Tag-arkiv: tøm køleskab

Pocheret fisk med rodfrugter i sennepsfløde

Jeg holder meget af fisk og efteråret og vinterens gode rodfrugter. I denne opskrift er fisken kombineret med de grove rødder og lidt piskefløde, som simpelthen får retten helt op at ringe.

2 personer

  • 300 g fisk/ 2 fileter af fast hvid fisk, fx torsk, pangasius eller sæsonens fisk
  • 2 laurbærblade
  • 5 peberkorn
  • ½ løg
  • 2 spsk hvidvinseddike
  • ½ glas hvidvin
  • salt

Sauce

  • 600 g tern af rodfrugter, fx gulerod, persillerod, pastinak, selleri
  • 1 dl piskefløde
  • 1 spiseske grov sennep
  • evt. lidt citronsaft
  • lidt af kogelagen
  • salt og peber

Begynd med at gøre dine rodfrugter i stand. Det er her, der er god mulighed for at rydde op i grøntsagsskuffen og bruge de lidt halvslatne persillerødder, den kvarte selleri osv. Og på en virkelig travl dag kan du i nødstilfælde gribe en pose suppeurter i supermarkedets fryser.

Du kan vente på, at fisken bliver klar og bruge kogelagen til grøntsagerne, men du kan også koge grøntsagerne i vand og bare bruge lidt af kogelagen til saucen.

Når man pocherer fisk, lader man vandet simre omkring den ved 80-90 grader. Jeg pocherede fiskefiletterne i en kogelage af vand, laurbærblade, peberkorn, løg, hvidvinseddike, hvidvin og salt. Store filetter af fisk skal have ca. 8 minutter, og det er let at se, om fisken er færdig, for den skifter farve og bliver mælkehvid, når den er klar. Du kan se tilberedningstid på pochering af andre fisk her.

Når fisken er færdig, lægges den på en tallerken og dækkes med sølvfolie, mens du tilbereder saucen.

Når grøntsagerne er næsten møre, tilsættes en gavmild skefuld grov sennep, piskefløde og evt. et skvæt citronsaft. Tilsæt også lidt af kogelagen og kog ind, inden du smager saucen til.

Dæk fisken med grøntsagerne og servér evt. kogte ris eller groft brød til.

Share