Dyrenes Beskyttelse er gode til at skabe overskrifter, og dagens forslag om at mærke flæskestegen med døde dyr er bestemt ingen undtagelse.

Når Dyrenes Beskyttelse mener, at supermarkedets kødpakker skal bruges som en gabestok for de landmænd, der behandler deres dyr dårligt, så graver de grøften dybere, og det er ærgerligt.

Dyrenes Beskyttelse og Dansk Landbrug burde hellere arbejde sammen om at sende de samvittighedsløse landmænd ud af erhvervet. I et stort erhverv som landbruget er der selvfølgelig landmænd, der ikke er i stand til at behandle deres dyr ordentligt.

Og det er bevidst, at jeg skriver, at de ikke er i stand til. Hvis en landmand skal have sine dyr til at yde noget, så skal dyrene have det godt. Udover at blive rost for sin dyrevelfærd, giver det den klart bedste økonomi, så landmænd, forbrugere og dyrevenner deler den samme interesse. Landbrugsdyr adskiller sig på det punkt ikke væsentligt fra familiehunden eller andre kæledyr, bortset fra at landbrugsdyrene på et tidspunkt havner på vores middagsborde.

Og så er vi tilbage ved de dygtige og samvittighedsfulde landmænd. Jeg har nogle stykker i min omgangskreds, og de lukker gerne deres stalde op for interesserede. Dels har de ikke noget at skjule, og dels vil de som de fleste andre mennesker rigtigt gerne fortælle om deres arbejde.

Desværre er det ikke alle, der er så heldige at kende en landmand. Derfor er mange danskeres viden om dansk landbrug temmeligt forældet eller lige frem belastet af fordomme. Og desværre har visse dele af landbruget selv fortsat fortællingen om det idylliske Morten Korch-landbrug i stedet for at fortælle historien om moderne landbrug. 

Dyrenes Beskyttelse har en væsentlig pointe i, at danskerne ikke kender moderne landbrug. Og der ligger en opgave at fortælle, at dyrene i danske stalde ikke har det dårligt, selv om produktionen foregår anderledes end i 50’erne. Spørgsmålet er, om Dansk Landbrug ikke skulle tage og skubbe deres dygtige landmænd i front i stedet for at fyre omdømmekampagnens millioner af på et dyrt reklamebureau, hvor tekstforfatterne hverken ejer et par gummistøvler eller kunne drømme om at tage på besøg i en stald.

Jeg har ikke dårlig samvittighed, når jeg vælger konventionelt kød, for nogle få dårlige landmænd skræmmer mig ikke til at vælge radikalt anderledes. Jeg er glad for, at jeg som forbruger kan vælge, men jeg føler mig desværre overbevist om, at der også kan findes økologer, der ikke lever op til deres forpligtelser. For mig handler det om åbenhed.

Det rareste ville jo være, hvis vi faktisk kunne se, hvem der har lavet vores kotelet. Og hvorfor egentligt ikke? Da salmonellaen krævede nye tiltag af ægproducenterne, begyndte man at stemple æggene, så man kunne finde frem til den enkelte producent, og mon ikke man kunne gøre det samme med de danske grise? Værs’go, følg linket, mød landmanden og se, hvordan grisen har boet …