Tag-arkiv: tilbehør til is

Kyskager og marengsbunde

Jeg elsker marengs, og det bliver ikke meget bedre, når der også er “tyggegummi” indeni kyskagerne. Marengs skal være sprøde udenpå og seje indeni, og så er det bare et plus, at de er hurtige at lave og passer sig selv i ovnen, men alligevel tager sig ud som en million, når man serverer med frisk frugt eller bær, flødeskum eller bare en kugle is.

Portionen her giver dig en marengsbunde og ca. 20 kyskager.

  • 4 past. æggehvider
  • 200 g sukker

Pisk æggehviderne stive og tilsæt det meste af sukkeret, men hold 1-2 spsk tilbage. Læg bagepapir på en bageplade, og tegn en cirkel – brug fx en tærtebund på ca. 24 cm i diameter til at tegne efter – men vær lige sikker på, at du har et fad, der er stort nok til at servere bunden på!

Drys cirklen med sukker og fordel marengsmassen. Du kan gøre det i frihånd eller fylde hele herligheden i en sprøjtepose og sætte små toppe i kanten af bunden. Når bunden er færdig, så laver du kyskager af resten af marengsmassen. Med lidt held kan det hele være på samme bageplade.

Ovnen skal stå på 120 grader, og det tager ca. 45 minutter før marengsen er færdig, for den tørrer snarere end bager, og den skal helst værre mere hvid end gylden, når den er færdig. I en lukket kagedåse holder kyskagerne sig fint i to uger – hvis du kan holde dig fra dem.