kan ikke komme med et eneste bud på, hvor man kan finde en oplevelse, der er perfekt til fingerspidserne, uden at prisen skal ganges med to.

Ferien er ved at være slut, og vi mangler bare at tage tuben ned til hotellet og hanke op i kufferterne. Med en god frokost i maven er udsigten til lufthavnskøer lidt lettere at leve med.